Del

BioTEK-mesterskaberne

27. januar 2022 kårer vi igen årets BIO- og TEKmestre i Kalundborg. 
Denne gang dog på vores eget nye Campus Kalundborg.

Deltag med en case og blev bedømt af et kvalificeret dommerpanel, så I kan være med i dysten om flotte præmier til hele klassen.

Er I bidt af biotek, kemi, biologi, teknik eller robotter, og arbejder I med det i 2.G, 3.G eller 2.HF, så skynd jer at læse videre herunder.

Case competition i BIO eller TEK?

BioTEK-mesterskaberne 2022 består af en Case-Competition for ungdomsuddannelser, og i 2022 arbejder vi med to faglige spor.   

Fra at være et biotekmesterskab med rent fokus på bioteknologi, vokser vi i 2022 til at være et bioTEK-mesterskab, dvs. dels et BIO-mesterskab og et TEK-mesterskab. Det gør vi, fordi vi i Kalundborg ikke kan lade være med også at nørde i maskiner og teknik i den industri, vi omgiver os med eller selv er en del af, og som vi kun kan forvente vil vokse i fremtiden. Derfor vil din klasse eller dit hold kunne deltage i en case enten inden for bioteknologi og/eller inden for maskinteknologi. 

Derfor har bioTEK-mesterskaberne udspring i Kalundborg

I Biotekbyen Kalundborg ligger Skandinaviens største biotekproduktion. Her finder man blandt andet verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion, Danmarks største raffinaderi, og nogle af verdens dygtigste ingeniører.

Virksomhederne i byen inkluderer Novo Nordisk, Christian Hansen, Novozymes, Equinor Refining Denmark og Ørsted. Tæt på Biotekbyen, i nabokommunen Odsherred, ligger Lundbeck med en stor kemisk produktion af lægemidler.

I Biotekbyen kan man bl.a. uddanne sig til diplomingeniør i hhv. bioteknologi og maskinteknologi samt bioanalytiker og farmaoperatør – og som studerende i byen kommer man helt tæt på landets største biotekvirksomheder.

BioTEK-mesterskaberne afholdes, fordi vi som virksomheder og uddannelser i Kalundborg gerne vil sætte fokus på, hvordan man kan arbejde med bio- og maskinteknologi i fremtidens bæredygtige løsninger til inspiration for unge i forhold til fremtidige uddannelses- og karrierevalg.