Del

Potentialer og udfordringer

Fold ud og læs: Samarbejdet mellem folkebiblioteker og PLC

Projektet har affødt en række ideer og forslag til videre samarbejde, som man evt. kan arbejde videre med. Det kunne være personale fra biblioteket på skolens PLC i perioder eller med faste intervaller, både for at de lærer hinanden at kende, men også for at eleverne møder bibliotekarer og lærer dem at kende mhp. senere at opsøge folkebiblioteket. Det ville også være udbytterigt, at skolen i højere grad bruger bibliotekarernes viden om fx kritisk litteratursøgning, noget, bibliotekarerne er uddannet til. Her kan de understøtte lærernes undervisning i kritisk informationssøgning, og samtidig trække på lærernes viden om, hvordan man tilrettelægger undervisning for elever på forskellige alderstrin. På den måde kan begge gruppers særlige viden på forskellige områder spille sammen til glæde for elevernes læring.

For at et samarbejde skal blive godt, er det en god ide, at skolen eller kommunen sikrer gode muligheder for samarbejdet. Det kan være ved, at der er ansat en person, der varetager kontakt og samarbejde mellem skolen og folkebiblioteket, men ellers ved, at de samme lærere får mulighed for at styrke samarbejdet ved at skulle lave projekter sammen flere gange. Det er vigtigt, at lærer og bibliotekar har mulighed for at lære hinanden at kende gennem samarbejdet, og at man kan udbygge dette kendskab gennem længerevarende samarbejder. På den måde er det lettere at få et fælles projekt til at lykkes.

Vi har også set, at samarbejdet kan være svært, fordi skolen ofte er en meget mindre fleksibel institution end bibliotekerne, med skemaer og planer, der lægges i sidste øjeblik, men også er relativt stramme. Det er svært at gøre noget ved, men igen vil det være sådan, at hvis man kender hinanden fra tidligere samarbejder, så er det lettere at få ting til at gå op.

Fold ud og læs: Arbejdet med multimodale tekster: Anbefalinger

I vores projekt har vi fundet ud af, at elevernes var meget glade for at arbejde med multimodale tekster i dansk, og det, at de fx let kunne bearbejde teksten gav dem stor motivation til at arbejde videre med den. Den erfaring mener vi, man kan udnytte også i arbejdet med andre typer af tekster. 

Også bibliotekarerne store viden om søgning og kritiske søgestrategier var rigtig brugbart, og samtidig var det godt, at lærerne kunne gå ind og understøtte undervisningen - det er bibliotekarer jo ikke uddannede til.

Vores projekt viser, at elevernes kompetence og refleksioner over modaliteternes samspil har været velfungerende , mens de ikke har haft så stor fokus på at arbejde med de enkelte modaliteters udsigelsesmuligheder. Det vil vi anbefale, at man arbejder mere med, hvis man vil afprøve vores læremiddel. Dvs. at eleverne arbejder mere med at udvikle både deres tekster og deres billedvalg og samspillet mellem modaliteterne.

Vi kan se, at eleverne ofte har gjort sig meget kvalificerede refleksioner over deres valg, som ikke umiddelbart kan ses i produkterne, hvilket kan pege på, at vi som lærere i højere grad skal høre elevernes refleksioner i løbet af processen og ikke kun vurdere det endelige produkt, når elevers arbejde skal vurderes. Det er en meget værdifuld viden, vi har fået ud af projektet. Ting er ikke altid kun, hvad de tager sig ud som på overfladen!

Ophavsret! Det er noget, man er nødt til at være opmærksom på. Eleverne henter billeder alle steder fra, og hvis de ikke er opmærksomme på det, og deres produkter placeres i offentlige eller semi-offentlige rum, så er det ikke lovligt at benytte hvad som helst, Selvom vi arbejdede med området specifikt, så var det stadig svært, og det er et problem, man hele tiden skal være opmærksom på. Ved at bruge lukkede fora til produkterne, gør man det selvfølgelig lettere for eleverne, men på sigt skal de jo alligevel lære, at man ikke bare kan bruge billeder, man har fundet på nettet. De skal også være lovlige at bruge. 

En anden udfordring har ydermere været, at Gåsetårnskolens elever er udstyret med en ipad, som via Google på browseren Safari ikke indeholder samme søgeværktøjer, som man finder på en PC. Vigtigst er det manglende søgeværktøj: ‘brugsrettigheder’. Det efterlader eleverne i en gråzone, hvor det derved ikke bliver tydeligt, hvad den lovlige brug af fundne modaliteter er. Dette skal såvel lærer som bibliotekar være opmærksomme på, og det er et område, hvor bibliotekets særlige fagviden kan udnyttes.

Infografikker

Samarbejde mellem folkebiblioteker og PLC

Projektet har medført ideer til det videre samarbejde, fx:

  • Personale fra folkebiblioteket er på skolens PLC i perioder
  • Skolen bruger bibliotekarernes viden om fx  kritisk informationssøgning
  • Folkebibliotekarerne trækker på lærerens viden om, hvordan man tilrettelægger undervisning for elever på forskellige trin

Samarbejdet styrkes af:

  • At der er en person, der varetager kontakten omkring samarbejdet mellem skole og folkebibliotek
  • At de samme lærere og bibliotekarer laver flere projekter sammen og udbygger kendskabet til hinanden gennem længerevarende samarbejder

Den skemalagte skole:

  • Skolen er en mindre fleksibel institution end bibliotekerne
  • Skolens skemaer og planer giver en forholdsvis stram ramme for samarbejdet

Multimodale tekster - anbefalinger og opmærksomhedspunkter

På baggrund af arbejdet med de didaktiske forløb i projektet følger her 6 anbefalinger til arbejdet med de udarbejdede forløb omkring multimodale tekster og 2 opmærksomhedspunkter. Du kan læse mere om de enkelte anbefalinger på projektets hjemmeside. 

  1. Lad genren og afsender/modtagerforhold være rammen for elevernes valg i den multimodale produktion
  2. Tilrettelæg forløbet i en vekslen mellem stilladserede analyse- og produktionsfaser
  3. Tilbyd et metasprog, som kan fungere som et redskab for dialog, spørgsmål og debat om teksterne
  4. Lyt til elevernes refleksioner over deres valg i teksterne undervejs i processen
  5. Sæt fokus på både det multimodale sammenspil og enkeltmodaliteternes udtrykspotentiale
  6. Tænk i andre afleveringsformer end skriftsprog - fx viser den auditive refleksionslog sig at have særlige potentialer

Ophavsret
Eleverne henter billeder alle steder fra, og hvis de ikke er opmærksomme på det, og deres projekter placeres i offentlige eller semi-offentlige rum, så er det ikke lovligt at benytte hvad som helst. Selv om vi arbejdede med området specifikt, så var det stadig svært, og det er et problem, man hele tiden skal være opmærksom på. 

Ikke de samme søgeværktøjer på iPad
Google på browseren Safari via iPad indeholder ikke de samme søgeværktøjer, som man finder på en PC. Vigtigst er det manglende søgeværktøj: 'brugsrettigheder'. Det efterlader eleverne i en gråzone, hvor det derved ikke bliver tydeligt, hvad den lovlige brug af fundne modaliteter er. 

Cxense Display