Del

Kurser inden for sprog

Rekvirerede forløb

Kurserne foregår på jeres skole og veksler mellem oplæg og eksempler på praksisnære konkrete elevøvelser.

Læs mere om rekvirerede forløb og få inspiration herunder. Hvis I som skole eller kommune ønsker mere information om et rekvireret forløb, er I velkomne til at kontakte CFU's fagkonsulenter.

Spaß am Schreiben mit digitalen Medien

Den skriftlige dimension er central i Fælles Mål, og det er oplagt at integrere denne side af faget med it og medier i undervisningen, så eleverne opnår bedst mulige kompetencer inden FP og bliver engagerede i undervisningen.

Formål: At deltagerne får idéer og inspiration til, hvordan digitale medier som f.eks. computer, mobil, iPad og virtuelle samarbejdsplatforme kan understøtte arbejdet med den skriftlige dimension i tyskundervisningen.

Med udgangspunkt i Fælles Mål introduceres deltagerne til forskellige værktøjer/programmer og eksempler på

brug af disse i undervisningen. Deltagerne vil i løbet af kurset afprøve og udvikle idéer til egen undervisning inden for bl.a. følgende områder:

  • Mobiltelefonen i undervisningen
  • Book Creator på iPad/mobiltelefon
  • Arbejde kollaborativt i et virtuelt arbejdsrum
  • Internationalt samarbejde
  • Andre funktionelle digitale læremidler

Medbring gerne smartphone og/eller iPad/tablet.

Tidsramme: 6 timer (andet kan aftales)

Leg og læring i den tidlige tyskundervisning

Sprog læres med alle sanser

Formål: At deltagerne får idéer og inspiration til, hvordan man gennem bevægelse og leglignende aktiviteter øger elevernes motivation for og mod til at lære fremmedsproget tysk.

"Det er dejligt at røre sig, også i tyskundervisningen. Man kommer til at grine, og så er det ovenikøbet en effektiv måde at lære på. Sprog læres med alle sanser, og det går allerbedst ved at aktivere så mange sanser som muligt. Men det er især kroppen, der er god til at huske. Derfor er det en god ide at kombinere sprogtilegnelse med bevægelse."

Med udgangspunkt i ovenstående citat fra "Vejledning for faget tysk" vil vi på kurset bl.a. sætte fokus på følgende elementer:

  • Det funktionelle kommunikative sprogsyn
  • Inddragelse af leg, sang og bevægelse i arbejdet med ordforråd
  • Kommunikative aktiviteter
  • Hvor kan jeg hente inspiration? (link til gode hjemmesider)
  • Videndeling via padlet.com

Kursets form vil være en vekselvirkning mellem oplæg, diskussion og hands on-aktiviteter.

Tidsramme: 3-6 timer.

Fod på (de nye) prøver i fremmedsprog

Formål: At klæde lærere på til at føre op til FP9 og FP10.

Kursusdagen/eftermiddagen giver et overblik over bekendtgørelserne og vejledningerne og de ændringer, der evt. måtte være. Vi vil fokusere på, hvordan den mundtlige og skriftlige prøve tilrettelægges og gennemføres i praksis, og giver inspiration til sammenhængen mellem den daglige undervisning og fagets prøver. Udviklingen i FP9/FP10 i fremmedsprog følges nøje, og kurset tilpasses ændringer i prøvebekendtgørelserne.

Målgruppe: Sproglærere i udskolingen.

Tidsramme: 3-6 timer.

Tidlig sprogstart

Early English – Deutsch von früh bis spät

Den tidlige sprogstart er en udfordring, men også en chance, som vi skal udnytte bedst muligt. På kursusdagen for hhv. engelsk og/eller tysk vil vi med udgangspunkt i Fælles Mål fokusere på:

  • Hvordan undervisningen kan tage udgangspunkt i elevernes forskellige sproglige forudsætninger
  • Hvordan man kan inddrage leg, sang og bevægelse
  • Kommunikative aktiviteter
  • Arbejdet med ordforråd
  • Muligheder med iPad/pc

Der vil blive præsenteret temaer og forløb, som du kan gå direkte hjem og bruge i din sprogundervisning. Du vil desuden blive præsenteret for såvel analoge som digitale læremidler, herunder idéer til velegnede websider, YouTube-videoer og apps.

Kurset vil forløbe i en vekselvirkning mellem oplæg, øvelser og diskussion. Medbring iPad/pc og lyst til at lege.

Tidsramme: 6-18 timer (aftales individuelt).

Få hjælp til din årsplan

Inspirationseftermiddag for sproglærere omkring FFM

Formål: At deltagerne får indsigt i og inspiration til, hvordan de med udgangspunkt i kompetencemålene og de tilknyttede målpar i FFM kan planlægge forløb til deres fremmedsprogsundervisning.

Vi indleder eftermiddagen med en indføring i de Forenklede Fælles Mål for henholdsvis engelsk og tysk (ca. 75 min). Denne del vil bestå af såvel oplæg, debat som hands on-øvelser. Herefter arbejder du med planlægning af et eller flere forløb i forhold til målpar, læringsmål og tegn på læring, som du kan gå direkte hjem og anvende i din undervisning.

Vi medbringer materialer til inspiration, og du vil kunne få hjælp til at booke. Du bedes medbringe årsplan, materialer og iPad/Mac/PC.

Tidsramme: 3-12 timer.

Billedbøger og medier i engelskundervisningen

Morfo, Chatterpix, Photobabble og den gode historie...

Formål: At inspirere til arbejdet med billedbøger og dermed autentisk sprog i den tidlige sprogundervisning.

Billedbogens gode historie og æstetik er som skabt for den første engelskundervisning, og den gode historie kan således fortælles igen og igen. Med den gode billedbog kan læreren skabe nærhed og et affektivt rum, som inviterer børnene til at være aktive medfortællere. På dette kursus sættes fokus på mange forskellige sproglige aktiviteter, der understøtter sprogtilegnelsen, og som du nemt kan anvende i din undervisning. Digitale medier i den forbindelse er fantastiske redskaber til at facilitere elevens sprogproduktion. Nøgleord er autencitet, differentiering og at have det rigtig sjovt.

Efter et kortere teoretisk oplæg om sprogtilegnelse hos mindre børn skal du afprøve apps og programmer og selv

producere. Medbring derfor iPad, tablet eller PC.

Målgruppe: Undervisere i engelsk fra 1.-4. klasse.

Tidsramme: 3-6 timer.

Feedback og differentiering i fremmedsprogsundervisningen

Formål: At give sproglærere viden om og inspiration til at arbejde med feedback og dermed differentiering i sprogundervisningen.

Stjæler feedback tid fra faget, eller er arbejdet med feedback i virkeligheden med til at styrke fagligheden i

fremmedsprogsundervisningen? God feedback er vigtig for optimal læring for den enkelte elev på netop hans/hendes niveau. Kurset veksler mellem oplæg, refleksioner og hands on-øvelser, som kan overføres direkte til sprogundervisningen.

Kursusgang 1 (3 timer):

Med udgangspunkt i konkret praksis fra undervisning i fremmedsprog og nyere forskning giver eftermiddag 1 et bud på, hvordan feedback i henholdsvis lange, mellemlange og korte undervisningsforløb kan styrke elevernes individuelle læring. Vi giver mange konkrete idéer til, hvordan undervisningen kan tilrettelægges med feedback og differentiering i centrum.

I den mellemlæggende periode kan læreren afprøve udvalgte idéer.

Kursusgang 2 (3 timer):

På eftermiddagen diskuteres erfaringerne siden sidst, ligesom der lægges op til feedback og differentiering i

skriftlighed. Følgende spørgsmål søges belyst: Lærer eleven af fejlretning? Skal man rette alle fejl? Hvordan får vi alle i gang med at skrive?

Husk at medbringe pc eller tablet samt meget gerne elevproducerede tekster fra din undervisning.

Kurset kan også tilrettelægges som heldagskursus.

Kom godt i gang med undervisning på tværs af landegrænser

De nye Forenklede Fælles Mål har øget fokus på globalisering og kulturmødet. Et internationalt projekt er inspirerende og givtigt – og med f.eks. eTwinning kommer du nemt i gang. Du får en gennemgang af eTwinningportalen samt en vejledning i praktiske fif. Der vises aktuelle eksempler fra forskellige skoler – og måske får du kontakt til en udenlandsk lærer og et relevant projekt, inden du går hjem.

Dette kursus kan bestilles som workshop på 1,5 timer eller netop det timetal, der ønskes, f.eks. 3, 6 eller 12 timer.

Det er muligt at kombinere det med oplæg om målrettede strategier og langsigtet indsatsområde for skoler, der ønsker at arbejde med internationalisering som indsatsområde.

Målgruppe: Alle lærere i grundskolen.

Mulige undervisere: eTwinning-ambassadør Marie Louise Pedersen og pædagogiske konsulenter for fremmedsprog og internationalisering Marianne Hubert og Ulla Krogsgaard. 

Fokus på ordforråd og ordtilegnelse i fremmedsprog

Formål:

  • At få viden om processerne i ordtilegnelsen
  • At få idéer og inspiration til, hvordan denne viden kan omsættes i praksis
  • At få kendskab til digitale programmer, der understøtter og måler ordtilegnelsen

Hvad vil det sige at tilegne sig ord? Hvor stort et ordforråd er nødvendigt efter 9. klasse? Hvordan lærer man

nye ord og vendinger? Hvor kan man måle et ordforråds størrelse?

Disse og andre spørgsmål diskuteres på dette kursus, idet ordforrådstilegnelse måske er det vigtigste element

i arbejdet med fremmedsprog. Med udgangspunkt i nyere forskning gives en kort teoretisk indføring i

emnet. Herefter arbejdes hands on med digitale programmer og analoge tiltag, der understøtter og analyserer

ordforrådstilegnelse.

Bemærk, at eksempler og øvelser vil være på engelsk, men disse kan nemt overføres til alle andre sprog.

Husk pc eller iPad og medbring gerne konkrete tekster fra temaer (evt. en grundbog), eleverne skal arbejde

med i løbet af året. Medbring hvis muligt også en digital elevproduceret tekst.

Tidsramme: 6 timer (andet timetal kan aftales).

Cxense Display