Del

Skriftlige opgaver

Bemærk: enhver form for spørgsmål til den skriftlige opgave skal stilles til uddannelsen.

Samtykke

Når du arbejder med en opgave, hvor der indgår personoplysninger eller oplysninger om institutioner eller virksomheder gælder der nogle særlig regler, som du skal følge.

Når du indhenter og anvender personoplysninger i din opgave er du forpligtet til at indhente et skriftligt samtykke fra de involverede parter.

De konkrete samtykkeerklæringer, der er indhentet, skal ikke vedlægges opgaven, men skal opbevares sikkert og kunne fremvises i prøvesituationen efter anmodning fra eksaminator eller censor.

En personoplysning er enhver form for information, der kan henføres til en bestemt person, også selv om personen kun kan identificeres, hvis oplysningen kombineres med andre oplysninger.

Personoplysninger kan for eksempel være personnumre, registreringsnumre, et billede, et fingeraftryk, en stemme, lægejournaler eller biologisk materiale, når det i praksis er muligt at identificere en person ud fra oplysningerne eller i kombination med andre. Man siger, at oplysningen er "personhenførbar". 

Læs mere om typer af personoplysninger.

Anonymisering eller pseudomymisering

Af hensyn til persondatabeskyttelse (GDPR) vil det være en god idé at anonymisere personnavne og stednavne således, at det ikke på baggrund af oplysninger i opgaven er muligt at genkende eller finde frem til personer, institutioner, virksomheder mv., som indgår i projektet.

Læs mere om anonymisering og pseudonymisering.

Offentliggørelse, ophavsret og fortrolighed

UC Viden er et videndelingsystem, hvori du registrerer, beskriver og uploader dit bachelorprojekt. Adgang til vidensdelingsystemet har medarbejdere og studerende ved Professionshøjskolerne i Danmark.

Læs mere om UC-Viden

Om fortrolighed og ophavsret:

  • Er dit projekt eller dele af det omfattet af fortrolighed, fx. persondata, skal du markere i skemaet, at det er fortroligt. Derved vil registreringen af projektet kun være tilgængelig for en studieadministrativ medarbejder, en bibliotekar og systemadministrator.
  • Når du uploader dit projekt i UC Viden skal du vælge, om det skal være fortroligt eller ikke-fortroligt. Vælger du fortroligt, er det kun tilgængeligt for enkelte ansatte i Professionshøjskolen Absalon.
  • Når du uploader dit projekt i UC Viden beholder du ophavsretten til projektet. Du bevarer altså retten til – til enhver tid – at sælge, trykke, eller på anden måde distribuere projektet. OBS: et forlag eller en virksomhed kan dog afvise at trykke eller producere projektet, hvis det allerede er gjort tilgængeligt.
  • Vær opmærksom på, at dit projekt kan downloades fra internettet til privat brug. Brugeren af dit projekt skal altid referere til dig som ophavsmand (forfatter).

Du har selv ansvaret for at tjekke, om du har copyright til billeder, grafer og andet materiale, fx. persondata i projektet. Hvis du er i tvivl, skal du gøre dit projekt “Fortroligt”.

I forbindelse med bachelorprojekt, skal vi gøre dig opmærksom på, at Professionshøjskolen Absalon som dataansvarlig har pligt til at oplyse dig om at formålet med indsamlingen er vidensdeling og at hjemlen for indsamlingen er en del af Absalons myndighedsudøvelse, idet det er lovbestemt af professionshøjskoleloven. Opgaverne videregives ikke og slettes efter 5 år.

Du kan til enhver tid anmode om at få dine oplysninger slettet. Ligeledes kan du anmode Professionshøjskolen Absalon om indsigt i, berigtigelse af de indsamlede personoplysninger eller begrænsning af behandling. Derudover har du retten til at gøre indsigelse mod behandling og indgive klage til datatilsynet (www.datatilsynet.dk).

Har du spørgsmål til indsamlingen af dine oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte Professionshøjskolen Absalon på biblioteket@pha.dk, eller vores databeskyttelsesrådgiver Morten Eeg Ejrnæs Nielsen på dpo@pha.dk.

Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, kan du finde hjælp hos Absalon DIGITAL.

Find kontaktoplysninger