Del

Docenttiltrædelsesforelæsning ved ph.d. Jonatan Leer

Til markering af Jonatan Leers tiltrædelse som docent ved Center for Ledelse og Oplevelsesdesign til tiltrædelsesforelæsning med efterfølgende reception

Mellem en vegansk fremtid og længslen efter mormormad: Madoplevelser og kulinarisk kapital i den post-ny nordiske madkultur

Over de sidste 20 år er Danmark og Skandinavien gået fra at blive anset som en kulinarisk ørken til at blive en gastronomisk destination af de helt store, der tiltrækker nørdede madturister, indflydelsesrige foodies og håbefulde kokke fra hele verden. Mad er også kommet til at fylde i forbrugernes bevidsthed som aldrig før og fungerer i stadig højere grad også som identitetsmarkør for den enkelte og dennes fællesskaber, men også for det moderne Danmarks selvforståelse som attraktiv destination.    

I denne forelæsning vil Jonatan Leer med udgangspunkt i sin egen forskning fra det seneste årti give sit perspektiv på den aktuelle madkultur, som han kategoriserer som den post-ny nordiske æra. Den rider stadig på bølgerne fra det ny nordiske køkkens succes, men flere nye madiværksættere distancerer sig fra de ny nordiske dogmer, og bevægelsen har heller aldrig fået den folkelige gennemslagskraft, som initiativtagerne håbede på.

Denne post-ny nordiske madkultur er en modsætningsfyldt størrelse spændt ud mellem det lokale og det globale, mellem krav om ansvarlighed og retten til nydelse, mellem utopien om en vegansk fremtid og en nostalgisk længsel efter fløderig mormormad. I dette klima er ”kulinarisk kapital” (statusgivende madpraksisser) til konstant forhandling.

Jonatan Leer vil fokusere på tre tendenser

  1. ”Den etiske vending”, altså det stigende fokus på klima, etisk forbrug og social retfærdighed
  2. ”Modmadkulturen”, som giver fingeren til de høje etiske idealer ved at omfavne ”lave” lyster som nydelse og nostalgi.
  3. ”Digitaliseringen af madkulturen”, som har forvandlet alt fra restaurantanmeldelse over de daglige indkøb til selve samværet omkring måltidet.

På denne baggrund vil Jonatan Leer fremhæve, hvilke perspektiver disse udviklinger kan få for fremtidens restaurationsbranche og gastroturisme.  

Afsluttende vil Jonatan Leer give eksempler på de fremtidige forskningsaktiviteter på Leisure Management og centerets nye forskningssatsning i mad-og turismeforskning med særlig fokus på Region Sjælland.   


Om docenten

Jonatan forsker i madkultur og har stor videnskabelig produktion inden for bl.a. det ny nordiske køkken, madpædagogik og forholdet mellem mad og køn publiceret i mere end 40 fagfællebedømte artikler i danske og internationale tidsskrifter.

Som adjunkt og postdoc ved Århus universitet har Jonatan tidligere været med i forskningsprojekterne Smag for Livet (2014-2018, Nordeafonden) og Børn, Mad og Måltider (2015-2018 Fødevarestyrelsen).

Jonatan har også fungeret som konsulent for en række private og offentlige organisationer: Nordisk Ministerråd, The future Company (London), Nordnorsk reiseliv, Men’s health week.

Han er medlem af det danske gastronomiske akademi og visiting lecturer ved University of Gastronomic Sciences, Pollenzo, i Italien.

Jonatan er også en ofte anvendt foredragsholder og aktiv formidler i medierne.



Målgruppe

Alle er velkomne – forelæsningen er for alle interesserede: Fagfæller, forskere, samarbejdspartnere i Region Sjælland og studerende.

Deadline for tilmelding er den 26. februar.



Tilmeld dig her
1. marts 2019
15:15 - 17:30

Campus Roskilde
Trekroner Forskerpark 4
4000 Roskilde
Cxense Display