Del

Absalon låner udstyr til region og kommuner

Region Sjælland og flere sjællandske kommuner har bedt Absalon om udstyr, så de kan være forberedt mod et muligt stort antal patienter og borgere, der får behov hjælp. Særligt værnemidler er der efterspørgsel på i første omgang.

Absalon har lukket for den fysiske undervisning grundet Corona-udbruddet, og derfor står samtlige uddannelsessteder stille. Dermed bliver en stor del af udstyret i skillslab ikke brugt, og det kan nu gøre gavn hos Region Sjælland og i flere sjællandske kommuner:

”Vi har fået anmodninger fra både Region Sjælland og flere kommuner, så vi er gået i gang med at lave lister og gøre op, hvad vi kan sende afsted af udstyr, så det kan gøre gavn”, siger Mona van Gaever Larsen, centerchef for sygepleje. 

Værnemidler i første omgang

Alt relevant udstyr er der efterspørgsel på, men i første omgang handler det især om værnemidler:

”I første omgang er det Region Sjælland, som har anmodet om vores værnemidler, så det er vi ved at organiserer en afhentning af, da det skal samles fra bioanalytikeruddannelsen og fra sygeplejeuddannelsen fra lokationerne Kalundborg, Holbæk, Roskilde, Næstved, Slagelse og Nykøbing. Derudover skal der hentes håndsprit hos Facility Service i Vordingborg. Endvidere er vi i kontakt med Guldborgsund kommune omkring senge. De har foreløbigt hentet fire elektriske senge og en gulvlift.”, siger Mona van Gaever Larsen.

Udover udstyr så har Center for Engineering and Science også tilbudt medarbejdere og udstyr til rådighed for laboratoriearbejde og test.

Vi skal hjælpe alt det, vi kan

Rektor Camilla Wang, er glad for at Absalon kan træde til og hjælpe i denne krisetid for vores sundhedsvæsen:

”Danmark står i en helt uvant situation, og ingen ved helt hvad morgendagen bringer. Derfor er det vigtigt, at vi alle står sammen og hjælper til, og jeg er rigtig glad for, at Absalon kan hjælpe både Region Sjælland og flere kommuner”, siger Camilla Wang.

Hun glæder sig også over, at 174 sygeplejestuderende på Absalon har tilbudt sig til Region Sjællands Corona-jobbank:

”Alle vores studerende er endt i en noget anderledes uddannelsessituation med blandt andet hjemmeundervisning. 174 sygeplejestuderende har - trods det - meldt sig til Corona-jobbanken, det gør mig både stolt og glad”, siger Camilla Wang.

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon