Del

Absalon-studerende vinder Food Days Odsherred med lokalt isfirma

Det blev Isøre Is, der af det kyndige panel blev kåret som vinder af konkurrencen 'Food Days Odsherred'. De har sammen med en gruppe af studerende fra Absalons ernærings- og sundhedsuddannelse udviklet en ny idé.

I smukke omgivelser i Annebergparken i Nykøbing Sjælland blev den store finaledag i Food Days Odsherred afholdt, og det blev Isøre Is, der i samarbejde med studerende fra Fødevarer og Ledelse fra Absalons ernærings- og sundhedsuddannelse, endte ud som vindere. En kåring, de selvfølgelig var glade for.

"Det er mega fedt at vinde. Det har været en lang og sej proces, men vi er rigtig stolte af vores produkt. Det er noget, vi kan stå inde for, siger Olivia Friis, der er en af de studerende fra Absalon, der sammen med Isøre Is vandt".

"Produktet skal nu færdigudvikles, så vi får helt styr på grundbasen, og at det bliver mere rationelt at producere det. Derefter skal det produceres og ud på markedet", siger Torben Mindrup fra Isøre Is.

I Food Days Odsherred var det fire fødevarevirksomheder, der blev parret med fire grupper fra Absalon tilbage i september. Her blev den indledende Food Days Odsherred-dag afholdt, og siden har de fire teams samarbejdet om at udvikle en ny idé, som skulle præsenteres til finaledagen i Food Days Odsherred.

Food Days Odsherred er kommet i stand i et samarbejde med projektet Connecting Zealand ved Agro Business Park, ViiRS ved Professionshøjskolen Absalon og Odsherred Kommune.

Idéerne blev præsenteret for et dommerpanel, der bestod af tre kompetente folk. Jesper Zeilund, der er leder af Nordisk Center for Lokale Fødevarer. Christian Coff, der er Docent og ph.d. på Center for Ernæring og Rehabilitering fra Absalon og Lissi Holm, der arbejder på Fødevareinstituttet ved DTU.

Det var et dommerpanel, der var imponeret af niveauet.

"Niveauet fra alle grupperne var rigtig højt, og derfor var de, der vandt, geniale. Deres is smagte vanvittig godt, og det gjorde de andre produkter også, så det var en meget svær opgave.  Det var små forskelle mellem finalisterne", siger Lissi Holm.

For Professionshøjskolen Absalon var det et godt samarbejde.

"Det er en gave for de studerende at være med i Food Days Odsherred. Fagligt er de blevet udfordret ved at få lov til være ude i virkeligheden og lave et specialprodukt for virksomhederne, der kommer på markedet. Og menneskeligt får de meget med hjem ved at pitche deres idé foran en stor forsamling, som de også ville skulle gøre i deres arbejdsliv", siger Jesper Danhøj, der er lektor på Professionshøjskolen Absalon.

De resterende fødevarevirksomheder, der deltog, var Dansk Tang, Isøre Is, Rørvig Dessert og Københavneriet.

 

FAKTA
Food Days Odsherred er en aktivitet, der forbinder studerende med SMV’er i Odsherred Kommune for at undersøge udfordringer blandt andet indenfor ressourceeffektivitet. Food Days Odsherred er støttet af Odsherred Kommune, Professionshøjskolen Absalon, ViiRS under Vækstforum Sjælland og Connecting Zealand, som er et partnerskab mellem Væksthus Sjælland, Agro Business Park og Clean.
Indsatsen er finansieret af Regions Sjælland og Vækstforum Sjælland.

 

For yderligere information kontakt:

Heidi Dyrholm, projektleder, Agro Business Park
51 23 04 39 el. hhd@agropark.dk

Anette Friis, erhvervskonsulent, Odsherred Kommune
51 44 97 80 el. annfr@odsherred.dk

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon

Cxense Display