Del

Administrationsbachelor-uddannelsen fylder fem år

Absalons administrationsbacheloruddannelse fejrede deres 5-års jubilæum den 29. november. Det blev markeret på Campus Næstved af studerende, undervisere og rektor. Til inspiration og motivation var der en gæsteforelæsning af professor emeritus fra CBS Ove K. Pedersen.

I 2013 startede 53 studerende på den nye uddannelse på Campus Næstved, der som noget nyt blev udbudt af Professionshøjskolen Absalon.  Indtil videre er 87 studerende dimitteret fra uddannelsen. Dimittenderne har typisk fået job i kommuner, regionen, styrelser og andre offentlige arbejdspladser, hvor der er brug for dem.

Som uddannelsesleder Henrik Bøll Larsen sagde i sin velkomst, så er det lidt specielt også at fejre et 10-års jubilæum, når man selv fylder fem år. Men det skyldes, at uddannelsen for først gang i Danmark blev oprettet i 2008. I Næstved startede de først 53 studerende for fem år siden. Så selvom uddannelsen er ung, så bliver den kun bedre og bedre som god vin, sagde Henrik Bøll Larsen. 

Prøver praktikken af

Der er rift om professionsbachelorerne, når de skal i praktik – så meget, at der pt. er for mange, der vil have fat i de 80 studerende, der skal i praktik. Netop praktikken er kendetegnende for professionsbachelorerne, der gennem deres uddannelse kommer ud og får ’jord under neglene’ og prøver sig selv af i praksis under deres uddannelse.

Formand for Uddannelsesudvalget for administrationsbacheloruddannelsen Bo Gammelgaard er selv centerchef i Næstved Kommune, én af de kommuner, der gerne vil have fat i de studerende under deres praktik. Hans opfordring til de studerende var at være nysgerrige og kritiske, både under studiet og i det senere arbejdsliv:

”Det her studie bliver ikke bedre, end I selv gør det til. I får gennem undervisningen evnerne og kompetencerne til at være kritiske og spørgende. Det skal I tage med jer ud i jeres virke i den offentlig sektor”, var hans budskab til de studerende.

Uretfærdigt udskældt

Rektor Camilla Wang ønskede også de fremmødte studerende og undervisere stort tillykke med opmuntrende ros:

”Offentlig administration er uretfærdigt udskældt som bureaukratisk og ufleksibelt. Men det er ikke fair, I skal forklare og forsvare jer. I udgør ryggraden i et så avanceret velfærdssamfund, som vi har i Danmark. I er grundlaget for sikkerheden, demokratiet og sikkerhedsnettet i vores samfund”.

Professor Emeritus

For at motivere og inspirere de studerende – og for at hylde den danske offentlige sektor – var professor emeritus fra CBS Ove K. Pedersen inviteret til at tage deltagerne med på en tidsrejse gennem velfærdsstaten gennem de sidste 25 år.

Professoren roste modet til at oprette uddannelsen, der ligger i snitfalden mellem en profession og universitetsuddannelse.

”I er en nyopdagelse”, mente Ove K. Pedersen, ”og vi har store forventninger til jer”. Han forklarede, at vi i Danmark har en offentlig sektor, der er ’second to none’, som vi skal værne om. Og det gør vi i høj grad ved at uddanne den rigtige slags bureaukrater, der har den rigtige arbejdsetik. Professoren beskrev en særlig etos, som bunder i faglighed, uvildighed og loyalitet til den politiske ledelse og den konstitutionelle magt. Og med en opfordring til at holde fast i den etos, ønskede han de studerende held og lykke.

   

Podcast

Du kan høre to podcasts med Ove K. Pedersen, tidligere professor i komparativ politisk økonomi på CBS, der beskriver konkurrencestaten og dens tilblivelse på POAcast.

POAcast er podcasten fra uddannelsen i Offentlig Administration på PH Absalon - lyt med

 

Ledige pladser

Der er lige nu ledige pladser på administrationsbachelor-uddannelsen – læs mere

 

 

 

 

Cxense Display