Del
Bliv Skjoldunge - Åben Skole

Bliv Skjoldunge - Åben Skole

Bliv Skjoldunge-projektet er et af initiativerne i Nationalpark Skjoldungernes Land, en af Danmarks 5 nationalparker.

Af Dorrit Hansen, lektor, Professionshøjskolen Absalon og Malene Bendix, projektleder

Nationalpark Skjoldungernes Land er en af Danmarks 5 nationalparker og dækker dele af Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner. I nationalparken arbejdes med formidling og undervisning på mangfoldige måder og til mange målgrupper. 

Bliv Skjoldunge-projektet er et af initiativerne. Projektets plan er at invitere lokale 3.-7. klasser ud på to årlige aktivitets- og læringsture centrale steder i nationalparken. Formålet er helt overordnet at styrke elevernes læring, dannelse og forankring i nationalparken via direkte oplevelser ude. Samtidig skal projektet styrke lærernes kompetencer og muligheder for at arbejde med udeskole i nationalparken.

Projektets pilotfase er støttet af Tips- og Lottomidler, og her udvikles 10 Skjoldunge-ekspeditioner, inklusiv materiale med inspiration til arbejdet på skolen før og efter ekspeditionerne, der har et bredt afsæt i områdets natur, kultur og historie.

Bliv Skjoldunge - Åben Skole

Der udvikles et didaktikhæfte, der skal understøtte lærernes brug af tilbuddet samt deres øvrige brug af nationalparken som klasseværelse. I hæftes beskrives blandt andet ekspeditionsdidaktikken, der har som mål at understøtte elevernes undersøgende tilgang og binde undervisningen på skolen tæt sammen med besøgene i nationalparken, både på den korte og den lange bane. Pilotfasen afsluttes i løbet af foråret 2022. I 2022/23 tilbydes 300 ture til 3.-7. klasser i de tre kommuner. Det er håbet at kunne fortsætte dette tilbud i samarbejde med kommunerne i årene frem.

Under pilotfasen har Dorrit Hansen fra Absalons Åben skolegruppe fulgt en række af pilotforløbene, deltaget i udviklingen af disse og indhentet inspiration til udviklingen af Skjoldungedidaktikken, der skrives sammen med formidlingskoordinator Malene Bendix og Karen Seierøe Barfod fra VIA, som begge har arbejdet med udvikling af udeskole i Danmark siden 2000.

Det undersøges, blandt andet gennem observationer, evalueringer og interviews med de deltagende lærere, hvordan forløb i lokale eksterne læringsmiljøer af Bliv Skjoldunge-typen kan udvikle de deltagende læreres kompetencer i forhold til også at bruge de eksterne læringsmiljøer i nationalparkområdet på egen hånd med elever.

De første resultater af denne undersøgelse viser, at pilotlærerne fra Lejre Kommunes Grøn generation-netværk i høj grad anvender de materialer, der hører til de enkelte forløb. De er meget glade for Skjoldunge-ekspeditionerne og argumenterer for, at hvis materiale og forløb spiller tæt sammen fagligt og pædagogisk, vil det skabe potentiale for udvikling af flere læreres kompetencer til at tage eleverne ud på egen hånd. De sætter stor pris på at have natur- og museumsvejledere med på ekspeditionerne og ser også gode muligheder for, at de på skolerne kan anvende elementer fra forløbene og selv stå for forskellige opfølgende aktiviteter ude.

Læs mere om nationalparken her: nationalparkskjoldungernesland.dk og Bliv skjoldunge-projektet her: nationalparkskjoldungernesland.dk/undervisning/bliv-skjoldunge

Kontakt gerne Dorrit Hansen, doha@pha.dk, hvis du har spørgsmål til undersøgelsen, eller projektkoordinator Malene Bendix, maben@nst.dk om Bliv Skjoldunge i øvrigt.

Bliv Skjoldunge - Åben Skole

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i Praksis 6, 2021. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs Praksis her.