Del
Børnenes U-landskalender 2021: Lær Kenyas Turkana-børn at kende

Børnenes U-landskalender 2021: Lær Kenyas Turkana-børn at kende

Med Danidas undervisningsmateriale kan du i år tage dine elever med til det østafrikanske land Kenya. Gennem film, fotos og opgaver lærer I landet og kenyanerne at kende fra flere forskellige vinkler i børnehøjde.

I skal besøge Turkana-folket, der dagligt kæmper for at få de mest basale livsvilkår opfyldt. I kommer også med ud i de frugtbare bjergområder, til kæmpebyen Nairobi, og så skal I arbejde med Kenyas fantastiske natur og vilde dyreliv.

Materialet til Børnenes U-landskalender er meget alsidigt og giver rig mulighed for at tilrettelægge et spændende forløb, der kan strække sig fra et par dage eller en hele uge. Der er også eksempler på, at skoler bruger undervisningsmaterialets aktiviteter i helt op til seks uger med inddragelse af en lang række fag i indskolingen. Materialet indeholder flotte bøger, digitale aktiviteter og masser af opgaver med kreativitet, bevægelse og faglig fordybelse.

Årets organisation er Folkekirkens Nødhjælp. Overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender 2021 går til et projekt, der skal sikre skolegang og leg for 25.000 børn i Kenyas fattige Turkana-region og til at familierne bliver mere modstandsdygtige over for klimaforandringer.

Tag med på kursus d. 6. oktober

Målgruppe: Undervisere i dansk, natur/teknik, kreative fag og i fagsamarbejder i 1.-5. klasse 

På kurset får du en god introduktion til Kenya og årets materiale, inspiration til undervisningen og forfatter Kim Langers foredrag om tilblivelsen af årets elevhistorie.

Alle deltagere på kurset får en gratis elevbog og en lærervejledning med hjem. Hele klassesæt med 30 elevbøger og 2 lærervejledninger kan forudbestilles på u-landskalender.dk fra omkring 1. maj 2021.

Læs mere og tilmeld dig her.

Tid: 6. oktober 2021 kl. 12-15
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde
Pris: 450 kr.

Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 7248 1930 (kursusnr. R21-138).

Foto: Jakob Dall/Folkekirkens Nødhjælp