Del
Byggeriet af Campus Kalundborg kan nu sættes i gang

Byggeriet af Campus Kalundborg kan nu sættes i gang

Absalon har valgt entreprenør H. Skjøde Knudsen A/S til at bygge det nye campus i Kalundborg. I alt fem entreprenører havde givet tilbud på det 4850 kvm store byggeri, der skal huse diplomingeniøruddannelserne i henholdsvis bioteknologi, maskinteknologi og professionsbacheloruddannelsen i bioanalytisk diagnostik (bioanalytiker).

Underskriften er sat, og hovedentreprisen for byggeriet af det nye campus i Kalundborg gik til H. Skjøde Knudsen A/S. I alt var der fem tilbud på hovedentreprisen, men valget faldt blandt andet på H. Skjøde Knudsen, da de har stor erfaring med campusbyggerier:

 

”Jeg er glad for at have en professionel og erfaren entreprenør på opgaven med at opføre det nye Campus Kalundborg. Vi valgte H. Skjøde Knudsen, fordi de har stor erfaring med campusbyggeri, og har leveret et økonomisk fordelagtige tilbud, herunder organisation og projektstyring.

Med valget af hovedentreprenør er vi nu tæt på at kunne sætte byggeriet i gang,” siger Camilla Wang, rektor for Professionshøjskolen Absalon.

 

Nyt optimalt studiemiljø

 

Det nye campus i Kalundborg er tegnet af Rønnow Arkitekter i samarbejde med rådgivende ingeniørfirma Rambøll Danmark. Bygningen får et råt og industrielt udseende. Inden i bliver der to etager med undervisningsfaciliteter, projektfaciliteter, fællesarealer samt en kantine. Det er dog udsigten til et nyt studiemiljø for de studerende, som rektor Camilla Wang ser mest frem til:

 

”Det var et stort skridt at skabe diplomuddannelserne i Kalundborg. Indtil nu har vores studerende holdt til i midlertidige faciliteter, så det er rigtigt dejligt,, at vi nu kan bygge et helt nyt campus til dem. Et campus som ikke bare løfter, men også skaber et optimalt studiemiljø for de studerende i fremtiden”, siger Camilla Wang.

 

Glad entreprenør

 

Hos det vindende entreprenørfirma er der glæde over den nye opgave i Kalundborg:

 

”Professionshøjskolen Absalon er en uddannelsesinstitution, der passer lige ind vores forretningsstrategi, og det har ligget os på sinde at få opgaven på et så ambitiøst og fremsynet byggeri. Der er høje forventninger til Campus Kalundborg, og vores erfarne team står bag mange skolebyggerier – projekter, som virkelig stiller krav til tværfagligt samarbejde, åben kommunikation og projektstyring,” udtaler Allan Nielsen, hovedaktionær og adm. direktør i H. Skjøde Knudsen.

 

Med dagens underskrifter, så kan byggeriet snart gå i gang, og det nye campus i Kalundborg forventes at stå færdigt i juli 2021.