Del
De studerendes Corona-hverdag

De studerendes Corona-hverdag

Corona-udbruddet lukkede Absalons campusser, og dermed skulle alle studerende klare studierne hjemmefra. Men hvordan klarer man det? Vi har spurgt tre forskellige studerende om deres hverdag med studier midt i denne Coronakrise.

Zeinep Al-Jawahari - Studerer Socialrådgiver på Campus Roskilde

 

Hvordan får du tiden til at gå i denne periode? 

Jeg har struktureret min tid, så jeg ved hvad jeg skal lave. Så jeg også sikrer, at jeg ikke spilder tiden. Så jeg står op om morgenen, og gør klar til at studere. Jeg tjekker pensum, om der er opgaver fra underviseren, og om der er andet relevant.

Når jeg så har ”fri”, så går jeg gerne en tur for mig selv og får noget luft. Jeg slapper af med familien, og så bruger jeg tid på at tegne. Det er særligt portrætter, jeg tegner, og jeg har lige startet min egen instagramprofil - @drawingsncreativity – hvor man kan se de portrætter, jeg tegner.

Hvordan får du læst og studeret, nu Absalon er lukket ned? 

Hver søndag planlægger jeg hele min kommende uge. Jeg planlægger, hvad jeg skal, og hvornår jeg skal det. Jeg sætter også nogle deadlines for, hvornår jeg skal være færdige med forskellige ting i løbet af ugen.

Det giver mig et overblik over mine opgaver, så jeg er sikker på, at jeg både kan lave en ekstra opgave, samt at jeg ikke spilder min tid.

Nogle ting går hurtigere, når man er selvstuderende, og andre ting tager længere tid, så det er godt med et overblik.

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på Absalon?

Det er helt klart min selvdisciplin. Det kræver en del at stå op om morgenen klokken 7, når man egentlig har ”fri”. Det kan også være svært at falde i søvn om aftenen, fordi jeg ikke er brugt på samme måde, når jeg studerer hjemme og ikke på Absalon. Så jeg skal tvinge mig selv igennem nogle af processerne, for ellers ville jeg ikke nå det hele.

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?

Man kan altid finde en fordel uanset situationen. Min største fordel er klart, at jeg bor i København, så jeg sparer rigtig meget tid på transport.

Der er også nogle ting, man får klaret hurtigere, når man er sig selv herhjemme – men det er ikke altid en fordel, for jeg får meget mere ud af at sidde foran underviseren.

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

Mit tip er, at man skal finde sig en studiekammerat, som man kan tale med og støtte sig til. Ellers bliver det svært for ens selvdisciplin.

Så tænker jeg også meget på, at det skal være rart at studere hjemme. Jeg kan godt lide en kop kaffe, så det bruger jeg når jeg studerer. Men nogen kan måske finde noget andet, snacks, musik eller lignende, som de kan lide. Man skal gøre det godt for sig selv.

Så skal man også huske at klappe sig selv på skulderen. Det gør jeg, når jeg eksempelvis har klaret en opgave. Man skal anerkende sig selv og motivere sig selv, det er vigtigt, når man studerer alene.

Endelig, lav en struktureret plan over dine dage, så du ved, hvornår du studerer, og hvornår du har fri.

 

Tulle Elizabeth Hebo Wissing - Lærerstuderende i Vordingborg og formand for Studenterrådet

 

Hvordan får du tiden til at gå i denne periode? 

Jeg var desværre en af dem, som rent faktisk fik Corona, så jeg var syg i de første uger. Virkelig sådan rigtig syg, med høj feber, og hvor jeg ikke kunne bevæge mig uden at blive rigtig forpustet.

Men ellers er tiden gået med at falde på plads i mit nye hus, og ikke mindst at få min datter hjem igen, som jeg jo ikke var sammen med, fordi jeg var syg.

Efter jeg blev rask, så har jeg også gået ture i skoven med hunden, og når man har været indespærret i tre uger, så sætter man pris på mange små ting, eksempelvis påskeliljer, og finder ud af, at Danmark virkelig er et smukt land.

Derudover så har jeg også brugt rigtig meget tid på at tale med studerende. De var jo ramt af denne helt uvante og historiske begivenhed, så jeg har vel haft over 300 opkald.

Hvordan får du læst og studeret, nu Absalon er lukket ned? 

Fordi jeg har hjulpet så mange studerende og taget så mange opkald, så har jeg ikke fået læst særligt meget. Men så har jeg løst en anden opgave. Jeg forsøger at tage det som det kommer, man kan ikke andet i denne situation.

Min praktikeksamen er eksempelvis lavet om, så der er en del, der skal tages stilling til, for det er en helt ny prøveform. Men det er bare en udfordring, tænker jeg.

Det samme gælder mine andre eksamener. Hele denne situation er uvant for alle, så det må gå, som det går. Jeg skal nok komme igennem i det, måske ikke med min drømmekarakter, men under disse forhold, så er det sådan, det er.

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på Absalon?

Jeg mangler helt klart det sociale. For jeg har ikke den kobling mellem det faglige og det sociale, når jeg arbejder hjemmefra.

Hele den integration mellem det sociale og det faglige, der er på Absalon, når jeg diskuterer problemstillinger med mine medstuderende, den mangler.

Man lærer rigtig meget af andre studerende, og jeg bliver udfordret på mine holdninger, og ser måske nye måde at se ting på. Hele det aspekt forsvinder, når man sidder for sig selv.

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?

Den største fordel er, at jeg er et nattemenneske. Så jeg fungerer bedst efter klokken 18. Så når jeg er herhjemme, så bestemmer jeg selv, hvornår jeg arbejder og studerer, så det gør jeg mest om aftenen, da jeg er mest produktiv der.

Så savner jeg heller ikke lige den lange transport til og fra studiet.

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

Mit bedste råd er, at man lige skal trække vejret en ekstra gang. Der er kaos og usikkerhed over det hele lige på grund af Corona-krisen.

Som studerende er man altid flere skridt og år fremme i sin planlægning, så derfor virker det meget kaotisk, at alt bliver sat på pause.

Der vil jeg råde til, at man i stedet ser det her som en gave, som man skal nyde. Man skal finde en ro, og forsøge at være afslappet. Absalon har sagt, at de nok skal få hver eneste studerende igennem det her, og det stoler jeg på, og finder en ro i det.

Så træk vejret, vi står alle sammen i samme situation, og det skal nok gå.

 

Ditte Wie - Studerer Leisure Management hjemmefra

 

Hvordan får du tiden til at gå i denne periode? 

Jeg fik en lille pige i december, så tiden går selvfølgelig med hende og min anden datter og min kæreste.

Derudover har jeg struktureret min hverdag, så jeg har styr på min dag. Så jeg står op, laver en kop kaffe, så arbejder jeg. Derefter spiser jeg frokost, og arbejder så igen. Når jeg er færdig med arbejdet, så går jeg en tur. Så kan jeg holde fri, men nogle gange arbejder jeg også lidt om aftenen.

Jeg er nødt til at lave rammer for mig selv, for ellers får jeg ikke udrettet noget.

Når jeg har lidt tid for mig selv, så lytter jeg til podcast, særligt sådan nogen True Crime podcast.

Hvordan får du læst og studeret, nu Absalon er lukket ned? 

Jeg har valgt at sætte forventningerne til mig selv ned. Det er en lang karantæne, så man skal finde andre måder at gøre det på.

Så jeg studerer og læser ikke lige så meget, som jeg ellers gjorde. Til gengæld bruger jeg meget tid på mit praktikarbejde.

Men jeg har opdaget, at karantænen har givet nye og fede måder at gøre tingene på. Jeg har ikke så meget spildtid på transport. Vi kan holde Zoom-møder og samtaler online, så man spare ret meget tid.

Man skal heller ikke installere sig selv hele tiden til en ny arbejdsplads. Her er min arbejdsplads på plads hele tiden lige i nærheden.

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på Absalon?

Jeg synes det er rigtig svært, når jeg skal skifte fra et mode til et andet mode. Altså jeg skal gøre et eller andet, for at skifte mellem arbejde og fritid. Nu drikker jeg en kop kaffe, og SÅ arbejder jeg, eller nu går jeg en tur, og SÅ har jeg fri.

Det har også været vigtigt for familien, at de ved hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg holder fri.

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?

Jeg elsker bare vores nye slow mornings, hvor tempoet er sat helt ned, og hvor vi kan lave omeletter og snakke sammen. Lige i starten kunne jeg ikke lide det, men nu elsker jeg det, det er bare fedt.

Jeg er ellers glad for transporten normalt, for så kan jeg høre podcast. Men med en lille ny, så har jeg det fint med, at jeg ikke skal afsted hver morgen.

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

Affind dig med, at det hele er anderledes, end det plejer at være, og man kan ikke gøre noget ved det. Så man skal finde en måde at gøre tingene på, som passer til en selv.

Strukturer din hverdag, læg en plan, for ellers får du enten lavet for meget eller for lidt.

 

<sustrong>Fotos
Bannerfoto: Zeinep Al-Jawahari. Fotos nedenfor: Tulle Elizabeth Hebo Wissing og Ditte Wie (nederst).</sustrong>