Del

Debatbog om pædagogik på Bogforum

Debatbogen om konkurrencestatens pædagogik har fået stor medvind blandt både anmeldere og fagpersoner. På Bogforum bliver den præsenteret sammen med Per Schultz-Jørgensen, og til januar bliver emnet debatteret i et stort arrangement i Odense.

Den nye bog “Konkurrencestatens pædagogik” af UCSJ-lektor Brian Degn Mårtensson har fået en særdeles positiv modtagelse overalt i Danmark. Siden udgivelsen i april er bogen blevet positivt anmeldt i aviser og tidsskrifter. På litteratursitet JAGOO har den fået seks stjerner ud af seks mulige stjerner, ligesom den er blevet omtalt og behandlet i vigtige bøger af en lang række nationale og internationale kapaciteter, såsom Thomas Rømer og Peter Kemp. 

Bogen er særdeles højaktuel, idet Brian Degn Mårtensson, der er lektor i pædagogik, diskuterer, hvad der sker i en Verden, hvor konkurrenceevne er blevet pædagogikkens slutmål, og ideerne om almendannelse og skolen for livet er i fare for at blive skyllet ud med badevandet.

I de kommende måneder bliver indholdet af bogen en del af temaet i forskellige fora. Den 6. november deltager forfatteren sammen med Per Schultz-Jørgensen i en samtale om konkurrencestatens pædagogik, dannelse og uddannelse. Først i det nye år vil Brian Degn Mårtensson være oplægsholder og deltager i paneldebat sammen med Rane Willerslev og Stefan Hermann i et højtprofileret arrangement i Odense. 

Konkurrencestatens pædagogik udkom 27. april 2015 og kan købes som bog og e-bog til 199,95 eller kun som e-bog til 129,95 her

Yderligere information

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon