Del

Det digitale rum hjælper borgeren

Når Professionshøjskolen Absalon uddanner kliniske vejledere, lærer de også at bruge digitale løsninger gennem undervisningen. Det kan være begyndelsen på et nemmere liv for borgerne.

For mange borgere kan digitale løsninger som Skype, Zoom, Facetime eller bare mail virke distancerende, når de skal i kontakt med lægen eller sygehuset. Men faktisk kan det gøre livet lettere for folk. Der bliver ikke brug for langsommelig transport, vandring på lange gange eller ventetider i upersonlige venteværelser.

Malene Bolding, der underviser i digitale løsninger for Professionshøjskolen Absalon, fortæller:

Borgere med KOL har ikke kræfterne til at komme til læge eller på hospitalet. Hvis de i stedet laver en aftale med hospitalet om en samtale over Skype eller Facetime, hvor de kan diskutere deres helbred, så er det meget nemmere for dem.

Netop fordi undersøgelser viser, at digitale løsninger gør livet nemmere for borgere med komplekse sygdomme, har Professionshøjskolen Absalon lagt undervisningen til kliniske vejledere for fysioterapeuter og ergoterapeuter sådan, at de får erfaring med digitalt arbejde på en del af diplomuddannelsen.

Jeg lærer dem at være i det digitale rum og møde folk på den måde. Det er en ekstra bonus under uddannelsen, at de får den digitale tankegang med sig ud i klinikken igen og kan bruge den i mødet med de studerende og siden med borgerne, siger Malene Bolding.

Nemmere for de studerende

Hele hendes undervisning foregår med brug af Zoom, som er et online værktøj, hvor  deltagerne ser hinanden, hører hinanden og kan skrive sammen i et chatrum på skærmen. De behøver ikke gå udenfor en dør, og kan tilmed sidde på et kontor på arbejdet og deltage i undervisningen, hvis de vil. Den er nemlig tilrettelagt, så det kun er en gang om ugen mellem kl. 12 og 15.


Det interessante er samtidig, at deltagerne faktisk bliver mere engagerede i forhold til, hvis jeg stod og talte til dem i et auditorium. De er konstant i dialog, og meget foregår skriftligt, så de kan hele tiden se, hvad de andre har tilføjet til diskussionen og dermed fastholdes undervisningen mere intenst.

Malene Bolding

Malene Boldings tanke er også, at terapeuterne tager deres erfaringer fra undervisningen på kurset med tilbage til de studerende i klinikken, og sammen med dem skaber et digitalt uddannelsesrum mellem de forskellige arbejdspladsers studerende.

Det giver personalet en bevidsthed om de digitale muligheder, så borgerne får et nemmere liv. Forestil dig, at en borger fremover skal tale med lægen og så i stedet for at skulle hentes med lift og taxi kan sidde derhjemme og måske med hjælp fra hjemmeplejeren tale med lægen over Facetime eller Zoom. De ser jo stadig hinanden og hinandens mimik, men slipper for at skulle ud, siger Malene Bolding.

Med udrulningen af det nære sundhedsvæsen kommer meget til at blive håndteret af borgeren selv. Her kan digitale løsninger være med til at gøre livet nemmere og skabe en bedre velfærd for den enkelte borger i regionen.

Interesseret?

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon

Cxense Display