Del

Få de børn, du ønsker, mens du kan: Pris til Absalon-adjunkt

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm overrakte i aftes Fonden ’En god start i livet’s årlige pris på 50.000 kroner. I år var prismodtagerne adjunkt Camilla Gry Temmesen fra sygeplejerskeuddannelsen i Næstved og klinikleder på fertilitetsafdelingen i Køge, overlæge, ph.d. Kathrine Birch Petersen.

Camilla Gry Temmesen planlægger lige nu sit ph.d.-projekt om kvinders overvejelser i forbindelse med timing af moderskab. Hun blev både derfor både stolt og overrasket, da hun fik nyheden om, at hun blevet indstillet til prisen:

”Jeg er virkelig glad for prisen, for det styrker min tro på at det arbejde, jeg vil fortsætte i mit ph.d.-projekt er vigtigt. Pengene skal bruges til at udvikle en teknologisk løsning, der kan hjælpe i fertilitetsrådgivningen. Hvordan løsningen kommer til at se ud, afhænger af den brugerinddragelse, der kommer”, forklarer hun.

Ufrivillig barnløshed er den hyppigste kroniske sygdom blandt kvinder i alderen 25-45 år, og Danmark er et af de lande, som har det højeste antal fertilitetsbehandlinger pr. indbygger i verden. Hver fjerde kvinde vil på et tidspunkt i sit liv opleve, at det er svært at få børn, og 9 % af en dansk fødselsårgang kommer til verden med hjælp af fertilitetsbehandling.

Prisen blev overrakt d. 16. november 2018 i Domus Medica, København af direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

 

Læs mere om fonden og prisen her www.fonden-engodstartilivet.dk

Cxense Display