Del

Filmstjerner indspiller film om borgere med handicap

Søndag blev Absalons Campus Næstved forvandlet til et filmstudie, da et professionelt filmhold fra tidlig morgen til sen aften optog en kortfilm med blandt andre Nicolas Bro, Laura Bro og Simon Sears i rollerne.

Kortfilmen handler om kommunal sagsbehandling på handicapområdet og skal bruges som undervisningsmateriale i projektet ’Flere borgere med handicap i beskæftigelse’. Projektet er et kompetenceudviklingsforløb målrettet de medarbejdere i kommunerne, der arbejder på beskæftigelses- og socialområdet.

Spot på udfordringerne fra praksis
Filmen skal bruges til at illustrere de omstændigheder, som der bliver arbejdet under i kommunerne. Én af scenerne viser Nicolas Bro i rollen som borger, der sidder over for sin sagsbehandler. Mens sagsbehandleren sidder og taler med ham, er der et bombardement af fag-stemmer i hendes hoved, der alle har hver deres vurderinger og holdninger til sagen på forskellige niveauer; lovgivning, politik og ledelse. Alle brøler de deres agenda ud, som sagsbehandleren skal navigere i, mens hun sidder i samtalen med sin borger. 

Filmen viser de store udfordringer og problematikker, som praktikkerne rundt omkring i regionen sidder med, når de behandler sager med borgere med handicap, fortæller Line Kirkegaard, docent hos administrationsbacheloruddannelsen på Absalon og projektmedarbejder på projektet. Hun er kvinden bag idéen til filmen. 

”Krydspresset, som sagsbehandlerne sidder med i forbindelse med samtalerne med borgerne, er enormt. Her hjælper filmen med at sætte fokus på dette med et tragisk-komisk indspark – uden at der er nogen fagligheder, der bliver hængt ud. Filmen illustrerer blot den komplekse præmis, som der bliver arbejdet under ude i kommunerne”, fortæller Line Kirkegaard. 

Film til undervisningsbrug på Absalon
Det er ikke kun kommunerne, der får glæde af filmen i forbindelse med kompetenceudviklingsforløbet. De studerende på Absalon vil også få gavn af filmen, da den kan bruges som case i undervisningen på især grunduddannelserne. 

Projektet, der er finansieret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), har mødt stor interesse fra kommunerne. 10 kommuner i Region Sjælland har allerede tilmeldt sig forløbet.  

Cxense Display