Del
Flere penge til unikt matematikvejleder netværk

Flere penge til unikt matematikvejleder netværk

Undervisningsministeriet valgt at forlænge støtten til Danmarks Matematikvejleder Netværk DMN, der har fundet forbedrede organisatoriske veje til at dele information mellem den fagdidaktiske forskning og den gode praksis.

UCSJ har været projektleder for udformningen af netværket, hvor vejlederne kan mødes - såvel face-to-face i regionale og nationale konferencer - som virtuelt gennem en skolekom-konference. Som noget nyt er der udviklet et koncept med fagdidaktiske webinarer, hvor information om fagdidaktisk forskning erhverves online i samtale med de bedste eksperter.

Der har i mange år været en tendens til mange parallelhandlinger, når der skulle vidensdeles omkring matematikundervisningen i Danmark. Der har været desuden været en tendens til, at lærere i meget små fora har forsøgt at finde hinanden i erfaringsudveksling. Den faglige opdatering har været ukoordineret og meget forskellig fra kommune til kommune. Og der har været vejledere, som har stået meget alene med opgaven med at opkvalificere matematikundervisningen på skolerne. Derudover har institutioner, som har stået for arrangementer og efteruddannelse for vejlederne, ofte haft en tendens til at ”køre i eget spor” i forskellige fora såsom CFU, efter og videreuddannelsesafdelinger, matematiklærerforeningen, kommunale konsulenter og lærerforeningen. Det problem har blandt andet optaget lektor på University College Sjælland (UCSJ) Bent Lindhardt, som har siddet i ministeriet ekspertgruppeudvalg, og som har været en central del af udformningen af ”Matematikløftet” fra denne gruppe. 

Matematikløft fra 2013
I ”Matematikløftet til forbedring af dansk matematikundervisning” som blev forelagt den tidligere undervisningsminister i 2013, er hovedanbefalingen en stærk nationalt organiseret netværksdannelse af matematikvejlederne, så udvikling kan gro nedefra, frem for at blive påduttet ovenfra.

Bent Lindhardt siger:
- Forandrer vi ikke matematikundervisningen i den virkelighed, som lærerne går i, så sker der ikke noget. Man skal forstå den i en kontekst. Der går alt for mange kroner til spilde ved hurtige massekurser af alle lærere med udefra kommende eksperter. Den gode udvikling sker kun, hvis man vil det som lærer. Det kræver en person, som kender til stedet og forholdene - som fx matematikvejlederen, der kan være den vidensperson, som beslutningerne kredser om. 

Ministerium støtter projektet
Matematikløftets anbefaling blev taget til efterretning og resulterede i, at undervisningsministeriet støttede projektet med 500.000 kr. Projektet blev forankret i UCSJ med Bent Lindhardt som projektleder og kollegaen Leif Vejbæk som IT-ekspert for det nationale sekretariat. Organisationen af netværket blev bygget op om en forstærkning af samarbejdet mellem CFU konsulenter i matematik, Danmarks Matematiklærerforening samt repræsentanter fra læreruddannelsen i hver af de syv professionshøjskoler – også kaldet UC’er. 

Projektet er nyligt blevet forlænget et år med tilskud fra både UC-sektoren og ministeriet. 

DMN blev skudt i gang i maj 2014 og har i løbet af studieåret 14/15 samlet nu over 700 vejledere fra 94 kommuner. Derudover er der etableret et regionsråd hvor stort set hver kommune i de seks regioner er repræsenteret med 1- 2 repræsentanter. 

Webinarer blev løsningen
En del af arbejdet i det nationale sekretariat var - udover at styre organisationen - at finde veje til formidling af den nyeste fagdidaktiske forskning til vejlederne. Skulle der laves tidsskrifter - nyhedsbreve eller gå-hjem møder og lignende?. Formidlingsformerne var alle tidskrævende, langsommelige - og meget lidt dynamiske. 

Det resulterede i, at Bent Lindhardt og kollegaen Leif Vejbæk - i samarbejde IT-afdelingen hos UCSJ - valgte en anden vej: De fagdidaktiske webinarer. Her var der mulighed for at møde den nyeste og mest relevante forskning i forhold til de problemstillinger, som vejlederne var optaget af. Her var der mulighed for på en enkel måde at levere informationen - og delagtigøre deltageren i en chatlignende funktion med foredragsholderen. 

Omkring 80 vejledere deltager i webinarerne online. Et pænt antal - taget en lærers arbejdssituation i betragtning. Det skyldes blandt andet, at det er lykkedes at finde dygtige oplægsholdere og temaer, der er relevant for mange. Samtidig har det været centralt at sikre, at det ikke varer for længe.

- Der må ikke gå mere end 25 minutter på et oplæg, for på den måde sikrer vi, at alle kan afsætte tiden i deres arbejdsplan, samtidig med, at vi sørger for, at oplægsholderen bliver nødt til at finde et fokus, siger Bent Lindhardt, der fortæller, at webinarerne også indgår i faggruppe-møder hvor lærerne efterfølgende kan diskutere dagens oplæg og debat. 

Alle webinarer ligger på nettet, så alle frit kan lade sig inspirere, hvilket mange vejledere benytter sig af, hvis de ikke har mulighed for at være til stede under selve webinaret. Eneste ulempe er naturligvis, at man ved den senere visning går glip af muligheden for at deltage i den halve times debat, der typisk følger efter oplægget fra oplægsholderen, siger Bent Lindhardt, der har opdaget, at webinarerne nu er begyndt at indgå i eftervidereuddannelsen og grunduddannelsen af lærere.

Personlige møder
Den personlige kontakt i netværket er dog også vigtig. Derfor holder vejledernetværket regionalt to gange om året seminarer med deltagelse af to repræsentanter fra hver kommune, hvor man drøfter de tiltag, der foregår lokalt og også indkredser de problemstillinger, som trænger sig mest på.

Årligt holdes også ”Matematikvejledernes dag” for hver region hvor man får mulighed for at drøfte aktuelle planer og udfordringer. Et arrangement, der ifølge Bent Lindhardt har været en stor succes:

- Matematikvejlederens dag har været en utrolig positiv oplevelse i alle de seks regioner, for den har vist et meget stort engagement og gåpåmod - ikke mindst i forbindelse med den nye skolereform og de nye Fælles Mål, siger Bent Lindhardt, der ser vejledernetværket som en meget stor gave til undervisningssektoren, fordi den for meget få penge får skabt og spredt meget viden - som et mødested mellem ”Bottom-up” og ”Top-down” 

- Kan vi lave vidensdeling på tværs af geografi og baggrund, så bliver mange flere lærere dygtigere på både metoder, didaktik og ”best practices”, siger Bent Lindhardt, der oplever, at der er et kraftigt voksende engagement i at udvikle bedre læring og undervisning på den enkelte skole – ikke alene i matematik, men også i andre fag. 

- Så vidt jeg er orienteret, så findes ikke i andre folkeskolefag et tilsvarende velorganiseret nationalt netværk, og jeg tror, at det er en af grundene til, at ministeriet mener, at vi skal fortsætte, siger han og fortsætter.

- Det her er dog ikke bare en gevinst for skolerne, men også en gevinst for de deltagende institutioner som eksempelvis læreruddannelsen. Her skaffer uddannelserne sig viden om praksis af en unik karakter, som i sidste ende giver bedre lærere og bedre uddannelser. Netværket giver også en fantastisk mulighed for at trække på gæstelærere til illustration af den gode praksis. Og endelig giver netværket grobund for forskningssamarbejde med de bedste kræfter i praksisfeltet. 

Forskningsmæssigt underskud
Ifølge Bent Lindhardt er der generelt et fagdidaktisk forskningsmæssigt underskud i Danmark 

- Måske kan DMN være med til at puste til ilden. Vi er forbløffende bagefter i forhold til de investeringer, man gør i dette område i fx Sverige og Norge. Et misforhold, som kan spores helt tilbage til nedlæggelsen af Danmarks Lærerhøjskole fra år 2000 - hvor ikke mindst kraftcenteret Matematisk Institut blev reduceret voldsomt. Det har lige siden efterladt et fagdidaktisk forskningsunderskud, når det gælder folkeskolens matematikundervisning, siger Bent Lindhardt, der oplyser, at vi i Danmark højest har ti ph.d. forskere i matematik. 

- Til sammenligning har bare et enkelt universitet i Norge over dobbelt så mange. Det undrer mig, for du kan næsten ikke åbne en avis, uden at høre, at vi skal gøre matematik-kundskaberne bedre, men der er små budgetter, og det er overladt til ildsjælene at finde alternative løsninger. Det er ikke rimeligt og ikke godt nok. 

Fremtiden
DMN forventes at fortsatte, men der skal lægges nye spor, når ministeriets støtte træder ud af kraft. Forventningen er her, at KL vil gå ind i arbejdet - og støtte det holdningsmæssigt og økonomisk. 

- Drift af Folkeskolen hører jo under Kommunernes Landsforening, så på sigt vil jeg mene, at denne type af netværk bør drives af KL. De må også have en interesse i det, fordi vi har fundet en metode til at køre et fagligt netværk med højt niveau for få penge. De kan måske bruge erfaringerne herfra til andre fag, siger han.

Yderligere information om DMN se www.matnet.dk.

Bent Lindhardt, tlf.: 7248 1367