Del
Josephine fra Absalon Vordingborg har skrevet et af årets bedste lærerprojekter

Josephine fra Absalon Vordingborg har skrevet et af årets bedste lærerprojekter

Josephine Møllenbach, der er lærer på Østerbroskolen i Nykøbing Falster, har i dag modtaget prisen for at have skrevet et af lærerverdenens bedste bachelorprojekter i 2020.

Josephine Møllandbach tog sin læreruddannelse på Absalon i Vordingborg. Hendes bachelor projekt fik titlen ”Skam - med Skam får eleverne rødder og fødder” og handler om, hvordan Læremidler overser tv-serien 'Skam's store identitetsdannende potentiale.

 

Det projekt har i dag vundet prisen som at af lærerverdenens bedste bachelorprojekter i 2020, og det kom bag på Josephine Møllenbach:

 

”Jeg tror lidt, at jeg har levet lidt i den coronabobbel, så jeg tænkte ikke videre over det. Jeg skrev jo bare mit projekt, og jeg var glad for det, og vidste også at det var godt. Men at det var så godt, det er kommet bag på mig”.

 

Stort skulderklap

 

Josephine Møllenbach er væk fra skolebøgerne og arbejder på Østerbroskolen i Nykøbing Falster. Men hun er både glad og stolt over at have fået prisen:

 

”Det er et stort skulderklap. Det vigtigste for mig er hvad mine medstuderende og vejledere synes, men det er virkelig overvældende, at andre dygtige mennesker har set mit projekt igennem, og nu har anerkendt mit store arbejde og de mange timer, jeg har lagt i det. Det er jeg stolt over”, siger Josephine Møllenbach.

 

Dommerne lægger især vægt på, at Josephine Møllenbach har set mere i TV-serien end det ellers oplagte:

 

”Mange unge levede følelsesmæssigt og kropsligt med i det norske netdrama Skam, men på læringsplatforme i Danmark er serien blevet reduceret til opgaver i nabosprogsforståelse og analysefærdigheder. Det er ærgerligt. Derfor har Josephine Møllenbach undersøgt, hvordan der i faget dansk kan arbejdes med ’Skam’ som æstetisk tekst, så det styrker elevers identitetsdannelse. Et flot og udviklingsorienteret projekt,” siger dommerne om projektet, der får årets tredjepris.

 

Fakta

 

Prisen består af et større pengebeløb, en kande fra Kähler og boggavekort fra Hans Reitzels Forlag.

 

Bag uddelingen står Lærerprofession.dk, der drives af landets professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen i fællesskab. Udover priserne for de bedste afslutningsprojekter fra læreruddannelsen uddeles der også priser for diplomprojekter fra lærernes efteruddannelse. I år uddeles desuden en særpris til det bedste projekt, der analyserer og diskuterer grundskolens muligheder for og udfordringer med at bidrage til elevernes dannelse.

 

Dommerkomiteerne er uafhængige, og medlemmerne er lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og universitetsforskere. Dommerne skulle i år bedømme 53 bachelorprojekter, der er indstillet af undervisere og censorer fra alle landets læreruddannelser.