Del

Læreruddannelsen i Roskilde skal uddanne spansklærere

Stadig flere unge har gennem de seneste år valgt spansk i gymnasiet. Interessen får nu Professionshøjskolen Absalon til at følge trop, og Absalon tilbyder derfor - som noget helt unikt - mulighed for at tage en læreruddannelse fra sommer med fokus på spansk. Det sker på Læreruddannelsen i Roskilde.

- Jeg er utrolig glad for at ministeriet netop har godkendt vores ansøgning om at kunne tilbyde de unge en læreruddannelse med fokus på spansk, fortæller Stina Møllenbach, der er ansvarlig for læreruddannelsen på Roskilde, Professionshøjskolen Absalon. Spansk på læreruddannelsen udbydes som led i Absalons nye sprogprofil og Absalon bliver de første i landet til at udbyde spansk som undervisningsfag.

ÅBENT HUS 11. JUNI

- Regeringens strategi for styrkelse af sprogfag kan kun lykkes, hvis læreruddannelsen bliver en helt central spiller, fastslår Stina Møllenbach. Det er i folkeskolen, at elevers interesse for sprog skal stimuleres, og derfor er det vigtigt, at der uddannes dygtige sproglærere, siger hun. Netop derfor udbyder læreruddannelsen i Roskilde som noget nyt en fremmedsprogsprofil. Her kan de studerende vælge spansk som et af deres fag.

Spansk udbydes allerede i folkeskolen

- Der er i forvejen etableret forsøg med spansk som 3-årigt valgfag i folkeskolen. Flere folkeskoler udbyder derfor allerede spansk i dag. Men de mangler ofte lærere, der kan undervise i faget. At være en dygtig lærer kræver ikke kun høj faglighed - det kræver også tårnhøj kompetence i at undervise, siger Stina Møllenbach.
- Derfor efterspørger skolerne, at der også uddannes lærere med kompetence i spansk. Flere skoler i og uden for Roskilde har allerede sagt ja til at være praktikskole for de nye studerende. Professionshøjskolen Absalon har derfor ansøgt ministeriet om at få lov til at udbyde spansk på læreruddannelsen som led i den nye fremmedsprogsprofil på Absalon - og med god mulighed for praktikpladser til alle interesserede studerende.

Stor søgning til læreruddannelsens nye sprogprofil

Absalon forventer, at der vil være stor søgning til den nye sprogprofil.

- Vi ved, at stadig flere unge vælger spansk på gymnasiet og samtidig er der et stort politisk ønske om at styrke fremmedsprogene i vores uddannelser, siger Stina Møllenbach. Det gør vi nu ved at tilbyde to nye muligheder fra sommer. De studerende kan således vælge at læse:

  • Enten dansk og to fremmedsprog (tysk, fransk, engelsk eller spansk)
  • Eller tre fremmedsprog (tysk, fransk, engelsk eller spansk).

Studerende skal have gennemført spansk A på gymnasieniveau og hvis spansk vælges sammen med to øvrige fremmedsproglige undervisningsfag, skal den studerende vælge engelsk som et af de andre undervisningsfag.

ÅBENT HUS 11. JUNI

Stina Møllenbach fortæller, at der foreløbigt er tale om et fire-årigt forsøg med udbud af spansk, inden der tages stilling til om det skal gøres til et permanent udbud. Hun opfordrer derfor alle interesserede med interesse i at blive spansklærer til at kontakte Absalon for at høre nærmere og i givet fald søge ind på læreruddannelsen inden ansøgningsfristen den 5. juli.

Læs mere om sprogprofilen her

Yderligere information
Stina Løvgreen Møllenbach, Centerchef for Skole og Læring, tlf 7248 2393

Cxense Display