Del
Samarbejde skal sikre job i Kalundborg

Samarbejde skal sikre job i Kalundborg

Det handler om at skabe en fødekæde, når nye studerende vælger uddannelserne i Kalundborg, de kan møde de lokale virksomheder, de kan komme i praktik, få studiejob og job når de er færdiguddannet. Derfor samarbejder Absalon med Novo Nordisk og resten af industrien i Kalundborg, og vil gerne styrke samarbejdet i fremtiden.

18 studerende afsluttede deres uddannelse som diplomingeniør i januar måned på Absalon i Kalundborg. De var det første hold på den helt nye uddannelse, og dermed også de første som skulle ud i den virkelige verden og få job.

Det er gået over al forventning fortæller uddannelsesleder Kathrine Bisgaard Christensen:

"To tredjedele af dem er gået direkte fra endt uddannelse til job i Kalundborg, og det var faktisk også tanken med at placere uddannelsen i Kalundborg. Vi skulle skabe nye ingeniører, som kunne træde til i virksomhederne i Kalundborg, som manglede og mangler arbejdskraft".

Men ifølge Kathrine Bisgaard Christensen, så er det ikke nok bare at være til stede i den samme by, der skal etableres samarbejde mellem uddannelsen og de mange virksomheder:

"Vi er allerede godt i gang, men vi skal hele tiden gøre os bedre. Fordelen ved at være så tæt på industrien er, at de studerende kan se, hvad de kan bruge deres uddannelse til, men også at industrien kan se de studerende an. Så en ting er praktik og eventuelle studiejob, industrien og Absalon skal også hele tiden bevæge sig med hinanden, så vi får og giver de bedste betingelser for vores studerende, og hele tiden udvider med flere studerende og virksomheder."

Samarbejdsprojektet SAMKAP

Kalundborgs absolut største virksomhed, Novo Nordisk, deltager løbende i en lang række samarbejder med Absalon og har blandt meget andet deltaget i projektet SAMKAP Sjælland, en samarbejdsplatform for kvalificeret arbejdskraft i produktionsvirksomheder i Region Sjælland.

Hør mere uddybende om tankerne bag og samarbejdet i videoen herunder, som blev optaget i forbindelse med afslutningskonferencen for SAMKAP i oktober 2020. I videoen deltager lektor Anne Louise Strange Vaarby fra Professionshøjskolen Absalon og Senior Manager in Communications and Public Affairs Stine Gry Roland fra Novo Nordisk.