Del

Smag for Livet sætter smag på skolemad

Torsdag d. 3. maj løber Absalons afslutningskonference i projekt Smag for Livet af stablen. På konferencen lanceres bogen "Smag på skolemad", der sætter kursen for succesfulde skolemadsordninger på de danske folkeskoler.

En sund kost er vigtig for at sikre optimal vækst, udvikling og sundhed hos børn og unge. Der er derfor stor fokus på strategier, der kan fremme sundere kostvaner hos børn og unge, og her er skolemaden blevet et centralt omdrejningspunkt.

På konferencen Smag i undervisningen og i det professionelle køkken præsenteres udvalgte resultater fra det tværfaglige forsknings- og formidlingscenter Smag for Livet, der de seneste fire år med støtte fra Nordea Fonden har fokuseret på at få danske børn og voksne til at bruge deres smag bevidst, så de kan foretage begrundede madvalg.

Læs mere om konferencen og se programmet her

Ny bog viser vejen til succesfulde skolemadsordninger
Netop skolemaden har været i centrum for Smag for Livet-projektgruppen på Ernæring- og sundhedsuddannelsen, Professionshøjskolen Absalon, der torsdag lancerer bogen "Smag på skolemad".

Bogen belyser praksis knyttet til arbejdet med smag i skolemadsordninger, og den viser vejen til succesfulde skolemadsordninger, som tilbyder velsmagende og sunde måltider til skoleelever.

”Ved at benytte smag som ressource hos eleverne og inddrage eleverne i skolemaden, kan man synliggøre sundhedsmæssige og pædagogiske potentialer, således at skolemaden kan bidrage til større sundhed og madmod blandt børn og unge,” fortæller Anette Kamuk, lektor på Absalon og medforfatter til bogen.

Hun understreger, at velsmagende mad kan motivere børn til at blive interesseret i mad, og at de i det hele taget spiser mad i løbet af skoledagen.

Bogen kan downloades på www.smagforlivet.dk, hvor de øvrige bøger i smagsserien, artikler og undervisningsmateriale til brug i både folkeskolen og gymnasiet også findes.

Skolebesøg har sat smag i centrum hos de unge
Den store viden om skolemadsordninger kommer af en lang række besøg hos køkkenprofessionelle i skolekøkkenerne rundt om på Sjælland, men også skoleeleverne har smagt sig igennem alt fra surt, sødt, salt, bittert og umami og har smagt på alt fra juice til insekter.

Skoler i Sorø, Svinninge, Ringsted, Nykøbing Falster og mange andre steder på Sjælland har nemlig de seneste år haft besøg af både undervisere og studerende fra Absalon. Ved at være smagsforskere for en dag har skoleeleverne smagt, diskuteret og på egen krop mærket betydningen af den gode smagsoplevelse.

Smag for Livet har desuden lanceret den gratis læringsapp Fag med Smag til folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler og professionsuddannelser, der vil undervise om og med smag. App’en indeholder komplette undervisningsaktiviteter, der udfolder og udforsker smag og smagsoplevelser som både et fagligt emne på tværs af skolens fag og som et læringsværktøj ind i de enkelte fag.

Digitalt inspirationsmateriale skal inspirere køkkenprofessionelle
Flere undervisere, køkkenprofessionelle og beslutningstagere efterspørger viden, inspiration og undervisningsmateriale om smag til at udvikle den gode smag i måltider, og derfor har Smag for Livet-projektgruppen på Absalon udviklet og produceret en række digitale inspirationsvideoer og undervisningsmateriale, som skal inspirere køkkenprofessionelle til at udvikle velsmagende måltider.

Materialet er alt sammen tilgængeligt på www.smagforlivet.dk.


SMAG FOR LIVET

Smag for Livet er støttet med 38 mio. kroner fra Nordea Fonden og skal på utraditionel vis udforske og udfordre smagen i det daglige måltid og få den almindelige dansker til for alvor at få øje på den daglige smagsoplevelses betydning for et bedre og rigere liv.

Formålet med projektet er at fremskaffe og udnytte forskningsbaseret viden til at skabe almen forståelse for og praksis omkring smagen som et grundlæggende vilkår for det gode liv. Forståelsen udmøntes konkret i læring og undervisning i folkeskolen og i skolens hverdag.


 

For yderligere information kontakt:
Projektleder, lektor Anette Kamuk - akm@pha.dk - +45 7248 2271

Cxense Display