Del
Stærkt samarbejde skal styrke erhvervs- og uddannelsesmiljø i Guldborgsund

Stærkt samarbejde skal styrke erhvervs- og uddannelsesmiljø i Guldborgsund

I dag åbnede dørene til et intensivt vidensamarbejde, der bygger videre på eksisterende styrkepositioner i Guldborgsund. Det er stærke kræfter som Zealand Erhvervsakademi, Professionshøjskolen Absalon, RUC, Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune, der står bag den nye videnplatform og i dag skrev parterne under på den fælles aftale.

Borgmester John Brædder ser store værdier i det kommende vidensamarbejde:

 

”Vi ser initiativet som en klar styrkelse af uddannelsesbyen Nykøbing Falster. Når vi udbygger med endnu mere viden og forskning vil vi både kunne styrke og konsolidere de eksisterende uddannelser i Nykøbing. Og så er vi samtidig glade for at vi nu får permanent RUC tilstedeværelse i Nykøbing”, udtaler Borgmester John Brædder.

 

Videnplatformen bliver fysisk placeret på Campus i Nykøbing, hvor en daglig projektleder sørger for at samle trådene og sætte nye initiativer i gang. Platformen vil fokusere på tre faglige spor; Foodtech og fødevarer, infrastruktur, byggeri og strategisk byudvikling og social og sundhed, hvor hver institution byder ind med viden til fælles innovationsprojekter. For de studerende vil det betyde, at deres uddannelser kan tones med forløb på de andre uddannelser og, at der kommer et endnu tættere samarbejde med erhvervslivet.

 

Viden skal sikre vækst

 

Zealand, Sjællands Erhvervsakademi, ser frem til samarbejdet. Udviklingschef Jens Lautrup Nørgaard påpeger, at Zealand særligt vil interessere sig for sikre videnbaseret vækst i landsdelens virksomheder og vil bidrage med viden om digitalisering samt tekniske og merkantile løsninger mv. 

 

Og netop videnbaseret vækst i landsdelens virksomheder står også centralt for Business Lolland-Falsters deltagelse i samarbejdet; ”Vi ved jo, hvor vigtigt det er, at virksomheder og iværksættere let kan få adgang til den rette viden.

 

Vidensamarbejdet vil samtidig være virksomhedernes mulighed for at indgå samarbejde med studerende undervejs i deres studie. I en tid, hvor virksomhederne oplever stigende mangel på arbejdskraft vil det være en fordel at skabe kontakter til potentiel arbejdskraft, så vi forhåbentlig kan fastholde dem her i området”, siger direktør Mikkel Wesselhof. 

 

Professionshøjskolen Absalon ser også en række oplagte perspektiver i samarbejdet, som passer godt med en lang række af deres faglige kompetenceområder. "På vores campus i Nykøbing udbyder vi jo socialrådgiver-, pædagog- og sundhedsuddannelserne og vi ser oplagte muligheder for, at vi sammen kan udvikle nye løsninger inden for social-, sundhed og omsorgsområdet", siger forskningschef Kathrine Krageskov Eriksen. "Allerede inden vi officielt har skudt samarbejdet i gang, er vi i gang med at ansøge om et fælles projekt, hvor vi vil udvikle og afprøve nye metoder til at forebygge og behandle diabetes, som jo er en stigende udfordring på landsplan og på Lolland-Falster. Der er mange oplagte muligheder i dette samarbejde og vi ser frem til at komme i gang".

 

Prorektor på Roskilde Universitet Peter Kjær ser samarbejdet som et naturlig næste skridt i forhold til at bygge videre på de gode erfaringer: ”På RUC har vi været glade for det frugtbare samarbejde med Guldborgsund Kommune og de lokale uddannelsesinstitutioner. Vi ser positivt på dette næste skridt, hvor samarbejdet nu bliver videreudviklet med konkrete forskningsaktiviteter og samarbejde med det lokale erhvervsliv”, siger Peter Kjær. 

 

FAKTA
Det overordnede formål med Videnplatform Guldborgsund er at styrke det lokale uddannelsesmiljø og det lokale erhvervs- og iværksættermiljø. Målet er at styrke de eksisterende uddannelser i Nykøbing og tiltrække efterspurgte uddannelser til området, udvikle og fundraise fælles aktiviteter og styrke uddannelsesmiljøet for de studerende i Nykøbing og for studerende, der studerer andre steder, men er bosat i Nykøbing. 

Vidensamarbejdet har fokus på tre faglige spor:

 

  • Foodtech og fødevarer
  • Infrastruktur, byggeri og strategisk byudvikling
  • Social og sundhed

 

Og har følgende tre tværgående spor: 

 

  • Innovation og entreprenørskab
  • Digitalisering og Big Data
  • FN´s verdensmål