Del

Stenhus Gymnasium vinder Danmarksmesterskabet i Biotek

Kampen om at blive den første Danmarksmester i biotek var hård, da finalen blev afgjort i Kalundborg. I sidste ende løb Stenhus Gymnasium fra Holbæk af med sejren for deres projekt om, hvordan vi kan fjerne mikroplast i verdenshavene.

Der var brøl af glæde og højlydte klask fra klappepølser, da vinderne af Danmarksmesterskaberne i biotek i dag blev kåret i Kalundborg. 

Konkurrencen var tæt, men det lykkedes 3. T. fra Stenhus Gymnasium fra Holbæk at hive sejren hjem for deres præsentation af, hvordan vi kan fjerne den forurenende mikroplast fra verdenshavene ved at bruge et avanceret rensningsanlæg, og dermed opnå et af FNs Verdensmål, som var en af opgaverne i konkurrencen.

Dommerne i ekspertpanelet lagde vægt på, at vinderne havde lavet gode forsøgsopstillinger med en god videnskabelighed, og at de havde gjort sig interessante tanker om processen. Det gjorde heller ikke noget, at de havde en lille sang med i deres præsentation, sagde Kalundborgs borgmester Martin Damm med et smil, da han præsenterede vinderne.

”Vi er så glade nu, for vi er gået all-in på konkurrencen. Det har været supermotiverende at arbejde med et så konkret mål som FNs Verdensmål. Og så er det bare fedt at vinde. Vi kan kun anbefale at være med i konkurrencen”, sagde Clara Anna Gellner fra vinderklassen.

I alt konkurrerede omkring 450 elever fra 2. og 3. g. fra ungdomsuddannelser på Fyn og Sjælland om at blive de første Danmarksmestre i biotek, der passende blev afholdt i biotekbyen Kalundborg. 

”Måske løser konkurrencen ikke verdens problemer, men her kan vi så kimen til noget, der kan blive større og måske være med til at gøre verden til et lille bitte smule bedre sted”, sagde tv-vært og konferencier Nikolaj Sonne i sin velkomst. 

Eleverne præsenterede deres projekter, som de havde forberedt hjemmefra, i grupper på 2-5 studerende, mens resten af klassen så til fra salen og klappede og heppede. Der var blandt andet oplæg om, hvordan te, der er fremstillet med fermentering, kan hjælpe på folkesundheden, og hvordan enzymer kan hjælpe planters vækst og dermed skaffe flere fødevarer. 

Nogle fortalte om, hvordan der kan udvikles en speciel form for antabus, der kan hjælpe mod stofmisbrug, og andre om hvordan man kan lave en bæredygtig ølproduktion, ligesom et hold havde arbejdet med enzymer fra peberrod. Flere af klasserne havde – ligesom vinderholdet – valgt at sætte fokus på, hvordan man kan afhjælpe de enorme mængder af plast, der driver rundt i verdenshavene. 

Efter vinderene blev kåret, havde de studerende mulighed for at besøge den biovidenskabelige messe, hvor der blandt andet var stande fra Novo Nordisk, Professionshøjskolen Absalon, Novozymes, Lundbeck, Ørsted og Kalundborg Kommune. 

Det var partnerskaberne Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Rekrutteringsalliance, der i samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Professionshøjskolen Absalon stod bag Biotekmesterskaberne.

Læs mere her: 

Cxense Display