Del

Stor interesse for lokalt forankret videreuddannelse

Til efteråret vil det for første gang være muligt for administrative medarbejdere på Sydsjælland at tage Diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration i Nykøbing Falster, hvor uddannelsen er lokalt forankret med udgangspunkt i nærområdets udfordringer.

Det er blandt andet på grund af et godt samarbejde mellem Absalon og de lokale kommuner, at det nu bliver muligt at læse Diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration i Nykøbing Falster. Det lokale samarbejde sikrer, at undervisningen tager udgangspunkt i de problemstillinger, der gør sig gældende for arbejdspladser i lokalområdet. 

”I Absalon kender vi kommunerne i vores område rigtig godt, og vi forstår deres unikke udfordringer. Den viden har vi fået gennem tæt samarbejde og dialog omkring blandt andet vores grunduddannelse, administrationsbacheloruddannelsen, samt gennem vores forskningsprojekter," fortæller konsulent Ditte Vestergaard.

Informationsmøde viste stor interesse
”Jeg er blevet mere opsat på at tage videreuddannelse.” Sådan lød tilbagemeldingen på et netop afholdt informationsmøde, hvor medarbejdere fra blandt andre Vordingborg Kommune og Guldborgsund Kommune deltog. Det blev lyttet intenst, da medarbejderne var mødt op i Næstved for at få mere information omkring de nye muligheder for at tage diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration i Nykøbing Falster.

Også underviserne på Absalon er begejstrede for den lokale forankring: ”Både som leder og som tidligere tillidsrepræsentant har jeg selv mærket kravet om forandringsparathed og ved, hvad det betyder," fortæller adjunkt Margit Christiansen. "De medarbejdere, vi møder, er dybt engagerede og klar over, hvor vigtigt det er at tilegne sig nye kompetencer. Og her sammen med os oplever de, at de udvikler sig og opnår en ny og relevant forståelse og dygtiggørelse, som de kan bruge i en travl hverdag.”

Pilotprojektet i Nykøbing giver også anledning til refleksion hos Absalon: ”Vi synes, der er god musik i at samarbejde med kommunerne i regionen om at udvikle og fastholde dygtige medarbejdere i lokalområdet,” siger Ditte Vestergaard. Derfor kigger Absalon nu nærmere på mulighederne og interessen for at etablere lignende uddannelsesforløb i andre dele af regionen.

Kontakt os for mere information om åbne udbud i hele regionen eller for yderligere information om skræddersyede forløb.

Vil du også videreuddanne dig?
Til efteråret udbydes blandt andet Forvaltningsret i Næstved og Samfundsvidenskabelig analyse og metode i Nykøbing Falster. Projektledelse og Offentlig budgetlægning og økonomistyring udbydes i Herlev i samarbejde med COK.

Cxense Display