Del

Tillykke til nye specialsygeplejersker i borgernær sygepleje

15 modige sygeplejersker tog skridtet og er nu de første specialsygeplejersker i borgernær sygepleje i Region Sjælland. Absalon og Dansk Sygeplejeråd fejrede de nye dimittender. Nu er tilmelding til det tredje hold åben.

Til dimissionen af det første hold var der både fysiske hvide roser med Dansk Sygeplejeråd-logo på, men også mange rosende ord fra både Absalons uddannelsesleder, kredsformand fra Dansk Sygeplejeråd og repræsentant fra Roskilde Kommune. For det har krævet mod og styrke at lade sig kaste ud som første hold på en ny, national uddannelse, hvor blækket knapt var tørt på studieordningen, før man gik i gang.

For lidt over et år siden var Charlotte Herup Kokborg spændt på at starte uddannelsen som specialsygeplejerske i borgernær sygepleje på Campus Næstved. Til daglig er Charlotte udekørende sygeplejerske i Næstved Kommune. Med hendes egne ord har forløbet været både vildt, berigende og en personlig rejse.

Jeg har flyttet mig rigtig meget – både fagligt som sygeplejerske, men også som menneske.

”Det har været vildt. Jeg har det som om, jeg lige er stået af et godstog, der bare buldrer videre. Så intenst har det været. Der har været rigtig meget teori, praktik og mange opgaver, der har overlappet hinanden, så det har også været hårdt. Men jeg har flyttet mig rigtig meget – både fagligt som sygeplejerske, men også som menneske.”

Behov for fælles sprog

Charlotte føler sig bedre gearet til at gå i gang med arbejdet - nu med en større forståelse af borgerens egne oplevelser og tanker om deres sygdomsforløb. Praktikperioderne på sygehus, i psykiatrien og hos praktiserende læge har også givet uundværlige indblik i snitfladerne mellem de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet.

”Det er tydeligt, at vi mangler forståelse for, hvilke oplysninger, vi hver især har brug for. Vi mangler et fælles sprog, og der er store udfordringer med de mange forskellige platforme og systemer, som vi hver især bruger. Men praktikkerne åbner virkelig for en forståelse for hinandens situationer med borgerne og patienterne.”

Netop den manglende sammenhæng i borgernes forløb er ifølge Charlotte, det hun ser som den største udfordring i den borgernære sygepleje. Men det kræver rum og tid til at skabe et fælles sprog, men grundlaget er der i den daglige, uformelle koordinering. De første spadestik til et kvalitetsprojekt tager Charlotte med sig hjem i form af en opgave på uddannelsen. Den håber hun på at arbejde videre med sammen med sin leder og kolleger.

Læhegn eller vindmøller

Uddannelsesleder Anne Bondesen beskrev i sin tale til dimittenderne den komplekse og foranderlige virkelighed, som de kommunale sygeplejersker står i:

”Det er et givet vilkår, at sundhedsvæsenet ændrer sig konstant. Og når forandringerne stormer afsted, er der ofte to typer af medarbejdere: Dem, der bygger læhegn eller dem, der bygger vindmøller. I er helt klart dem, der bygger vindmøller”.

Kredsformand fra Dansk Sygeplejeråd Helle Roland Dirksen sagde tillykke til det første Absalon-hold og understregede samtidig det store behov for netop deres nyerhvervede kompetencer. Med et stigende antal ældre borgere med komplekse sygdomsforløb er den borgernære sygepleje mere relevant end nogensinde før. Det er heldigvis også tydeligt, da der nu er 60 kommuner, der har sendt medarbejdere på uddannelsen, hvor der på det første hold kun var 40 kommuner. I Region Sjælland har 13 ud af 17 kommuner sendt sygeplejersker på skolebænken for at blive eksperter i sektorovergange og komplekse borgerforløb.

 

>Læs mere om, hvordan du tilmelder dig specialuddannelsen i borgernær sygepleje her

 

 

 

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon