Del

UC-samarbejde på KL's Børne & Unge topmøde

Eksperter fra alle professionshøjskoler arbejder i år sammen på den samme stand på KL’s Børne & Unge topmøde i Aalborg.

Under budskabet ”Sammen gør vi fremtiden klogere” og ”Fremtiden har brug for, at vi snakker sammen”, vil Absalon i år samarbejde med de øvrige seks professionshøjskoler ved Børne & Unge topmødet i Aalborg. Topmødet har i år det overordnede tema: ”Børn og unge – fremtidens borgere” og finder sted i Aalborg den 1.-2. februar.

Samarbejdet er blandt andet etableret for at skabe mere synergi og for at vise, at sektoren arbejder tæt sammen om at sikre fremtidens borgere de nødvendige kompetencer – samt at professionshøjskolerne er en vigtig del af løsningen på fremtidens uddannelsesmæssige og samfundsmæssige udfordringer.  

Ved at samarbejde kan professionshøjskolerne etablere et stort og attraktivt mødeområde, hvor der indbydes til faglig dialog og samskabelse. Det handler især om at drøfte kommunernes og professionshøjskolernes visioner og planer på børn & unge-området og undersøge nye veje til at skabe bedre resultater sammen. 

Alle professionshøjskoler stiller selv op med egne eksperter og ressourcepersoner, så Tine Longfors, der er pædagogisk konsulent og projektleder på Professionshøjskolen Absalon, glæder sig rigtigt meget til at være med på standen, som hun forventer kommer til at boble af energi og værdifuld udveksling af viden og visioner:

”Det er en utrolig god idé, at vi stiller op i en fælles stand, hvor vi ikke kun får talt med kommunerne i vores egen region, men også kan lade os inspirere af, hvad der foregår andre steder i Danmark. En lang række af vores projekter og indsatser går jo på tværs af professionshøjskolerne og på tværs af regionsgrænserne, så det er helt naturligt, at vi arbejder tættere sammen på et arrangement som dette”, siger hun. 

Fakta

KL’s Børne & Unge topmøde finder sted i dagene den 1. og 2. februar 2018 i Aalborg Kongres & Kulturcenter. Professionshøjskolerne UCC, Absalon, UCN, VIA, UC Syd, Metropol og UCL er fælles om standene 5 & 6, der i denne anledning er slået sammen. Læg vejen forbi vores stand, så vi sammen kan gøre fremtiden klogere.
Læs mere

Cxense Display