Del

UCSJ skal evaluere dansk-tysk kulturprojekt til 8 mio. kroner

UCSJ er med i et nyt projekt, der netop har fået næsten 8 mio. kroner over tre år. De er tale om et dansk-tysk projekt kaldet ”KulturKIT”, der er støttet af EU’s Interreg-udvalg. UCSJ skal i den forbindelse udvikle evalueringsformatet og senere stå for selve evalueringen.

Projektet, som er et udviklingsprojekt, har til formål at gøre især børn og unge i Femern Bælt-regionen interesseret i at lære nabosproget og kulturen at kende samt at knytte kontakter, så de på sigt ser det som en mulighed at uddanne sig og arbejde på tværs af grænsen.

Projektets mål skal blandt andet opnås ved at gennemføre tre større arrangementer for børn og unge fra Danmark og Tyskland, en hjemmeside for skoleudveksling skal oprettes, der skal udarbejdes sprogmateriale til skoler og børnehaver, og projekter der gennemføres i samarbejde mellem danske og tyske kulturinstitutioner, foreninger, daginstitutioner, skoler eller lignende, vil også blive understøttet.

Muligheder på den anden side af bæltet
”KulturKIT” bliver realiseret i et samarbejde mellem fem danske og fem tyske projektpartnere, hvoraf Næstved Kommune er hovedansvarlig for projektet. Centerchef i Næstved Kommunes Center for Kultur og Borgerservice, Kim Dawartz, glæder sig over bevillingen.

- Sydsjælland og Lolland-Falster er en del af en grænseregion, som vi deler med vores naboer mod syd, de fleste af os tænker bare ikke så meget over det. Med den kommende Femern-forbindelse er det afgørende, at især børn og unge i både den danske og den tyske del af regionen kender til naboens sprog og kultur og mulighederne på den anden side af bæltet. Med det kommende grænseoverskridende samarbejde i projektet og fælles kultur- og fritidsaktiviteter er vi allerede godt på vej, lyder det fra Kim Dawartz. 

Dansk og tysk finansieret projekt
KulturKIT har et samlet budget på ca. 10,7 mio. kr. På dansk side er det medfinansieret af Næstved Kommune, Vordingborg Kommune, Guldborgssund Kommune og Lolland Kommune samt University College Sjælland, og på tysk side er det de fem tyske partnere Kreis Ostholstein, Kreis Plön, Stadt Fehmarn, Hansestadt Lübeck og Förderzentrum Kastanienhof, der yder medfinansiering.

Flere af de involverede partnere havde desuden et samarbejde i Femern Bælt-projektet kulturLINK fra 2010 til 2014, der også blev støttet af EU.

Det nye projekt starter op 1. august, og Næstved Kommune forventer at ansætte en koordinator til projektet i løbet af efteråret.

Hos UCSJ er det adjunkt i afdelingen for Forskning og Innovation, Katrine Jagd Svendsen, og forskningsprogramleder, Jonas Sprogøe, der står for projektet.

Stribevis af nye e-bøger til gratis udlån
Se de nyeste e-bøger, som du kan låne til din klasse i mitCFU. Opdateres løbende!
Madkundskab på skemaet i Roskilde
Faget madkundskab har indtil dette semester været fraværende på læreruddannelsen i Roskilde. Men fra dette semester udbydes faget både i Roskilde og…
Jobbet som lærer er Verdens bedste
Den 22-årige lærerstuderende Camilla Aaen elsker sit fag og sin uddannelsen. Hun brænder især for at hjælpe de børn, der har det svært i skolen, og…
Konference om samarbejde mellem dagtilbud og kulturen
Det landsdækkende KULT-projekt inviterer til maj til konference med deltagelse af bl.a. kulturminister Mette Boch og en række aktører inden for…
Tema: Demokrati under udvikling
Undervisningsministeriet har igangsat en national kampagne om fællesskab, demokrati og medborgerskab, som løber i 2018 med en temauge i uge 12.
Cxense Display