Del

Velbesøgte ambassadørdage på CFU

De to årlige ambassadørdage bød traditionen tro på deltagende og nysgerrige PLC-folk fra hele regionen, som var klar til dialog og videndeling med deres CFU.

I marts og april har vi vanen tro holdt vores årlige ambassadørdage for PLC-ambassadører - en eftermiddag i Sorø og en i Vordingborg.

Begge gode dage med deltagende og nysgerrige PLC-folk fra hele regionen. Vi i CFU nyder disse dage, hvor vi har god mulighed for dialog og videndeling – både så vi kan fortælle, hvad der optager os særligt her og nu, men mindst lige så meget for at høre, hvad der er i spil ude hos jer på skolerne.

Deltagerne hørte om e-bøger og overlays, spillefilm og rettigheder omkring disse, og så blev de præsenteret for CFU's indsatser, inden de fik mulighed for at fordybe sig i de faglige stande.

Der blev også tid til 'bevægelse i undervisningen' med materialesættet Ogo (og så steg udlånstallet straks på dem!) og en snak om vores nye magasin Praksis, der afløser det tidligere kursuskatalog – første nummer kan I læse her på hjemmesiden, og det andet nummer er lige på trapperne.

En af de ting, der blev ønsket fra PLC-folkene, var en større tydelighed fra vores side omkring deres rolle som ambassadør. Jeg forstår til fulde spørgsmålet, og jeg vil her i løbet af sommeren bruge noget energi på at ajourføre dette netværk. Ønsket er at have en CFU-kontaktperson på alle skoler, så det kommer I til at høre nærmere om.

Med venlig hilsen
Rikke Egeberg, konsulent for pædagogiske læringscentre og læringsrum.

Flere nyheder fra Professionshøjskolen Absalon

Cxense Display