Årets biomestre er fundet: Algen Chlorella kan blive fremtidens proteinkilde
Optimering af algevækst imponerede både dommere og elever ved årets Biotekmesterskab i Kalundborg og sikrede 3.G på Teknikfagsholdet fra Aalborg Tekniske Gymnasium en førsteplads og titlen som biotekmestre. Andenpladsen gik også til et hold fra samme klasse, mens 2. C fra Nordfyns Gymnasium kom ind på en flot tredjeplads.
Algevækst og anvendelse af mikroalgen Chlorella i forhold til kosternæring og erstatning af kød. Det var temaet for årets vinderprojekt ved Biotekmesterskaberne, hvor Lea Freundlich, Signe Hebsgaard, Nikolaj Jensen og Elias Jensen fra Aalborg Tekniske Gymnasium løb med titlen som årets biotekmestre og en check på 10.000 kr. til klassen.
Højt niveau endnu en gang
Det var ottende gang, at Biotekmesterskaberne blev afholdt, og endnu en gang leverede eleverne et imponerende højt niveau.
”Vi er 18 elever afsted fra Aalborg, og det er blevet lidt af en tradition, som eleverne ikke vil undvære på teknikfaget PLS Biotek. Det er fedt som underviser, at jeg her mere kan agere som vejleder, hvor det er 100 procent elevbåret med brainstorms og idégenerering, hvor det er fedt virkelig at kunne arbejde med engineering-tankegangen i projekterne,” fortæller Camilla Kær Mørkholt, underviser på Aalborg Tekniske Gymnasium og vejleder til to af de tre finalehold.
For vinderholdet var det en god blanding af lettelse og glæde, da flere måneders arbejde i den grad belønnede sig.
“Det har været en fornøjelse at være med. Vi har lagt mange timer i det de sidste par måneder og havde ikke kunnet gøre det uden vores lærere og vejledere. Det har både været meget spændende og selvfølgelig nervepirrende i dag, fordi vi skulle præsentere. Men det har også været virkelig lærerigt, fordi der har været de her virksomhedsbesøg og meget fokus på, hvad man kan bruge sin uddannelse til,” lød det fra de fire vindere fra Aalborg Tekniske Gymnasium.
Ud over titlen som årets biotekmestre får vinderne også 10.000 kr., som de kan bruge i klassen. I år gik andenpladsen og præmien på 5.000 kr. også til Aalborg Tekniske Gymnasium, mens Nordfyns Gymnasium kunne hive en tredjeplads og 2.000 kr. med hjem.
Fremtidens løsninger udviklet af fremtidens biotektalenter
Det er ikke tilfældigt, at mesterskabet blev afholdt i Biotekbyen Kalundborg, som er knudepunkt for Skandinaviens største biotekproduktion.
I årets mesterskab kunne eleverne vælge mellem fem cases stillet af lokale virksomheder på Sjælland. Én af dem er Novo Nordisk, som har deltaget flere gange og glæder sig over mødet med eleverne.
”Biotekmesterskaberne er en unik mulighed for at inspirere næste generation af biotektalenter og vise, hvad Kalundborg og Produktionsdanmark kan tilbyde. Når gymnasieklasser fra hele landet samles her, får de ligeledes indsigt i både spændende uddannelsesmuligheder inden for STEM samt karriereveje i industrien, og vi som virksomheder får lejlighed til at møde og støtte fremtidens talenter, ” siger Stine Gry Roland, ansvarlig for Public Affairs i Novo Nordisk.
Ud over Novo Nordisk har Novonesis, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Algiecel ligeledes bidraget med en case.
En god start på biotek-karrieren
Biotekmesterskaberne giver gymnasieeleverne en forsmag på de mange muligheder, der er inden for biotekindustrien.
“Eleverne arbejder med cases fra det virkelige liv og får på den måde en unik mulighed for at koble teori til praksis. Det er en god måde at få indblik i industriens mange muligheder og måske endda inspirere dem til en karriere inden for biotek. Vi får brug for talenter som dem her i Kalundborg, hvis vi skal understøtte fremtidens udvikling,” siger Christian Beenfeldt, direktør i Campus Kalundborg.
Årets biotekmesterskab blev afholdt på Absalon sammen med partnere i hele Biotekbyen og omegn: Professionshøjskolen Absalon, Kalundborg Kommune, Knowledge Hub Zealand, Avista Green, Fermhub Zealand, Kalundborg Forsyning, Kalundborg Symbiose, Nucleus, Lundbeck, Novonesis og Novo Nordisk.
Gymnasier der deltog i Biotekmesterskaberne 2026:
- HTX, CELF Nykøbing Falster
- Stenhus Gymnasium
- Ørestad Gymnasium
- Nordfyns Gymnasium
- Aalborg Tekniske Gymnasium
- Nørre Gymnasium
- NEG Kalundborg
- Bagsværd Kostskole & Gymnasium
Om Biotekbyen Kalundborg
I Biotekbyen Kalundborg ligger Skandinaviens største biotekproduktion. Her finder man blandt andet verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion, Danmarks største raffinaderi, og nogle af verdens dygtigste ingeniører.
Virksomhederne i byen inkluderer Novo Nordisk, Novonesis, Kalundborg Refinery, Kalundborg Forsyning og Ørsted. Tæt på Biotekbyen, i nabokommunen Odsherred, ligger Lundbeck med en stor produktion af lægemidler.
I Biotekbyen kan man bl.a. uddanne sig til diplomingeniør i hhv. bioteknologi og maskinteknologi samt bioanalytiker, arkitekt, maskinmester og farmaoperatør – og som studerende i byen kommer man helt tæt på landets største biotekvirksomheder.
Biotekmesterskaberne afholdes, fordi vi som virksomheder og uddannelser i Kalundborg gerne vil sætte fokus på, hvordan man kan arbejde med bioteknologi i fremtidens bæredygtige løsninger til inspiration for unge i forhold til fremtidige uddannelses- og karrierevalg.