Gå til hovedindhold

Adjunkt Ulricha Larsen vinder Undervisningsprisen 2025

Adjunkt på pædagoguddannelsen ved Professionshøjskolen Absalon, Ulricha Larsen, er én af syv undervisere, der i år hædres med Undervisningsprisen 2025. Hun modtager prisen for sin inspirerende, praksisnære og kreative undervisning, der engagerer de studerende både fagligt og personligt.

Ulricha Larsen

Foto: Kristoffer Juel Poulsen

For Ulricha Larsen er læring først og fremmest en relationel proces. Hun møder sine studerende dér, hvor de er, og tilpasser løbende undervisningen efter deres behov og erfaringer. Mange af de studerende kommer med komplekse baggrunde, som kan påvirke motivationen, og her skaber Ulricha et trygt og respektfuldt rum, hvor læring kan blomstre.

Kreativ og øvelsesbaseret undervisning

Hendes undervisning er kreativ og øvelsesbaseret: opgaver kan bestå i at bygge en fritidsklub ud fra pædagogiske teorier, visualisere abstrakte begreber med LEGO eller lave stop-motionfilm og billedbøger om seksualitet. Formålet er altid at engagere både hoved og hænder og skabe stolthed over egen læring.

"Det, der driver mig, er ikke blot at formidle viden, men at give mine studerende et fagligt, relationelt og personligt fundament. Jeg bliver stolt, når de rykker sig og tager ejerskab over deres læring. Det er vigtigere, at processen er god, end at slutproduktet er perfekt," siger Ulricha Larsen.

Anerkendelse for didaktisk ekspertise

Prisudvalget bag undervisningsprisen 2025 fremhæver især Ulrichas didaktiske evner, kreative undervisningsmetoder og praksisnære tilgang. Hun gør komplekst stof tilgængeligt og relevant gennem konkrete eksempler, eksterne oplægsholdere og ekskursioner, som da hun og hendes studerende talte med hjemløse på Vesterbro.

Ulricha Larsen er uddannet pædagog med en kandidatgrad i psykologi, pædagogik og uddannelsesvidenskab. Hun har arbejdet syv år som pædagog og har været ansat på Professionshøjskolen Absalon siden 2020. Hun underviser på mange forskellige moduler på pædagoguddannelsen og er praktikansvarlig underviser.

Med prisen anerkendes Ulrichas dedikation til de studerende, hendes kreativitet og evne til at skabe et trygt og inspirerende læringsrum, hvor de kan udvikle sig både fagligt og socialt.

Prisen bliver overrakt onsdag den 24. september i Operaen i København af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. 

Fakta: Undervisningsprisen 2025

  • Uddeles hvert år af Uddannelses- og Forskningsministeriet
  • Tildeles undervisere, som med nytænkning, engagement og høj faglighed gør en forskel for deres studerende og undervisningsmiljøet
  • Hver modtager får 500.000 kroner: 200.000 kroner personlig hæder og 300.000 kroner til udvikling af nye undervisningsaktiviteter på institutionen
  • Formålet er at sætte fokus på underviserens rolle for kvaliteten i uddannelserne og de kompetencer, de studerende tager med videre i arbejdslivet