Docent: Praktikerne spiller en afgørende rolle i forskningen og bør få en langt større andel af midlerne

Selvom pædagoger og lærere spiller en afgørende rolle i pædagogisk forskning, er der ikke tradition for at tildele dem større andele af de tilgængelige forskningsmidler.

For nylig præsenterede en bred politisk kreds en aftale, der giver 100 millioner kroner til praksisnær forskning. Med denne beslutning ønskes at skabe forskning, der blandt andet kan anvendes af pædagoger og lærere i dagligdagens skole og dagtilbud.

At bringe forskning tættere på velfærdsinstitutionernes hverdag er oplagt, fordi undersøgelser viser, at meget forskning ikke bliver brugt i praksis.

Mellem to poler

I praksisnær forskning er målet at finde løsninger på aktuelle problemer. Man ønsker for eksempel at skabe motiverende læring for elever i skolen. Her er praksisforskning anderledes end grundforskning, som ikke nødvendigvis har til formål at finde løsninger. Derudover kan praksisnær forskning placeres mellem to poler.

I den ene ende finder vi forskning, der ønsker at udvikle metoder og løsninger, som kan udbredes til pædagoger og lærere generelt.

For eksempel metoder til at modvirke skolevægring. Udfordringen med denne forskning er, at der sjældent kan udvikles ensartede metode, der kan anvendes af alle. Dette skyldes, at mennesker er forskellige og institutioner er forskellige. Der eksisterer ikke en ’one size fits all’.

I den anden ende finder vi forskning, der vokser ud af de lokale udfordringer, som pædagoger og lærere møder.

For eksempel pædagoger, der oplever børn ekskluderet fra børnefællesskaber og finder veje til at inkludere dem. Resultatet af denne forskning er ikke en forskningsrapport, men derimod nye pædagogiske handlinger, der har direkte værdi for de berørte børn, unge og borgere.

Den sidstnævnte form for forskning betegnes med ord som aktionsforskning og praksisforskning. Men da resultatet af denne forskning er indsigter, som opstår hos pædagogen og læreren selv, vælger nogle i stedet at bruge ordet ’læring’, for eksempel med begrebet ’aktionslæring’.

Hermed opretholdes en uheldig kløft mellem den ’rigtige forskning’, som kan udbredes til mange og den lokale viden hos pædagoger og lærere, der i mindre grad udbredes og derfor alene må ses som ’læring’.

Forskerne har et afgørende ansvar

I forskningsmiljøer er der en lang tradition for at sætte forskere forrest, når det kommer til forskning. Dette giver umiddelbart god mening, idet forskere er dygtige til at undersøge verden på systematiske og transparente måder.

Men når det handler om at lave forskning, der er helt tæt på praksis, så er pædagoger og lærere mindst lige så afgørende.

Selvom de fleste er enige om, at pædagoger og lærere er uundværlige aktører i praksisnære forskningsprojekter, handles der ikke derefter.

Når der ansøges til forskningsprojekter, er der retningslinjer for, at forskernes CV vedlægges, hvorimod pædagoger og lærere blot skal være angivet som ’pædagog’, ’lærer’ eller i bedste fald med navn.

Forskeren fremstår som en unik person med særlige kompetencer, hvorimod pædagogen og læreren blot fremstår som anonym repræsentant for en faggruppe.

I tråd med dette går forskningsmidler primært til forskere. Men i lyset af praktikernes afgørende rolle i forskningen bør denne gruppe tildeles en langt større andel af forskningsmidler.

Her har forskere et afgørende ansvar, da det er dem, som typisk formulerer forskningsprojekter og lægger budgetterne. Ligeledes er forskere en del af de bedømmelsesudvalg, der vurderer forskningsansøgninger og tildeler midler.

Hvis midler til praksisnær forskning skal få den ønskede effekt, påhviler det forskerne et stort ansvar i forhold til at tildele praktikerne en større andel i forskningsprojekter.

Indlægget er bragt i Uddannelsesmonitor den 8. januar 2025.