Faglig ledelse i Kalundborg Kommune – Faglighed har fået forrang.
af Nete Maegaard, skoleleder Årby Skole:
Substansen tilbage i ledelsen – erfaringer fra praksisnær faglig ledelse
Projektet ”Praksisnær udvikling af faglig ledelse” har påvirket udviklingen af min ledelsesidentitet og har givet mig et sprog og en position i forhold til faglig ledelse. Det har tydeliggjort, at faglig ledelse ikke blot er en ekstra dimension i ledelsesopgaven – det er ledelsesopgaven. Faglighed har fået forrang.
Gennem konkrete greb som datainformerede konferencer, undervisningsobservationer og individuel sparring åbnes dørene ind til “produktionsrummet”, dér hvor undervisningen planlægges og gennemføres. Det har bragt substansen tilbage i ledelsen og giver dagligt anledning til faglige dialoger og en styrket fælles forståelse af kerneopgaven.
Ledelse som faglig sparring
Da jeg er ny leder, har deltagelse i projektet formet min ledelsespraksis fra bunden. Jeg er blevet bevidst om, hvordan jeg som leder kan skabe koblinger mellem strategiske mål og den pædagogiske hverdag. Faglig ledelse handler ikke om at kontrollere, men om at være i tæt dialog med medarbejderne, stille faglige spørgsmål, udfordre vaner og understøtte refleksion. Det har også betydet, at jeg i højere grad ser mig selv som en del af det faglige fællesskab – ikke som en udenforstående styringsfigur, men som en medspiller, der både forstår og kan påvirke den faglige udvikling indefra.
Udfordringen: At fastholde fagligheden i en travl hverdag
Den største udfordring er balancen mellem drift og udvikling. Det er meget let at blive opslugt af administrative krav og opgaver, som trækker opmærksomheden væk fra det faglige. Faglig ledelse kræver tid, tilstedeværelse og vedholdenhed – og det kræver, at jeg som leder tør prioritere det faglige, også når det ikke umiddelbart kan måles eller dokumenteres. Tiden, der bruges på den faglige udvikling, er en investering.
En anden udfordring er at skabe en kultur, hvor faglig ledelse ikke opleves som kontrol, men som støtte og inspiration. Det kræver tillid, relationer og en vedholdende kommunikation om vores formål og retning.
Min vej frem: Faglig ledelse med afsæt i virkeligheden
Jeg vælger selvfølgelig at fastholde og videreudvikle den praksisnære faglige ledelse, jeg har arbejdet med i projektet. Jeg vil fortsat prioritere at være tæt på undervisningen og i dialog med medarbejderne om det, der skaber værdi for eleverne.
Samtidig ser jeg et stort potentiale i skolens dygtige fagprofesionelle, som brænder for deres arbejde – min næste opgave er at skabe endnu bedre rammer, hvor deres faglige dømmekraft og idéer kan få plads og blive omsat til praksis.
Praksisnær faglig ledelse er ikke et afsluttet projekt, men en vedvarende praksis, som vi holder fast i og bygger videre på med elevernes trivsel og læring som det klare pejlemærke