”Familiens første student” blev ergoterapeut, lektor og ph.d.

Den første student

Tania er den første i sin familie, der får en studentereksamen. Som datter af en vaskeriarbejder og en lastbilchauffør var det ikke nødvendigvis den vej, der lå i kortene. Umiddelbart efter, hun fik sin studentereksamen, fik Tania også en datter, og mens hun gik derhjemme med hende, overvejede hun, hvad der så skulle ske:

“Min mormor var sygehjælper, så jeg havde jo haft en berøring med faget. Jeg begyndte derfor på sygeplejerskeuddannelsen. Men efter et år blev jeg alene med min datter, og det var samtidig en periode, hvor uddannelsen var inde i en akademiseringsbølge, så jeg oplevede, at jeg havde meget lidt med patienterne at gøre, hvilket ellers var vigtigt for mig, så tiden og motivationen var der ikke.”

Tania stoppede derfor på uddannelsen og søgte efterfølgende ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen.

“Jeg ville gerne have med mennesker at gøre og kan godt lide tanken om at gøre en forskel for andre. Samtidig kunne jeg ikke overskue at skulle tage en lang uddannelse, da jeg jo havde min datter,” fortæller Tania, der efterfølgende arbejdede i nogle år på ældreområdet.

Ulykke førte til karriereskifte

Tania var glad for sit arbejde, men da hun en weekend går rundt i sin have og fælder nogle træer, får hun med egne ord “lavet noget tosset med sin ryg”. 

Det tossede viser sig at være en diskusprolaps, og efter et langt forløb med indlæggelse og tre måneders genoptræning var Tania tvunget til at finde et nyt job:

“Det lyder jo lidt vanvittigt, når jeg siger det, men dengang havde man ikke de samme hjælpemidler som i dag, så der var meget forflytning og fysisk arbejde, som jeg simpelthen ikke kunne længere,” fortæller Tania, der samtidig skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet inden for alle områder.

Tania kom i et revalideringsforløb hos fysio- og ergoterapeuterne i en lokal kommune, hvor hun arbejdede med rehabilitering og hjælpemidler. Her blev der snakket meget om dagligdagens aktiviteters betydning, og dét fangede hendes interesse:

“Det er jo sådan en indforståethed for os. F.eks. når vi står op om morgenen, så har vi vores ritualer og vores vaner. Vi tænker ikke ret meget over det, når det bare kører, men lige så snart man får ondt i ryggen eller en psykisk udfordring og ikke længere kan følge de vaner og rutiner, opdager vi, hvor betydningsfulde og meningsfulde aktiviteter er for os. Den tanke, om at arbejde med aktiviteter, som i udgangspunktet er så implicitte for os, men har mange indlejrede værdier og normer knyttet til det enkelte menneske, tænkte jeg bare, at det gad jeg virkelig godt.”

Efter et halvt år søgte Tania ind på ergoterapeutuddannelsen via kvote 2.

Opslugt af ergoterapien

Da Tania begyndte på studiet, gik der ikke længe før hun blev fuldkommen opslugt af det: 

“Med et glimt i øjet plejer jeg at sige, at jeg startede på uddannelsen, da Bill Clinton-skandalen var på sit højeste, og jeg har aldrig fundet ud af, hvad det egentlig endte med. Jeg ville det så meget, at jeg fuldkommen fordybede mig i det.”

Dengang skrev man det, der hed en hovedopgave, når man færdiggjorde studiet. Sammen med nogle medstuderende rejste de rundt i landet og interviewede ergoterapeuter, der arbejdede med mennesker med skizofreni, og hele den proces fandt hun så spændende, at hun for sjov sagde til sine medstuderende, at “når jeg bliver stor, så vil jeg forske”.

Efter endt uddannelse arbejdede Tania nogle år i psykiatrien og derefter som underviser og kursuskonsulent på sosu-skolen, men der gik ikke længe, før den akademiske verden igen trak i hende:

“Jeg stødte på kandidaten i pædagogisk antropologi. Jeg kom jo fra en underviserverden, og ville gerne koble den sammen med min forståelse for ergoterapien – altså det med at møde folk åbent og afdække lagene hos det enkelte menneske, forstå hvem de er, og hvordan vi bedst muligt kan støtte dem i deres hverdagsliv, derfor valgte jeg den kandidatuddannelse.”

Fra studerende til lektor

Livet formede sig således, at Tania sagde sit job op på sosu-skolen. Men med familie og to børn skulle der jo mad på bordet. Tania kontaktede derfor Absalon, hvor hun før havde vikarieret som lektor – og så blev hun ansat som underviser på det selvsamme studie, hun havde gået på i sin tid, mens hun læste sin kandidat:

“Jeg havde faktisk aldrig nogensinde tænkt mig selv som underviser, dengang jeg læste til ergoterapeut. Det må jeg sige. Men det vigtigste for mig har altid været at mærke efter, hvad der interesserer mig nu og her. Og så vil tilfældighederne det nogle gange sådan, at man pludselig befinder sig steder, som man ikke havde regnet med.”

”Den første student” bliver ph.d.

Tanias egne ord for sit professionelle virke er, at hun “altså ikke bruger år af mit liv på noget uden at give den gas. Den skal have fuld skrald.”

Og fuld skrald får den. Med tiden får Tania undervist på næsten samtlige moduler. Hun arbejder som international koordinator, som TR, som ansvarlig for studentermedhjælpen, og hun tager ud med uddannelseskaravanen og fortæller om uddannelsen.

Men, måske ikke overraskende, efter noget tid begynder den faglige fordybelse igen at trække i hende. Denne gang kaster hun sig over begrebet “demensvenlighed”, som er et relativt nyt begreb på daværende tidspunkt.

“Gennem interview, fokusgrupper og analyser kiggede jeg på, hvordan vi arbejder med og taler om demensvenlighed. I perioden efter, jeg forsvarede min ph.d., var der ret stille, men så skete der pludselig en hel masse. Og så sent som i august var jeg en del af et sparringspanel for kommuner i Danmark, der arbejder med demensvenlige initiativer. Jeg synes, det er så fedt at kunne lave noget forskning, der skaber diskussioner og drøftelser ude i praksis, og som kan få en betydning for den enkelte borgers hverdagsliv.”

Kast dig ud i det

Hvad fremtiden bringer, ved Tania ikke. Lige nu fylder både forskning og arbejdet som lektor meget. Der er ikke nogen forkromet plan, og det behøver der heller ikke være:

“Kunne jeg sige et par ord til Tania, som pludselig skulle finde en ny vej i livet, så er det, at du ikke skal bekymre dig. Du lander det helt rigtige sted. Du behøver ikke at vide, hvor du er om et halvt år. I virkeligheden kan vi planlægge os til døde, men nogle gange skal man også bare kaste sig ud i tingene.”