Fra studie til industri: Fem måneders praktik med fuldt overblik hos Lundbeck
Daria Ochkur, international studerende på diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi ved Absalon, kan i dag se tilbage på fem måneders intensiv praktik hos den biofarmaceutiske virksomhed Lundbeck A/S i Lumsås – en oplevelse, der har givet hende både faglig retning og værdifuld indsigt i ingeniørens rolle i industrien.
Daria Ochkur med sin vejleder Tommy Skovby på Lundbecks site i Lumsås
Et møde med kemisk produktion – en lærerig praktikmulighed
Daria stiftede første gang bekendtskab med Lundbeck under Biotekmesterskaberne i Kalundborg, hvor hun besøgte virksomhedens stand og blev nysgerrig. Som studerende med interesse for kemisk produktion – i modsætning til biologisk produktion – blev hun særligt tiltrukket af de opgaver, Lundbeck arbejder med inden for syntesekemi.
Praktikmuligheden i Lumsås var en chance for at komme helt tæt på netop dét:
Fra dokumentation til laboratorieanalyse
I praktikken fik Daria ansvar for et projekt med stort potentiale:
at analysere og løse et kvalitetsproblem, der i dag kræver en ekstra oprensningsproces. Opgaven bestod i at gennemgå dokumentation fra 160 batch-produktioner, strukturere data i Excel og identificere mønstre, der kunne forklare årsagen til en urenhed i processen.
“Dataindsamlingen var krævende – jeg arbejdede med fysiske dokumenter, der skulle organiseres og systematiseres. Men netop fordi det var en reel opgave med betydning, var det også enormt lærerigt,” forklarer Daria.
Analysen førte videre til laboratoriet, hvor Daria dernæst testede sine hypoteser. Hvis hendes resultater holder, kan det føre til en mere effektiv produktion med brug af færre ressourcer – både økonomisk og miljømæssigt.
Daria og kollegaer fra Lundbeck i laboratoriet
Praktik med både indblik og øvelse i drift og fordybelse
Praktikopholdet omfattede mere end det specifikke projekt. Daria blev også en del af driften, arbejdede med dokumentation og indgik i samarbejde med kolleger – både i Danmark og i Lundbecks afdeling i Italien. Hun fremhæver især det nære og trygge arbejdsmiljø i Lumsås:
“Folk hilser på hinanden, kender hinandens navne og skaber en varm stemning. Jeg blev budt velkommen med morgenmad og sluttede i juni af med en sommerfest for hele organisationen i Danmark.”
Samtidig har opholdet styrket hendes faglige og sproglige udvikling:
Virksomhedens perspektiv: Et relevant projekt, der kan gøre en reel forskel
Tommy Skovby, Darias praktikvejleder og Project Director hos Lundbeck, ser stort potentiale i at samarbejde med studerende:
“Projektet Daria har arbejdet med, har vi længe ønsket at få analyseret – men vi har ikke haft ressourcerne. Det er et oplagt praktikprojekt, hvor en studerende kan grave sig dybt ned i data og måske finde mønstre, vi ikke har haft øje for.”
Han forklarer, at Daria har arbejdet med dokumentation fra de sidste fem års produktion, analyseret to procestrin og koblet data til udbytte og renhed. Resultaterne har hun præsenteret og diskuteret løbende med sine vejledere hos Lundbeck.
“Daria har fået lov at komme hele vejen rundt – og det er vigtigt. Hos os får man brug for hele sin faglige rygsæk fra studiet.”
Daria har fået løbende sparring til hendes analyser blandt de garvede ingeniører hos Lundbeck
En praktik med afklaring af karriereretning
Praktikken har givet Daria både indsigt og afklaring i forhold til fremtiden:
“Jeg har fået en klarere fornemmelse af, hvad jeg gerne vil arbejde med – og hvilken viden jeg har brug for at udvikle videre. Det har vist mig, hvor spændende kemisk produktion er.”
Erfaringerne fører nu videre til et bachelorprojekt i samarbejde med Lundbeck – denne gang med fokus på miljø- og ressourceudfordringer og genvinding af tungmetaller.
Kort om Darias praktik hos Lundbeck
- Sted: Lundbeck A/S, Lumsås (220 ansatte)
- Varighed: 5 måneder (6. semester)
- Opgave: Analyse af produktionsdata og laboratorietest
- Efter praktik: Daria har fortsat sit samarbejde med Lundbeck i hendes bachelorprojekt.
Fakta om Lundbeck
Lundbeck er et biofarmaceutisk firma, der udelukkende fokuserer på hjernens sundhed. Med mere end 70 års erfaring inden for neurovidenskab, er virksomheden engageret i at forbedre livet for mennesker med neurologiske og psykiatriske sygdomme.
Lundbeck har cirka 5.700 ansatte i mere end 50 lande, og virksomhedens produkter er tilgængelige i mere end 80 lande. På Lundbecks kemiske produktions site i Lumsås produceres hovedparten af de aktive stoffer, der anvendes i deres færdige medicin. Alt produktion foregår ved kemiske synteser. Sitet i Lumsås er en kombination af både udvikling og produktion og har ca. 220 ansatte.