Gå til hovedindhold

Fra tvivl til Novo Nordisk: Emma fandt sin vej gennem bioteknologi

Emma Wadum Nielsen læser til diplomingeniør i bioteknologi på Absalon i Kalundborg og afsluttede i denne måned sit praktikophold hos Novo Nordisk. Praktikken har givet hende ansvar, hands-on erfaring og bekræftet hende i, at hun har valgt den rigtige uddannelse.

Emma nn

Emma Wadum Nielsen, Diplomingeniørstuderende i bioteknologi

"Jeg har lært at forstå, hvordan verden hænger sammen"

Emma ville ikke nødvendigvis læse på et kæmpe universitet med tusindvis af studerende. Hun valgte Absalon, fordi uddannelsen virkede mere personlig, overskuelig og fokuseret.

"Jeg synes, det er virkelig spændende at få sådan en dybere forståelse af, hvordan verden fungerer. Jeg har lært at tænke mere logisk i alle situationer. Det synes jeg er fedt."

På diplomingeniøruddannelsen i bioteknologi lærer de studerende, hvordan biologiske og kemiske processer bruges i praksis – blandt andet inden for produktion af medicin, fødevarer og løsninger til miljø og bæredygtighed.

Emma var i tvivl

Emma var ikke 100 procent sikker på sit uddannelsesvalg fra starten.

Faktisk beskriver hun selv, at hun endte på uddannelsen lidt tilfældigt. Hun gav det en chance, gjorde sit bedste og var i perioder i tvivl om, hvorvidt hun var landet det rigtige sted.

Vendepunktet kom, da eksaminerne begyndte at gå godt, og hun samtidig oplevede et stærkt fællesskab blandt sine medstuderende.

"Jeg har bare haft verdens bedste klasse. Vi har hjulpet hinanden og altid været der for hinanden."
Emma Wadum Nielsen
Diplomingeniørstuderende i bioteknologi

Hun fremhæver også støtten fra både undervisere og klassekammerater som afgørende for, at hun turde stille spørgsmål og bede om hjælp, når noget var svært.

Praktik hos Novo Nordisk: Ansvar og tillid

Da Emma begyndte i praktik hos Novo Nordisk, blev hun overrasket over, hvor stort ansvar hun fik.

Hun arbejdede blandt andet med manuelle batchrapporter – produktionsdata, som dokumenterer og understøtter produktionen og er en del af arbejdet med at klargøre batches.

Derudover blev hun involveret i processer omkring produktfrigivelse og fik indblik i det samlede produktionsoverblik.

Emma oplevede, at der var stor tillid til hende, og at hendes arbejde blev taget seriøst. Samtidig oplevede hun, at hun fik mulighed for at bidrage med opgaver, der havde reel betydning, og ikke blot ’småopgaver’.

Fra undervisning til virkelighed

Emma oplevede desuden, at undervisningen på Absalon havde givet hende et solidt fagligt fundament.

"Jeg synes, at læringen har været super dækkende."

Hun kunne genkende mange af de emner og processer, hun mødte i praktikken, fra undervisningen på uddannelsen. Omvendt har praktikken haft betydning for hendes studietid, fordi hun har kunnet tage sin hands-on erfaring fra praktikforløbet hos Novo Nordisk med tilbage til studiet.

Samtidig tog hun den tryghed med sig, som hun havde oplevet på studiet.

"Det her familiære forhold på Absalon, det har virkelig givet mig mod til bare at være mig og spørge om alt. Når jeg kommer ud på Novo Nordisk, så tør jeg også bare spørge og sige: Okay, det her forstår jeg altså ikke. Og så er jeg altid blevet hjulpet og aldrig dømt."
Emma Wadum Nielsen
Diplomingeniørstuderende i bioteknologi

"Du behøver ikke at vide alt"

Hvis Emma skal give ét råd videre til unge, der overvejer uddannelsen, er det enkelt:

"Prøv det."

Hun peger på, at mange tvivler på, om de er dygtige nok til en naturvidenskabelig uddannelse.

"Du behøver ikke at vide alt. Jeg startede med at tro, at jeg ikke var klog nok eller god nok. Men hvis man gør en indsats og kæmper for det, så skal du nok nå det, du vil. Man behøver ikke at være den nye Einstein. Du får hjælp undervejs."
Emma Wadum Nielsen
Diplomingeniørstuderende i bioteknologi

Flere passer til bioteknologi, end man tror

For Emma er bioteknologi ikke kun for én bestemt type studerende.

"Industrien har jo brug for alle personligheder og alle kompetencer."

Hun understreger, at forskellige mennesker bidrager med forskellige styrker, og at det netop er samspillet mellem mennesker med forskellige kompetencer, der får teams til at lykkes.