Per Gjerrild modtager Danske Professionshøjskolers meduddannerpris
Per Gjerrild, skoleleder på Bjergmarkskolen i Holbæk, er en af modtagerne af Danske Professionshøjskolers meduddannerpris. Han har spillet en vigtig rolle i arbejdet med den skolebaserede læreruddannelse.
I går blev Danske Professionshøjskolers meduddannerpris uddelt ved organisationens årsmøde på Hotel Koldingfjord – og blandt årets seks prismodtagere var skoleleder Per Gjerrild fra Bjergmarkskolen i Holbæk, som er indstillet af Absalon.
Per Gjerrild modtager prisen for sit vedholdende engagement i læreruddannelsen og for sit arbejde med at bygge bro mellem læreruddannelsen og skolerne. Bjergmarkskolen er fast uddannelsesskole for Absalon og tager hvert år imod lærerstuderende i praktik. Her er det at være med til at uddanne fremtidens lærere en naturlig del af skolens hverdag.
Netop i disse dage tager den nye skolebaserede læreruddannelse hul på sit første studieår. I den forbindelse har Per Gjerrild spillet en vigtig rolle i arbejdet med at samle de nordvestsjællandske kommuner om den nye uddannelsesform og styrke forbindelsen mellem læreruddannelsen og skolerne.
Stort tillykke til Per Gjerrild for den store indsats.
Tak også til Danske Professionshøjskoler for at sætte fokus på de mange meduddannere, der hver dag er med til at uddanne fremtidens fagprofessionelle – og til rektor og forperson for DP, Camilla Wang, for at overrække prisen.