Gå til hovedindhold

Grøntsager på menuen: Nyt forskningsprojekt skal forme fremtidens madvaner

Nyt forskningsprojekt vil styrke børns interesse for grøntsager og bæredygtighed gennem kreative og fællesskabende aktiviteter i SFO’er og fritidsklubber. Initiativet skal i tæt samarbejde mellem praksis og Professionshøjskolen Absalon udvikle og afprøve pædagogiske metoder, der gør grøn mad til en naturlig del af børns hverdag.

Grøntsagspædagogik

Børn i alderen 6–14 år tilbringer store dele af dagen i SFO’er og fritidsklubber, hvor mindre strukturerede aktiviteter giver plads til kreativitet og fællesskab. Disse rammer vurderes at være særligt velegnede til at introducere grøn, bæredygtig mad som en del af daglige vaner. 

Projektet, Grøn Madpædagogik: Kreative og sociale aktiviteter for en plantebaseret madpraksis i fritidsinstitutioner, ledes af Margit Aaslyng, docent i Ernæring og Sundhed på Absalon, og har netop modtaget en bevilling på 3,98 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. 

 ”På trods af potentialet har fritidsinstitutioner indtil nu kun i begrænset omfang integreret grønne madpraksisser. Vi mangler at udvikle en pædagogik, som gør det meningsfuldt for pædagoger at arbejde med grøn mad i pædagogisk praksis. Derfor har vi brug for viden, der kombinerer forskning inden for maddannelse og pædagogisk forståelse,” siger Margit Aaslyng, docent i Ernæring og Sundhed på Absalon. 

Udvikler ‘grøn madpædagogik’ 
Projektet udvikler en pædagogisk ramme for en ”grøn madpædagogik”, der tager udgangspunkt i tre centrale arenaer: køkkenet som samlingspunkt, udelivet som rum for refleksion og fordybelse, samt måltider som sociale højdepunkter. Kombinationen af disse arenaer skaber optimale muligheder for, at børn gennem kreative og fællesskabende tilgange kan få erfaringer med grøn mad. I projektet vil kreativ madlavning således understøttes af aktiviteter omkring maden såsom fællessang, rollespil, billedkunst, skattejagter og sanketure. 

”Pædagogisk personale er dygtige til at skabe fællesskabende og involverende aktiviteter omkring maden.  Madlavning og madaktiviteter udgør på denne måde et pædagogisk rum, som pædagoger anvender til at fremme fællesskab, kreativitet, trivsel og fordybelse i det fritidspædagogiske arbejde. Ved at koble disse pædagogiske muligheder med den grønne dagsorden, kan vi udvikle en grøn madpædagogik, der retter sig mod de almene pædagogiske mål i fritidspædagogikken og samtidig åbner børnenes horisonter for grøntsagers potentialer,” siger Mikkel Snorre Wilms Boysen, docent ved Center for Pædagogik, Absalon. 

Projektet Grøn Madpædagogik: Kreative og sociale aktiviteter for en plantebaseret madpraksis i fritidsinstitutioner gennemføres fra 2026–2029. I projektet udvikles metoder og aktiviteter sammen med 4 institutioner, der derefter pilotafprøves og videreudvikles i 12 institutioner med 600 børn og 36 pædagogiske medarbejdere.  

Til sidst udvides indsatsen til yderligere 30 institutioner med 1.000 børn og 90 medarbejdere over hele Danmark, hvilket sikrer bred geografisk og institutionel dækning. Målgruppen er børn i alderen 6–14 år samt pædagogisk personale i SFO’er og fritidsklubber.  

Anne Sidsel Troldtoft Hjorth (asth)

Presseansvarlig og journalist
Kommunikation og Ledelsessekretariat
Slagelse