Gå til hovedindhold

Nyt ph.d.-projekt vil klæde sygeplejestuderende bedre på til tværsektorielle patientforløb

Nyt projekt skal undersøge sammenhængende patientforløb mellem de forskellige sektorer, og hvordan sygeplejerskestuderende kan navigere i dem.

Foto af sygeplejerskestuderende

Selv for garvede sundhedsfaglige kan tværsektorielle patientforløb være et komplekst landskab at navigere. Derfor søger adjunkt Kamilla Petschnig i sit ph.d.-projekt at undersøge denne problematik ud fra sygeplejestuderende perspektiv. Kamilla forklarer:

”Det er vigtigt, at sygeplejersker under uddannelsen bliver klædt på til at kunne navigere i sundhedsvæsenet og får indsigt i og forståelse for kompleksitet, sammenhænge og udfordringer.”   

Projektet udforsker, hvilke handlekompetencer sygeplejestuderende tilegner sig under uddannelse, og hvordan, og i hvor høj grad, de får mulighed for at bruge disse i praksis. Gennem etnografiske metoder som deltagerobservation og kvalitative forskningsinterview, har Kamilla Petschnig flere forventninger:

”Jeg forventer blandt andet at kunne fremvise nogle af de udfordringer, som sygeplejestuderende står overfor, når de i deres praktikforløb er en del af tværsektorielle patientforløb. Derudover forventer jeg at skabe en kortlægning over hvilke muligheder og udfordringer sygeplejestuderende møder, samt en øget indsigt ind i den reelle kliniske praksis.

Kamilla Petschnig vil dermed bidrage med viden om, hvad der er på spil, når sygeplejestuderende er en del at tværsektorielle patientforløb:

”Jeg ser frem til at udforske den kliniske praksis, og hvordan og på hvilken måde organisationerne påvirker de studerendes læringsforløb, og hvordan de kliniske uddannelsessteder bidrager til eller udfordrer de studerendes muligheder for at handle i tværsektorielle patientforløb.”

Samlet set vil projektet generere en vidensproduktion, som er tæt relateret til Absalon som uddannelsesinstitution, og som vil kunne bidrage til udvikling af den samlede sygeplejerskeuddannelse og forhåbentlig på sigt føre til bedre patientforløb.

 

Ph.d.-projektet er samfinansieret af Absalon, Roskilde Universitet samt Region Sjælland og vil følge studerende fra sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk, når de er i praktik på deres 6 semester.

Jeg ser frem til at udforske den kliniske praksis, og hvordan og på hvilken måde organisationerne påvirker de studerendes læringsforløb, og hvordan de kliniske uddannelsessteder bidrager til eller udfordrer de studerendes muligheder for at handle i tværsektorielle patientforløb.
Kamilla Petschnig, adjunkt og ph.d.-studerende