Gå til hovedindhold

Nyt uddannelsesniveau til et komplekst børne- og ungeområde: Vi skal lykkes sammen

En ny professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning skal ruste lærere og pædagoger til at håndtere stigende kompleksitet i børne- og ungeområdet og styrke arbejdet med trivsel og inklusion i fællesskaberne. Uddannelsen bygger bro mellem teori og praksis og skal bidrage til, at fagprofessionelle i højere grad kan skabe varige forbedringer i hverdagen – sammen. Det skriver Patrizia Marchegiani i et indlæg i Sjællandske Medier.

Patrizia

Patrizia Marchegiani, direktør for Pædagogik og Ledelse, Professionshøjskolen Absalon.  

Børne- og ungeområdet står i dag med en stigende kompleksitet i arbejdet med mistrivsel. Udfordringerne er sjældent entydige – de er ofte sammensatte og kræver indsatser, der går på tværs af fagligheder og perspektiver. 

Det stiller krav til, hvordan vi organiserer og understøtter arbejdet omkring børnene, og til hvordan forskellige fagligheder bringes i spil. Opgaven kalder både på pædagogisk indsigt, psykologisk forståelse og et velfungerende samarbejde på tværs. Samtidig er der behov for at styrke de forebyggende indsatser, så vi ikke først sætter ind, når problemerne er vokset sig store. Det kalder på nye løsninger. 

Stærk faglighed til en kompleks virkelighed 
Derfor lancerer professionshøjskolerne nu en ny uddannelsesvej: en professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning. En gratis overbygningsmulighed, hvis man allerede står fagligt stærkt på sin lærer- eller pædagogfaglighed. Her får man som lærer og pædagog mulighed for at videreuddanne sig på kandidatniveau med fokus på at omsætte viden til konkrete forbedringer i hverdagen - uden at uddanne sig ud af professionen. 

Professionsmasteren er målrettet fagprofessionelle, der allerede kender praksis, og som nu skal kunne tage et større ansvar for at udvikle kvaliteten i skolen og de pædagogiske miljøer. De skal kunne arbejde med trivsel, inklusion og deltagelse – ikke kun med fokus på det enkelte barn, men på fællesskaberne omkring børn og unge. 

Fællesskaber før specialindsatser 
For mig handler professionsmasteren om at styrke arbejdet i det vigtige mellemrumsfelt – før udfordringerne vokser sig så store, at der er behov for specialiserede indsatser. De nye kompetencer skal bringes i spil på tværs af almenområdet, AKT og PPR og bidrage til at udvikle praksis i fællesskab med kolleger og ledelse. 

Som lærer eller pædagog med en professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning står man efter et års uddannelse med specialiseret viden om børn og unges trivsel og deltagelsesbetingelser. Samtidig får man kompetencer til at analysere komplekse problemstillinger, udvikle inkluderende fællesskaber og omsætte viden til konkret forandring i praksis. 

Fælles ansvar for at lykkes 
Professionsmasteren er ikke tænkt som et nyt lag i organisationen, men som en styrkelse af den praksis, der allerede findes. Det forudsætter et tæt samspil mellem kommuner, chefer, ledere, pædagoger og lærere. 

På Absalon oplever vi allerede en stærk vilje til samarbejde – og det er afgørende, for løsningerne på de komplekse udfordringer findes i koblingen mellem uddannelse og praksis. 

Skal vi styrke trivsel, inklusion og kvalitet i vores pædagogiske tilbud, kræver det handling. Derfor tager vi ansvar for at udvikle de kompetencer, der er brug for. 

 

Indlægget er bragt i Sjællandske Medier den 27. april.

Patrizia Marchegiani (pama)

Direktør for Pædagogik og Ledelse
Direktionen
Slagelse

Anne Sidsel Troldtoft Hjorth (asth)

Presseansvarlig og journalist
Kommunikation og Ledelsessekretariat
Slagelse