Gå til hovedindhold

Prisregn til dygtige lærerstuderende fra Absalon

Tre lærerstuderende fra Absalon har netop modtaget nationale priser for deres bachelorprojekter.

Prisvinder ved årets prisuddeling på lærerprofession.dk

Emilie Lykke Nielsen med statuetten for Danmarks tredje bedste bachelorprojekt på læreruddannelserne.

I en tid, hvor der efterspørges flere faguddannede i folkeskolen, som brænder for deres fag, fællesskaber og dannelse i klasserummet, er det ekstra fantastisk, når studerende i deres bachelorprojekter netop viser, hvad de er drevet af og gerne vil være med til at løfte. 

De tre priser hylder både den faglige kvalitet og det mod, de studerende har udvist i deres arbejde med aktuelle og væsentlige temaer i skolen, og som de nu selv skal ud og arbejde videre med i praksis. 

Historiefaget i en AI-tid

Niels Larsen har modtaget prisen som årets historiebachelor i læreruddannelsen fra Forlaget Gyldendal og Foreningen for undervisere i historie. 

Med sin opgave Cogito, ergo sum – Historiefagets kerneopgave og kunstig intelligens undersøger han, hvordan AI påvirker historieundervisningen i folkeskolen, og hvordan faget kan fastholde sin kerneopgave i en ny teknologisk virkelighed. Med prisen som årets historiebachelor følger et gavekort på 5.000 kroner til Gyldendal-udgivelser.

"Niels Larsens projekt er valgt som det bedste blandt årets udvalgte bachelorprojekter, da det er aktuelt og nytænkende og skubber blidt til vores forståelse af historiefaget i en digital tidsalder. Det skriftlige produkt er konsekvent og velskrevet," står der bl.a. i pressemeddelsen fra prisoverrækkelsen.

Skolebibliotekets potentiale til læselyst

Emilie Lykke Nielsen har modtaget 3. prisen ved lærerprofession.dk for sit projekt Fra udlånsmaskine til læseløfter, hvor hun undersøger, hvordan skolebiblioteket - det pædagogiske læringscenter PLC - og dansklæreren i samarbejde kan styrke elevers læselyst. 

Da Emilie blev indstillet til prisen, havde hun faktisk ikke sat sig videre ind i det og troede derfor, at der ikke ville ske mere:

“Jeg syntes bare, det var dejligt, at min vejleder vurderede, at jeg havde lavet en god opgave – og at det så var det. Derfor er det lidt overvældende at modtage en pris, men det er jo dejligt at blive anerkendt, og emnet er vigtigt,” fortæller hun. '

Hold nu kæft, Nørd!

Asger Kold modtog særprisen “Sprog i skolen – skolens sprog” hos lærerprofession.dk for sit projekt Hold nu kæft, nørd. Med afsæt i feltarbejde i en 6. klasse undersøger han, hvordan elevernes sproglige omgangsformer – også de grove og provokerende – kan forstås som en del af deres identitet og fællesskab, og hvordan læreren kan arbejde pædagogisk og dannelsesorienteret med sproget i klassen, frem for blot at rette på sproget.

”En elev sagde engang ’Hold nu kæft, nørd.’ Der blev grinet – og læreren gik videre. For det lød jo som sjov. Men i mit bachelorprojekt fandt jeg ud af, at de sprog, der flyver gennem klassen faktisk former, hvem eleverne tør være. Små ord kan gøre en stor forskel på, hvem der føler sig indenfor, og hvem der bliver holdt udenfor,” forklarede Asger Kold i sin takketale. 

Stolthed over den faglighed prisvinderne bringer ind i folkeskolen

Centerchef Stina Løvgreen Møllenbach glæder sig over den flotte anerkendelse: 

“Vi er meget stolte af de studerende. Det er projekter, der både har høj faglig kvalitet og tydeligt afsæt i lærerprofessionens virkelighed. Det er den slags arbejde, der viser, hvad læreruddannelsen kan, og hvad vores kommende lærere er drevet af.” 

Niels Larsen vinder

Niels Sigbjørn Ragnassøn Larsen, Årets historiebachelor kåret af Forlaget Gyldendal og Foreningen for undervisere i historie.

Asger Kold vinder særprisen på lærerprofession.dk

Asger Kold, Vordingborg, Særprisen "Sprog i skolen/skolens sprog"

FAKTA

Kort om Årets Historiebachelor

Det er 17. gang at "Årets Historiebachelor for lærerstuderende" får en prisvinder, og bag prisen står Forlaget Gyldendal og Foreningen af undervisere i historie i Læreruddannelsen. Projekter, der kan indstilles til årets bachelor i historie, skal have en stærk historiedidaktisk forankring samt give nye perspektiver på og konkrete handleforslag til skolefaget historie.

Kort om Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives af landets professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen i fællesskab. Udover særprisen til det bedste projekt om sprog i skolen uddeles der priser for de bedste afslutningsprojekter fra læreruddannelsen og priser til de bedste diplomprojekter fra lærernes efteruddannelse. Dommerkomiteerne er uafhængige, og medlemmerne er lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og universitetsforskere.