Skolebaseret læreruddannelse er en realitet: Nyt samarbejde skal styrke indsatsen mod lærermangel
En række kommuner og Professionshøjskolen Absalon lancerer nu en skolebaseret læreruddannelse med base i Holbæk, der gør det muligt at uddanne sig lokalt samtidig med ansættelse på folkeskoler. Uddannelsen skal give et markant løft i rekrutteringen af kvalificerede lærere i regionen.
Absalon har sammen med kommunerne Holbæk, Lejre, Odsherred og Kalundborg netop givet håndslag og sat den sidste underskrift på et nyt samarbejde om en skolebaseret læreruddannelse fra august 2026. Uddannelsen gør det muligt at tage dele af læreruddannelsen lokalt samtidig med ansættelse på folkeskoler og skal bidrage til at sikre flere kvalificerede lærere i området.
En undersøgelse fra AE i samarbejde med Danmarks Lærerforening fra 2023 viser, at knap hver femte læreransatte i folkeskolen ikke har en læreruddannelse. Andelen af ikke-læreruddannede er generelt højest i det østlige Danmark, hvor 33 procent af lærerne i Odsherred Kommune og 30 procent af lærerne i Kalundborg Kommune ikke har en læreruddannelse.
Lærermangel er derfor en stor udfordring, særligt i den del af regionen. Den skolebaserede læreruddannelse tilbyder et fleksibelt forløb, hvor man kan uddanne sig samtidig med, at man er ansat og bor lokalt.
Tre studiedage – to arbejdsdage
I 2023-24 blev et forsøg på at etablere en læreruddannelse på Vallekilde Højskole ikke realiseret på grund af lovgivning. Siden da har Professionshøjskolen Absalon arbejdet videre med nye løsninger på lærermanglen.
Samarbejdet med kommunerne om en skolebaseret læreruddannelse med base på HUSC i Holbæk kombinerer uddannelse og ansættelse på en skole. Modellen styrker dermed både bemandingen i klasselokalerne og giver de studerende værdifuld praktisk erfaring samtidig med, at de gennemfører deres uddannelse.
Den skolebaserede læreruddannelse er en fuldtidsuddannelse på fire år, som kombinerer teoretisk undervisning med praktisk erfaring på en skole ligesom den ordinære læreruddannelse. Modellen er allerede udbudt på Absalon i Vordingborg. Studerende er ansat i en 1/3-uddannelsesstilling to dage om ugen på en skole i en af de deltagende kommuner, hvor skolen står for mentor- og vejlederfunktion. De resterende dage bruges på undervisning og studiedage på HUSC samt online fag. Absalon stiller undervisere og vejledere til rådighed gennem hele uddannelsen.
Uddannelsen søges via Den Koordinerede Tilmelding (KOT) på optagelse.dk og søges som e-læring i Roskilde. Undervisningen samler de studerende til grundfagene på læreruddannelsen på HUSC, og herudover læser man sine undervisningsfag som e-læringsstuderende i Roskilde.
Optagelse og samarbejde
For at blive optaget som skolebaseret lærerstuderende skal man være optaget på læreruddannelsen og samtidig have en ansættelse på en skole i en af de deltagende kommuner. Det vil sige, at den studerende både skal søge ind på læreruddannelsen – gerne i kvote 2 med frist 15. marts – og søge og få ansættelse i en uddannelsesstilling, som opslås i kommunen, inden studiestart i august.
Kommunerne forpligter sig til årligt at udbyde i alt 20 uddannelsesstillinger i perioden 2026–2029. Initiativet har opbakning fra både kommunalbestyrelserne og skoleledergrupper i de deltagende kommuner, hvor skolerne varetager mentor- og vejlederfunktioner for de studerende.
Uddannelsen er SU-berettiget
De studerende modtager SU under uddannelsen samtidig med, at de er ansat og lønnet i en 1/3-stilling på skolen. Dette sikrer både økonomisk støtte og relevant praktisk erfaring samtidig med, at studietid og arbejdstid kombineres inden for gældende regler.
Læs mere om den skolebaserede læreruddannelse her: Skolebaseret læreruddannelse | Professionshøjskolen Absalon
Interesseret? Kom til Åbent Hus:
For interesserede i den nye mulighed er der mulighed for at blive klogere til Åbent Hus den 24. februar kl. 17.00–19.00 hos HUSC i Holbæk, der allerede huser bl.a. sygeplejerske- og pædagoguddannelsen fra Absalon.
Mød Mathilde, der i dag læser på den skolebaserede læreruddannelse: Mathilde lærer at undervise – mens hun underviser | Professionshøjskolen Absalon
CITATER:
“Det er en fantastisk fælles indsats, som nu giver mulighed for flere uddannede lærere i Midt- og Vestsjælland. Vi har ikke kun udvidet udbuddet af læreruddannelse på Sjælland, vi har også skabt et fleksibelt tilbud for dem, som måske allerede har etableret et liv med familie og bolig, og som ville have svært ved at flytte for at uddanne sig. Det er også en stærk kombination, at man kan uddanne sig samtidig med at man har en tilknytning til den profession, man uddanner sig til,” - Patrizia Marchegiani, direktør for Pædagogik og Ledelse, Professionshøjskolen Absalon.
"Det er visionære kommuner, der nu bliver meduddannere af fremtidens lærere. Læreruddannelsen flytter i bogstaveligste forstand ud på skolerne. Samarbejdet om skolebaseret læreruddannelse skal sikre flere uddannede lærere og det er et stærkt bidrag til løsning af en vigtig samfundsopgave” - Stina Møllenbach, Centerchef, Center for Skole og Læring, Absalon.
”Som Børn- og Familieudvalg er vi optagede af, at alle børn i Kalundborg Kommune møder fagligt stærke og uddannede lærere i stabile læringsmiljøer. Den skolebaserede læreruddannelse er et vigtigt og konkret skridt i den retning. Vi skaber en langsigtet løsning på rekrutteringsudfordringen ved at gøre det muligt at uddanne sig og arbejde lokalt fra dag ét. Det er en investering i både kvaliteten i undervisningen og i bosætning og udvikling i vores kommune,” - Cathrine Sinding, formand for Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune.
“I Lejre Kommune glæder vi os til at være med i den fælles indsats. Vi er i fuld gang med at styrke vores folkeskoler, og vi tror på, at den stærke kombination af teori og praksis vil give os endnu flere dygtige lærere. Jeg er sikker på, at den nye uddannelse kan tiltrække flere lærere til Lejre Kommunes gode skoler. Samtidig er den et fint tilbud til dem, som allerede er ansat hos os, men endnu ikke har taget en læreruddannelse” - Mikael Ralf Larsen, borgmester i Lejre Kommune.
”Det er helt fantastisk, at vi får den skolebaserede læreruddannelse til Holbæk. Det har været et enormt stort savn for os, at seminariet lukkede, og derfor betyder det utroligt meget, at vi igen snart kan uddanne lærere i Holbæk. Det har kæmpestor betydning, at en uddannelse ligger lokalt, for det vil løfte kvaliteten i vores folkeskoler, når de studerende direkte kan omsætte deres læring til praktisk undervisning. Samtidig tager vi et vigtigt skridt fremad i kampen for at få flere uddannede lærere på vores skoler,” - Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester, Holbæk Kommune.
“Vi har i byrådet i mange år arbejdet på at få en læreruddannelse tættere på, efter at Seminariet i Holbæk lukkede tilbage i 2014. Den nye uddannelse vil være med til at styrke muligheden for at rekruttere kompetente lærere og i det hele taget gøre muligheden for at tage en læreruddannelse for borgere i Odsherred mere smidig - både hvad angår transport og muligheden for at arbejde med løn under studiet,” - Hanne Pigonska, borgmester, Odsherred Kommune.