Slagelse Kommune: Kompetenceudvikling tæt på praksis styrker pædagogisk kvalitet
Hvordan skaber man kompetenceudvikling, der ikke stopper i undervisningslokalet – men forankres i hverdagen og styrker den pædagogiske praksis på tværs af dagtilbud?
Det spørgsmål har Slagelse Kommune arbejdet målrettet med i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon.
Med afsæt i både opkvalificeringspuljen og kommunens egne investeringer i kompetenceudvikling ønskede Slagelse Kommune ikke blot at sende enkelte medarbejdere på kursus, men at investere bredt i den pædagogiske kultur og skabe et fælles fagligt løft på tværs af dagtilbuddene.
Målet var at styrke kvaliteten i den pædagogiske praksis gennem kompetenceudvikling tæt på medarbejdernes hverdag – med fokus på fællesskabende pædagogik, faglig ledelse og stærkere samarbejde omkring børnene.
Baggrund og formål
Fra enkeltstående kurser til fælles kompetenceløft
Slagelse Kommune ønskede at styrke medarbejdernes og ledernes arbejde med børn i fællesskaber og samtidig skabe en mere systematisk og refleksiv praksis i dagtilbuddene.
Ambitionen var at udvikle en kompetenceudviklingsmodel, der:
- tog afsæt i den eksisterende praksis og lokale behov
- skabte et fælles fagligt sprog på tværs af institutionerne
- styrkede medarbejdernes evne til at lede hinanden fagligt i hverdagen
- koblede kompetenceudvikling tæt til børns trivsel, læring og deltagelsesmuligheder
- sikrede organisatorisk forankring og bæredygtighed
Der var samtidig et strategisk ønske om at investere bredt i organisationen frem for alene i individuelle uddannelsesforløb.
Involvering
Tæt samarbejde og lokal forankring
Samarbejdet blev udviklet i tæt dialog mellem Slagelse Kommune, dagtilbudsledere og Professionshøjskolen Absalon.
Behov og temaer blev afdækket gennem en arbejdsgruppe med deltagelse fra centeret Skole og Dagtilbud, ledere fra dagtilbudsområdet og Absalon. Her blev der arbejdet med at identificere lokale behov og skabe et læringsdesign med høj relevans for praksis.
Forløbet blev løbende kvalificeret og tilpasset gennem:
- lederdialoger
- institutionsspecifikke samtaler
- løbende opfølgning mellem Slagelse Kommune og Absalon
Samtidig blev det konkrete kompetenceudviklingsforløb tonet lokalt i de enkelte institutioner. Det betød, at undervisning, sparring og praksislaboratorier tog afsæt i medarbejdernes konkrete erfaringer og udfordringer, så læringen blev tæt koblet til den eksisterende praksis.
Det gjorde det muligt at skabe et kompetenceudviklingsforløb med stærk lokal forankring og direkte kobling til medarbejdernes hverdag.
Det særlige ved samarbejdet var den tætte vekselvirkning mellem teori og praksis og den store grad af fleksibilitet. Institutionerne fremhævede blandt andet, at underviserne kom tæt på praksis, og at sparringen tog afsæt i konkrete udfordringer og erfaringer fra hverdagen.
Udvikling
Praksisnær læring med fokus på handling og refleksion
Forløbet blev bygget op som et praksisnært og fagspecifikt kompetenceudviklingsforløb på 30 timer pr. deltager over 4–5 måneder.
Læringsdesignet kombinerede:
- fælles vidensoplæg
- praksislaboratorier
- workshops i institutionerne
- afprøvninger i praksis
- fælles sparring og refleksion
- afsluttende videnscaféer
Et centralt element var arbejdet med aktionsbaseret læring og PDSA-cirkler, hvor medarbejderne løbende afprøvede nye tilgange i praksis, reflekterede over erfaringerne og justerede undervejs.
Særligt praksislaboratorierne blev fremhævet som værdifulde, fordi undervisere og konsulenter deltog direkte i hverdagen og kunne give konkret feedback tæt på praksis.
Resultater
Stærkere faglighed, feedbackkultur og fælles retning
Forløbet har bidraget til at styrke både den pædagogiske praksis og samarbejdskulturen i dagtilbuddene.
Institutionerne peger blandt andet på:
- større refleksion over egen praksis
- et stærkere fælles fagligt sprog
- mere systematisk feedback og sparring
- øget psykologisk tryghed i medarbejdergrupperne
- styrket evalueringskultur
- bedre kobling mellem teori og praksis
Samtidig oplever lederne, at forløbet har styrket arbejdet med faglig retning, organisering og opfølgning i hverdagen.
"Forløbet har givet os et fælles ståsted og et fælles sprog, som gør det lettere at tale om trivsel, samarbejde og faglige udfordringer."
Louise Lundgaard Sakariassen, konstitueret leder, Skovsøbakken, Slagelse Kommune
For børnene forventes indsatsen på længere sigt at bidrage til stærkere deltagelsesmuligheder, mere inkluderende læringsmiljøer og større kvalitet i hverdagslivet i dagtilbuddene.
Fra udviklingsforløb til bæredygtig kapacitetsopbygning
Kompetenceudviklingsforløbet er allerede godt i gang. Frem mod sommeren 2026 har i alt 315 medarbejdere og ledere på tværs af Slagelse Kommunes dagtilbud deltaget i forløbet.
Slagelse Kommune arbejder videre med at skalere indsatsen til flere institutioner og medarbejdere, og ambitionen er, at op mod 800 medarbejdere på tværs af kommunens dagtilbud skal have deltaget i forløbet frem mod 2030.
"For os handler det ikke kun om kompetenceudvikling her og nu, men om at bygge en bæredygtig kapacitet i organisationen. Når medarbejdere og ledere udvikler et fælles sprog og en fælles praksis, styrker det både kvaliteten i hverdagen og vores muligheder for at arbejde langsigtet med udvikling."
Jakob Duelund Ringstrømm, chefkonsulent, Slagelse Kommune
Erfaringerne peger samtidig på, at kompetenceudvikling skaber størst værdi, når:
- læring kobles tæt til praksis
- medarbejdere og ledere udvikles sammen
- der arbejdes med små konkrete prøvehandlinger
- feedback og refleksion bliver en del af hverdagen
- organisationen tager fælles ansvar for forankringen
Skal vi samarbejde?
Når kommuner, regioner og organisationer samarbejder med Professionshøjskolen Absalon, sker det altid i tæt dialog og med praksis som udgangspunkt.
Vi kombinerer faglig viden, analyse og udviklingskompetencer med en åben proces, hvor medarbejdere og ledere inddrages aktivt.
Et samarbejde kan fx bestå af:
- Workshops og analyser af praksis og kompetencebehov
- Samskabende udvikling af uddannelsesdesign og læringsmål
- Gennemførelse af målrettede forløb – på diplomniveau eller som skræddersyede kompetencepakker
- Forankring i praksis, hvor læring omsættes til handling i hverdagen
Formålet er altid det samme: At skabe læring, der kan mærkes i praksis – og som løfter både medarbejdere, organisation og borgere.