Vejlederen som samtalens arkitekt

Rollen som kollegial vejleder kan være vanskelig, og det er ofte svært at veksle mellem at være kollega og vejleder. Men med tydelige rammer og træning kan den kollegiale vejleder være med til facilitere kollegernes udvikling.

Når kollegiale vejledere sidder over for deres kollegaer, er det ofte de samme problemstillinger, de løber ind i.

For hvordan får man etableret sin position som vejleder, så kollegaen kan se værdien i det? Og hvad er det egentlig, man skal kunne, når man er kollegial vejleder?

”At være kollegial vejleder er slet ikke så let, som nogen måske tror, og det kræver masser af øvelse,” siger Lisbet Rask, der er chefkonsulent ved Center for Skole og Læring, hvor hun blandt andet underviser i kollegial vejledning.

”Det er er nogle svære og krævende områder at arbejde med, men det er også noget, som vi gennem en indsats kan kvalificere og styrke.”

Ifølge Lisbet Rask er en af de mest almindelige udfordringer, de kollegiale vejledere støder på, netop hvordan de får etableret sig i positionen som kollegial vejleder.

”Det er stort skifte at gå fra at være kollega og til at være vejleder. Pludselig er det en selv, der skal sætte rammerne på mødet, en selv der har lead, og det er noget, der kan give mange kollegiale vejledere svedige håndflader.”

En kunstig samtale

Ofte oplever de kollegiale vejledere, at deres kollegaer spørger, om de ikke bare kan tale sammen som almindelige kollegaer, for det andet virker for kunstig.

”Skiftet, hvor man begynder at gøre noget nyt med mennesker, man udmærket kender i forvejen, det er rigtig krævende. Det kræver, at man som kollegial vejleder sætter en ramme, som er eksplicit, og mange er overraskede over, hvor meget stillads der egentlig er brug for,” forklarer Lisbet Rask og uddyber:

”På den måde kan ens lærerkollegaer også bedre se, hvorfor vi gør det, som vi gør, og det hjælper også med til, at de kan se værdien i den kollegiale vejledning.”

Vejleder – ikke rådgiver

En anden udfordring, som Lisbet Rask oplever, at de kollegiale vejledere ofte står overfor er, at de er i tvivl om, hvor meget de egentlig skal kunne.

”Mange tror, de skal være fageksperter på det hele, og det er noget, der virkelig kan stresse og presse, og det er slet ikke meningen. Den kollegiale vejleder skal have nogle greb til at sætte rammen for samtaler, hvor vi kan tale om fagligheden, men vejlederen er ikke en rådgiver, der skal komme med alle svar.”

Lisbet Rask forklarer, at når hun underviser kollegiale vejledere, så træner de i høj grad, hvordan man etablerer disse professionelle læringsfællesskab med lærerkollegaer, og hvordan kan man kan skabe samtaler på måder, som har en systematik.

”Det kræver meget træning, så vi kan komme i dybden med det, vi er optaget af. Man kan sige, at den kollegiale vejleder er en slags samtale-arkitekt, og det kan vi gøre rigtigt meget for at kvalificere.”