Del

En event, der er lige til at spise

Simon Bøg Christensen er lige nu projektleder på Copenhagen Cooking and Food Festival. Men når der skal planlægges andre typer af events, er netværket klar i klassen på uddannelsen i Leisure Management.

Lige om lidt sker det. Arbejdsdagene er lange, for nu er der ikke længe til at Copenhagen Cooking and Food Festival løber af stablen. Simon Bøg Christensen, der er studerende på uddannelsen i Leisure Management, har brugt de seneste par måneder på programlægning af festivalen.

Temaet for festivalen er verdensmålene, og programmet er en blanding af livearrangementer, middage og workshops. Simon Bøg Christensen har blandt andet programlagt arrangementer til den del af festivallen, der foregår på Israels Plads i København.

”Det er events med noget på hjerte. Onsdag handler det for eksempel om verdensmålet; ligestilling mellem kønnene. Her sætter vi fokus på alle de seje kvinder i madbranchen. I den forbindelse kommer kokken Kamilla Seidler og laver en stor middag på pladsen,” fortæller Simon Bøg Christensen.

Når Copenhagen Cooking and Food Festival afvikles i august, er det den store finale på Simon Bøg Christensens seks måneders praktikophold. I starten arbejdede han deltid, men nu er han på fuld tid. 

”Jeg kører helt igennem. Det passer mig fint. Det er vildt sjovt, når man sidder med et projekt i mange måneder og så skal afvikle det. Det er sjovt at se det, man har planlagt, blive til virkelighed. Når det går som det skal, er det selvfølgelig sjovest. Det er virkelig meget motiverende, når det hele bare lykkes,” siger Simon Bøg Christensen. 

Opbygget stort netværk

Når den sidste bid mad er spist på Copenhagen Cooking and Food Festival, skal Simon Bøg Christensen tilbage på skolebænken på Absalon i Trekroner for at skrive sit BA-projekt.

Det bliver kulminationen på den i alt tre et halvt år lange uddannelse, hvor han har lært at arbejde professionelt med at skabe store oplevelser inden for turisme, event, sport, kultur, hotel og restauration – og samtidig fået opbygget et netværk, han kan bruge i fremtiden.

”Mine klassekammerater er del af mit netværk mange år frem. Hvis jeg skal lave en event med sport, friluftsliv, festival, sågar lokale foreninger, så har jeg netværket i klassen. Jeg har rigtig mange kontakter allerede. Det er fedt at vide,” siger Simon Bøg Christensen.

Uddannelsen i Leisure Management er den eneste af sin art i Danmark, hvor det er muligt at komme hele vejen rundt om det at skabe oplevelser. Fra idéudvikling og økonomistyring til praktisk gennemførelse af events.

Uddannelsen veksler mellem de nyeste teorier, værktøjer og metoder, studieture, caseopgaver og selvvalgte projekter.

Gennem hele uddannelsen har Simon Bøg Christensen og hans klassekammerater ligeledes været i tæt kontakt med private og offentlige organisationer. Nogle studerende har desuden arbejdet med deres egen forretningsidé.

Madbranchen – eller måske selvstændig

”Det bedste ved uddannelsen er det praktiske fundament og det, at det er virkelighedsnært. Det er sjovt at bygge noget op og at være med til at forme en organisation som Copenhagen Food Festival,” siger Simon Bøg Christensen, der har valgt at gå projektledervejen.

Han ville ikke have noget imod, at Copenhagen Cooking and Food Festival blev hans første arbejdsplads. For branchen er spændende og giver gode muligheder for at udvikle events.

”Jeg vil gerne arbejde videre indenfor madbranchen. Det er et ret fedt felt, der udvikler sig meget. Kvaliteten bliver højere og højere, og folk efterspørger oplevelser, der rækker udover restaurantbesøget,” forklarer Simon Bøg Christensen, der også godt kunne tænke sig at udvikle events i form af unikke arrangementer til restauranter.

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i en projektlederstilling i nogle år og få noget erfaring. Skabe vante arbejdsgange og netværk jeg kan bruge videre frem. Men jeg kunne også godt finde på at skabe noget selv en dag,” siger Simon Bøg Christensen.

Læs mere om uddannelsen

Cases fra Leisure Management

Studerende for en dag er din mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at være studerende på en af Absalons 11 uddannelser.
Cxense Display