Del

Sport og bevægelse på skoleskemaet

Martin Graff er kreativ med krop og læring. Han kombinerer alternative indlæringsmetoder med fysiske aktiviteter på læreruddannelsens talentlinje med sport- og bevægelsesprofil. 

Sport. Fysisk test, gymnastik, rytme og faglighedsprøve i idræt. Det var noget af det, 23-årige Martin Graff skulle igennem, da han sidste år var til optagelsesprøve til talentlinjen med sport- og bevægelsesprofil på læreruddannelsen. 

Se dato for næste åbent hus

Hans mål er at hjælpe unge til at blive bedre til at forstå sig selv.

”Min undervisning skal være personlig. Vi har undervisningsmål, men vi har metodefrihed som lærer. Jeg har ikke lyst til at blive en samlebåndslærer, der blot gentager årsplanen år efter år. Med den her uddannelse kan jeg koble den virkelige verden med faglig fordybelse,” siger Martin Graff.

Med Talentlinjen med sport- og bevægelsesprofil bliver Martin Graff alt andet end en samlebåndslærer.

Gennem uddannelsen får han mulighed for at udtænke kreative læringsformer og gøre en forskel med sit arbejde omkring børn og unges udvikling og læring gennem sport og bevægelse. Tilmed kan han fordybe sig i sine yndlingsfag og få de undervisningskompetencer, han ønsker sig. Uddannelsen giver ham nemlig undervisningskompetence i idræt og to valgfrie undervisningsfag.

Glad for sport, men ikke elitesportsudøver

Gennem uddannelsen får han blandt andet mulighed for at komme i praktik på profilskoler og efterskoler med idræt, ligesom han får specialiseringsmoduler, der er centreret omkring sport, bevægelse, Åben Skole og samarbejde med foreningslivet.

”Som lærer skal man være kreativ. Man skal være i stand til at gøre indlæring attraktiv for eleverne ved at tænke ud af boksen, det er det, jeg gerne vil med den her uddannelse,” fortæller Martin Graff.

Fysisk bevægelse fylder en del i Martin Graffs liv. Men han er ikke elitesportsudøver, og det er heller ikke hensigten med talentlinjen med sport- og bevægelsesprofil. Det handler om at tænke sport og bevægelse ind i undervisningen.

Talentlinjen med sport- og bevægelsesprofilen tilføjer 10 ekstra ECTS-point med sport og bevægelse til den klassiske læreruddannelse, samtidig med at der generelt er mere fokus på bevægelse på uddannelsen.

Formidler faglig viden og udvikler fysiske aktiviteter

Martin Graff holder af at fordybe sig i et fagområde. Tidligere læste han historie på universitetet, og han er stadig vild med at få mulighed for at grave sig ned og ”nørde” i sine fag.

”Når jeg får lov til at grave mig ned i specialiserede emner, er jeg virkelig på. Jeg har altid været lidt af en nørd på den måde. Jeg har mine fagområder; samfundsfag, historie og idræt, som jeg er rigtig god til,” siger Martin Graff.

Ønskejobbet er på en efterskole, hvor Martin Graff kan få mulighed for at formidle tung faglig viden og udvikle komplicerede fysiske aktiviteter til 9. og 10. klasses elever.

”Jeg vil lave sjove og spændende aktiviteter til unge og formidle hardcore faglig viden til de ældste elever. Det passer godt til efterskoleområdet, så jeg vil gerne arbejde på en efterskole, når jeg er færdig med min uddannelse,” siger Martin Graff.

Læs mere om uddannelsen

Cases fra læreruddannelsen

Studerende for en dag er din mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at være studerende på en af Absalons uddannelser.
Læs mere om læreruddannelsen.