Del

Stor variation præger både studiet og praktikperioderne

Det lå vel næsten i kortene, at Selver Avcil, 25 år gammel, ville læse til sygeplejerske. Hun har nemlig villlet selve jobbet, siden hun var ti, og da hun efter niende klasse forlod folkeskolen, valgte hun ikke gymnasiet. Hun uddannede sig til først SOSU-hjælper og bagefter til SOSU-assistent. I dag kommer de valg hende i den grad til gode. Hun læser til sygeplejerske på Absalon i Næstved og går på fjerde semester.

”Jeg har en god bagage i min rygsæk. Ret tidligt lærte jeg at tale med mennesker, jeg blev god til at håndtere medicin til patienter, og almindelig sygepleje har jeg også stiftet bekendtskab med. Faktisk var jeg blot 17 år gammel, da jeg første gang udførte egentligt plejearbejde,” husker hun.

Jeg spørgsmål om, hvordan det føles at se et menneske dø i en hospitalsseng.

Meget varieret praktik

Lige nu er Selver Avcil i praktik hos hjemmeplejen, Solrød Strand, hvor hun sammen med sin vejleder er udekørende.

”Man kan næppe opleve en praktikperiode med mere variation,” tilføjer hun.

På tredje semester var hun i praktik på en psykiatrisk afdeling på Vordingborg Sygehus, og første og andet semester var for Selver Avcils vedkommende uden praktik.

”På grund af merit fra mine tidligere uddannelser blev jeg fritaget for praktik, men det havde ikke generet mig det fjerneste, hvis jeg alligevel havde været i en egentlig praktik som sygeplejerske,” siger hun og refererer igen til den entusiasme, hun har omkring sit fag.

Studierelateret arbejde

Selver Avcil er både studentervejleder og ambassadør for sygeplejerskeuddannelsen.

”Jeg anbefaler både kommende og nuværende studerende at finde et studierelateret fritidsarbejde. Mange plejehjem og sygehuse ønsker hjælp fra ufaglært arbejdskraft, som har lyst til at arbejde med syge, ældre og svagelige medborgere. Og hvis man via et fritidsjob før eller under selve studiet  har snuset lidt til faget, bliver praktikperioderne lettere at overskue,  siger hun. Selv har hun i øjeblikket et fritidsjob på et plejehjem i Mogenstrup.

”Som afløser stifter jeg bekendtskab med mange forskellige opgaver. Lige nu arbejder jeg meget med en borger, der har ALS (amyotrofisk lateral sklerose), og jeg udfører fx sårarbejde og giver øjendråber. Så jeg udfører både små og store opgaver. Erfaringerne fra mit arbejde kan jeg i den grad bruge på studiet, og jeg deler selvfølgelig mine erfaringer med mine studiekammerater,” siger hun.

At se et menneske dø

Selve praktiktiden er et vigtigt omdrejningspunkt på studiet, og som studentervejleder har Selver Avcil en klar fornemmelse af, hvor meget praktiktiden betyder for den enkelte studerende.

”Jeg får ikke ret mange spørgsmål om mængden af læsestof på studiet. Heller ikke om hjemmearbejdet, men mange spørger til praktiktiden, fordi den bliver set som en stor udfordring. Det praktiske optager den studerende, og fx får jeg spørgsmål om, hvordan det føles at se et menneske dø i en hospitalsseng.”

Mange muligheder

Selver Avcil afslutter sit studie i sommeren 2021 og går målrettet efter at blive sygeplejerske på et sygehus. På længere sigt ønsker hun at videreuddanne sig.

”Måske bliver jeg underviser på Absalon. Uddannelsen giver os i hvert fald mange valgmuligheder. Vi kan specialisere os i forskellige retninger, og som uddannet sygeplejerske kan du uden besvær bygge videre på din uddannelse. Når jeg selv skal søge mit første job, må det meget gerne være på en akut modtagelsesafdeling. Jeg er god til at håndtere pressede situationer,” siger hun.

Læs mere om uddannelsen her

Cases fra sygeplejerskeuddannelsen

Studerende for en dag er din mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at være studerende på en af Absalons uddannelser.