Del

Tæt samarbejde med verdensledende biotekvirksomheder

Biotekbyen Kalundborg har i mange år huset en række verdensledende biotekvirksomheder som Novo Nordisk, Equinor og Novozymes, og i 2017 blev det også muligt at uddanne sig til diplomingeniør på en uddannelse, der foregår i unikt tæt samarbejde med erhvervslivet i Biotekbyen.

Af Simon Kudal

Uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi åbnede i Kalundborg i 2017. Otilia Marc på 25 år er studerende fra uddannelsens første årgang, hvor hun nu er på uddannelsens 6. semester.

"Jeg syntes først og fremmest, at det lød som en rigtig god idé, at uddannelsen samarbejder så tæt med erhvervslivet. Det var virkelig noget, der tiltalte mig," siger hun.

Det var også et stort plus for hende, at uddannelsen også kan læses på engelsk, og at uddannelsen har et lille nært studiemiljø, hvor studerende og undervisere kender hinanden. Med max 40 på hvert hold er der rum til spørgsmål og dialog, og uddannelsen har slet ikke auditorieforelæsninger.

"Vi er omkring 28 på min årgang, så det er et nært studiemiljø, hvor du altid kan gå til underviseren og få hjælp, hvis der er noget, du ikke forstår. Underviserne har tid til os, så vi får meget mere opmærksomhed, end jeg tror, vi ville få på et stort universitet," tilføjer Otilia.

Unik kobling til biotekindustrien gennem projekter

Den helt unikke kobling til den højt koncentrerede biotekindustri i Kalundborg betyder, at de studerende efter 3,5 års uddannelse har været tæt på industrien i hele studietiden og kan træde direkte ud i et rigtigt fornuftigt job.

Otilia Marc har afsluttet 3 større projekter, der i den grad gjorde teorien håndgribelig. Det første handlede om insulinproduktion og foregik i samarbejde med Novo Nordisk.

"Vi besøgte Novo Nordisk og så faciliteterne, hvor de producerer insulin. Der kom også medarbejdere ud på skolen som gæsteforelæsere og underviste os i deres forskellige specialistområder," fortæller Otilia.

De studerende var opdelt i tre projektgrupper med hvert sit arbejdsområde – destillering, fermentering og oscillation.

"Min gruppe arbejdede med oscillation, der ændrer strukturen i insulin, så det bliver optaget i blodet langsommere, hvilket kan bruges til at tilpasse insulinen til den enkelte patient. Det var et rigtig spændende projekt, hvor jeg lærte rigtig meget," uddyber hun.

Allerede på andet semester fik Otilia Marc studiejob hos Novo Nordisk, hvor hun har været i snart to år nu.

"Kvalitetssikring spiller en rigtig stor rolle i pharmaindustrien, og jeg har allerede lært en masse om, hvordan virksomheden håndterer kvalitetstjek og kvalitetssikring på fabrikkerne og i laboratorierne," siger hun.

Frie hænder under projekter

På andet semester lavede Otilia Marc et projekt om spildevand i samarbejde med Kalundborg Forsyning, der driver et vandrensningsanlæg.

"Vi tog vandprøver, som vi skulle analysere i laboratoriet. Vi arbejdede med at identificere, hvilke typer bakterier vandet indeholdt, og hvilke konsekvenser bakterierne kunne have på menneskers helbred og på miljøet. Det handlede om mikrobiologi og om at identificere mikroorganismer," forklarer Otilia.

På fjerde semester handlede projektet om fermentering, hvor Otilia Marcs gruppe skulle producere sin egen ost. Gruppen monitorerede løbende osten, og tog hver uge prøver og målte på mikroorganismer, tekstur, væskeindhold og proteindegraderingen.

"Vi designede hele projektet fra bunden. Vi skulle selv planlægge vores eksperimenter, lægge budget og bestille de materialer og kemikalier, vi havde brug for. Underviserne tog et skridt tilbage og gav os frie hænder til selv at køre projektet gennem hele perioden," siger hun.

Gode jobmuligheder inden for bioteknologi

På dette semester skal Otilia Marc og resten af hendes årgang i fem måneders praktik hos virksomheder som bl.a. Novo Nordisk, Unibio, Novozymes, NNE og Kalundborg Forsyning.

"Jeg skal i praktik hos Novo Nordisk i USA. Det er en helt unik mulighed, som jeg har fået igennem uddannelsen, og som jeg er rigtig glad for,« siger hun.

Otilia Marcs fornemmelse er, at hun har et rigtig godt og bredt fagligt fundament, når hun afslutter uddannelsen, og at der vil være mange gode jobtilbud og muligheder.

"Vi studerer bl.a. matematik, biokemi, teknologi og kvalitetskontrol. Der er mange emner, vi kan specialisere os i og arbejde inden for. Jeg har lært en masse, mødt en masse nye mennesker, og jeg tror, at uddannelsen vil åbne en masse døre for mine medstuderende og mig i fremtiden,« siger hun.

Læs mere om uddannelsen

Studiestart fra 1. september? Søg her fra 28. juli.

Cases fra diplomingeniør i bioteknologi

Studerende for en dag er din mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at være studerende på en af Absalons uddannelser.