Del

Gennemført kandidatuddannelse

Hvis du har gennemført en kandidateksamen kan du kun optages på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige pladser. Det betyder at du kun kan blive tilbudt optagelse på en uddannelse, hvis der er færre kvalificerede ansøgere end der er udbudt studiepladser. Du er ikke begrænset i forhold til at søge om optagelse.

Dispensation

Du kan søge om dispensation for reglen om gennemført kandidatuddannelse, hvis der foreligger usædvanlige forhold, som gør at du ikke er i stand til at benytte din uddannelse.

Du skal vedlægge ansøgning om dispensation for kandidatreglen til din ansøgning, når du søger om optagelse. Til din ansøgning kan du vedlægge eventuel relevant dokumentation. Tildeles du dispensation indgår din ansøgning i fordelingen af studiepladser på lige fod med andre kvalificerede ansøgere. Tildeles du ikke dispensation, vil du kun blive tilbudt en studieplads, såfremt der er ledige pladser på uddannelsen.

Sidste frist for ansøgning om dispensation for kandidatregelen er den 15. marts kl. 12.00.