Del

Studerende fortæller

Praktik i byen der aldrig sover

I byen der aldrig sover – New York City – drøner to studerende fra leisure management- uddannelsen rundt. De er i praktik hos to forskellige eventbureauer i byen fyldt med oplevelser.

Vi fanger en travl Clemens Wiik i Washington D.C., hvor han er i fuld gang med at arrangere en event.

”Jeg arbejder i et af New Yorks mest kendte eventbureauer, som er specialiseret i corporate event. Jeg får praktisk erfaring og kendskab til ting, som jeg ikke vidste. En viden der kan være med til at forebygge fejl, som jeg sikkert ville have gjort i min fremtidige karriere. Og så får jeg en masse gode kontakter og indblik i den amerikanske kultur”, fortæller Clemens, der gerne vil arbejde hos et eventbureau eller i en stor virksomhed i et engelsksproget land et eller andet sted i verden.

Jara Weinkauf skal som Clemens tilbringe de næste måneder i New York, hvor hun er i praktik hos et eventdesignbureau, der er specialiseret i bryllupper og andre sociale events.

”Jeg får en masse praktisk erfaring med eventindustrien, møder nye mennesker og forbedrer mine færdigheder i telefonopkald, e-mails og forskellige administrative opgaver”, fortæller Jara, der lige nu nyder New York i fulde drag og i fremtiden gerne vil arbejde med bryllupsplanlægning eller som event manager inden for mode.

Både Jara og Clemens læser på 6. semester på leisure managementuddannelsen, hvor alle studerende er et halvt år i praktik. De kommer begge fra Tyskland og er rejst til Danmark, fordi de gerne vil arbejde med eventmanagement.

”Jeg viste, at eventmanager eller eventproducent ville være det perfekte job for mig, så jeg skulle bare finde et sted og studere til det”, siger Clemens, der drømmer om at få mulighed for at arrangere events med Bill Clinton og andre kendte personer.

Cxense Display