Del

Information til eksterne censorer

Vedrørende corona-situationen

Ved symptomer på Corona eller hvis restriktioner på den pågældendes arbejdsplads forhindrer fysisk fremmøde, kan censorfunktionen varetages online i tilslutning til den fysiske prøve.

Velkommen

Professionshøjskolen Absalon byder velkommen til eksterne censorer og håber med denne vejledning at kunne medvirke til en god og forsvarlig gennemførelse af prøver.

Generelle forhold om censorfunktionen

Censorfunktionen er beskrevet ud fra:

  • Bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser 
  • Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen) 
  • Prøveregler for Professionshøjskolen Absalon, for hhv. EVU- og grunduddannelse.

Absalon allokerer censorer efter reglerne inden for den enkelte uddannelse. Det er Absalons Uddannelsesservice, der har ansvaret for at fremskaffe relevant materiale forud for prøven. Al informationsmateriale i forbindelse med afvikling af prøven hentes via det elektroniske prøvesystem WISEflow.

En censor må erklære sig for inhabil, hvis der er private, arbejdsmæssige eller uddannelsesmæssige relationer mellem den studerende og censor eller mellem eksaminator og censor.

Censors opgave

I forbindelse med bedømmelse af en prøve, er det censors opgave at påse: 

  • at prøven er i overensstemmelse med de mål og krav, som er fastlagt i den enkelte studieordning
  • at prøven gennemføres i overensstemmelse med gældende regler for prøveafvikling
  • at studerende får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præsentationer får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne om karaktergivning og andre regler.
Bedømmelse af skriftlig prøve

Ved bedømmelse af skriftlige opgaver skal der foretages en individuel bedømmelse, uanset om opgaven er udarbejdet individuelt eller i grupper.

Bedømmelsesgrundlaget fremgår af modulets/fagets læringsmål og gældende prøvebestemmelser. Materialet fremgår af WISEflow.

Før

Forberedelse til prøveafholdelse
De studerende afleverer deres skriftlige opgave via WISEflow, hvor det er muligt at håndtere hele prøveprocessen digitalt.

Censor læser opgaverne i god tid inden prøveafholdelsen og sikrer sig kendskab til alle relevante oplysninger, herunder målbeskrivelserne for uddannelsen og faget.

Kommentarmuligheder
Det anbefales, at skriftlige produkter ikke printes, men at det integrerede læse- og kommenteringsværktøj i WISEflow benyttes. Hvis censor vælger at printe materiale, vil dette være for egen regning.

Uregelmæssigheder i forbindelse med skriftlig prøve
Det er eksaminators ansvar at vurdere, om den afleverede opgave bærer præg af afskrift eller lignende. Hvis censor finder uregelmæssigheder skal dette viderebringes til eksaminator i forbindelse med votering. I Professionshøjskolen Absalon er det opgaver med en plagiatprocent fra og med 20 %, som danner grundlag for mistanke jf. automatisk plagieringskontrol i WISEflow.

Under

Bedømmelse
Alle prøver bedømmes som udgangspunkt efter 7-trins-skalaen.

Ved en bedømmelse skal censor og eksaminator forsøge at opnå enighed. Først foretager censor en overordnet bedømmelse af præstationen, herefter foretager eksaminator en bedømmelse, og endelig fastsættes karakteren. Kan der ikke opnås enighed, fastsættes karakteren som gennemsnitstallet mellem de givne karakterer. Er gennemsnitstallet midt imellem to på hinanden følgende tal på karakterskalaen, bliver karakteren nærmeste højere tal, såfremt censor har givet den højeste karakter og nærmeste lavere tal, såfremt censor har givet den laveste karakter.

Notater om præstation og karakter
En censor skal ved voteringen gøre notater om præstation og karakterfastsættelse, så det kan bruges til udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Noterne skal opbevares indtil alle klage- og ankemuligheder er udtømt – normalt 6-9 måneder. Vi opfordrer censor til at anvende Annotate-funktionen i WISEflow til sine notater.

Efter

Indsendelse af karakterer
Karakterer skal tastes og indsendes direkte i WISEflow af både censor og eksaminator senest på den dato og tidspunkt, der er angivet i WISEflow. Herefter skal der ikke gøres yderligere. Uddannelsesservice har adgang til resultatet umiddelbart efter indsendelsen.

Opfølgning

Censor skal i forlængelse af prøven udfylde censorrapport jf. det relevante censorformandskabs forskrifter. Absalons uddannelsesledelse følger løbende med i censorindberetningerne, og der gøres årligt en samlet status på de individuelle censorindberetninger, censorformandskabets årsrapport (hvis en sådan foreligger) og eventuelle prøveklager fra studerende, herunder besluttes udviklingsindsatser for prøveafholdelse det kommende år.

I tilfælde af en eventuel klagesag, der vedrører en prøve, må censor være indstillet på at skulle indgå i behandlingen af klagesagen. 

Bedømmelse af mundtlig prøve

Der skal altid foretages en individuel bedømmelse uanset om mundtlig præstation og evt. skriftligt materiale er udarbejdet individuelt eller i gruppe.

Bedømmelsesgrundlaget fremgår af modulets/fagets læringsmål og gældende prøvebestemmelser. Materialet fremgår af WISEflow.

Før

Forberedelse til prøveafholdelse
Censor læser eventuelle opgaver i god tid inden prøveafholdelsen jf. nedenfor, og sikrer sig kendskab til alle relevante oplysninger, herunder målbeskrivelserne for uddannelsen og faget.

Såfremt der er tale om en skriftlig opgave, som en del af den samlede prøve, afleverer de studerende denne i pdf-format via WISEflow, hvor det er muligt at håndtere hele prøveprocessen digitalt.

Såfremt der er tale om, at en studerende får udleveret en skriftlig case forud for den mundtlige eksamination, udleveres denne til de studerende via WISEflow eller manuelt af en prøvevagt. Censor vil have adgang til cases i WISEflow forud for eksaminationen.

Kommentarmuligheder
Det anbefales ved skriftlige produkter, at disse ikke printes, men at det integrerede læse- og kommenteringsværktøj i WISEflow benyttes. Hvis censor vælger at printe materiale vil dette være for egen regning.

Uregelmæssigheder i forbindelse med at der indgår en skriftlig opgave
Det er eksaminators ansvar at vurdere, om den afleverede opgave bærer præg af afskrift eller ikke lever op til indholds- eller formaliakrav. Hvis censor finder uregelmæssigheder skal dette viderebringes til eksaminator i god tid inden den mundtlige eksamination.

På Professionshøjskolen Absalon er det opgaver med en plagiatprocent fra og med 20 %, som danner grundlag for mistanke jf. automatisk plagieringskontrol i WISEflow.

Ankomst til uddannelsesstedet
Censor vil modtage en skriftlig bekræftelse på sin allokering fra Uddannelsesservice, hvoraf det vil fremgå, hvor censor skal henvende sig ved ankomst.

Brug af pc ved prøven
Ønsker censor at bruge pc ved prøven, skal denne selv medbringes. Censor kan få adgang til vores gratis netværk ved at logge på Professionshøjskolen Absalons GuestNet. Vær opmærksom på at medbragt udstyr skal kunne opkobles via HDMI – ellers skal der medbringes adapter. Der ydes desværre ikke teknisk hjælp til MAC-brugere.

Hvis prøven afholdes via Skype, skal der ses bort fra ovenstående.

Under

Roller under eksaminationen
Selve eksaminationen forestås af eksaminator. Den mundtlige eksamination former sig så vidt muligt som en samtale mellem eksaminator og eksaminand, hvori censor kan deltage i et omfang, der afstemmes med eksaminator. 

Der er altid en uddannelsesleder tilgængelig, som er ansvarlig for håndtering af uregelmæssigheder under eksaminationen.

Bedømmelse
Bedømmelsen sker som udgangspunkt efter 7-trins-skalaen.

Voteringen og karakterfastsættelsen, der sker i et samarbejde mellem censor og eksaminator, finder sted umiddelbart efter eksaminationen, og må ikke overværes af den studerende. Censor og eksaminator skal forsøge at opnå enighed. Først foretager censor en overordnet bedømmelse af præstationen, herefter foretager eksaminator en bedømmelse og endelig fastsættes karakteren. Kan der ikke opnås enighed, fastsættes karakteren som gennemsnitstallet mellem de givne karakterer. Er gennemsnitstallet midt imellem to på hinanden følgende tal på karakterskalaen, bliver karakteren nærmeste højere tal, såfremt censor har givet den højeste karakter og nærmeste lavere tal, såfremt censor har givet den laveste karakter. Den studerende har ret til at få en kort mundtlig begrundelse for den fastlagte karakter.

Notater om præstation og karakter
En censor skal ved voteringen gøre notater om præstation og karakterfastsættelse, så det kan bruges til udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Noterne skal opbevares min. 1 år fra eksamensdatoen. Vi opfordrer censor til at anvende Annotate-funktionen i WISEflow til sine notater.

Efter

Indsendelse af karakterer
Censor skal medbringe NemID til brug for indtastning af karakterer i WISEflow.

Karaktererne skal tastes og indsendes direkte i WISEflow af både censor og eksaminator på sidste prøvedag jf. angivet dato og tidspunkt i WISEflow.

I forbindelse med bachelorprøver er det vigtigt, at indtastning af karakter sker på selve prøvedagen, da denne vil fremgå af de studerendes prøvebevis. Herefter skal der ikke gøres yderligere. Studieadministrationen har adgang til resultatet umiddelbart efter indsendelsen.

Opfølgning

Censor og eksaminator foretager en kort fælles mundtlig evaluering efter alle eksaminationers afholdelse (ca. 5 min.). Fokus er, hvad der er gået godt og hvad der eventuelt kan forbedres i prøveafholdelsesprocessen.

Censor skal i forlængelse af prøven udfylde censorrapport jf. det relevante censorformandskabs forskrifter. Absalons uddannelsesledelse følger løbende med i censorindberetningerne, og der gøres årligt en samlet status på de individuelle censorindberetninger, censorformandskabets årsrapport (hvis en sådan foreligger) og eventuelle prøveklager fra studerende, herunder besluttes udviklingsindsatser for prøveafholdes for det kommende år. 

I tilfælde af en eventuel klagesag, der vedrører en prøve, må censor være indstillet på at skulle indgå i behandlingen af klagesagen.

Opgørelse af læsetid, prøvetid og votering

Du kan se opgørelser for den enkelte uddannelse i boksen med censornormer

Aflønning

Aflønning ved ekstern prøve eller intern prøve med ekstern censur

Ved prøver med ekstern censur, hvor censor enten er beskikket af Undervisningsministeriet eller udpeget af Professionshøjskolen Absalon sker aflønningen efter gældende satser (Finansministeriets cirkulære om vederlæggelse af censorvirksomhed, Perst.nr. 004-01) – det vil sige kun som personlig indkomst.

Såfremt censor ønsker vederlaget/timerne indregnet i årsnorm sættes kryds i rubrikken ”Vederlag indregnes” på censorafregningsblanketten. Læs nærmere i afsnittet under den relevante uddannelse.

Der aflønnes alene i forhold til det faktiske antal studerende, som afleverer opgave og/eller går til prøve. Forberedelse samt pauser mv. er inkluderet i satsen, med mindre andet er angivet i afsnittet under den relevante uddannelse.

Afregning af rejseudgifter, rejsetid og overnatning ved prøve med ekstern censur

Kørsel med egen bil afregnes efter statens takster (lav takst). Offentlige transportmidler afregnes ifølge afleverede bilag. Der ydes ikke godtgørelse for de timer, som indgår i rejsetiden.

Censorafregningsblanketten bedes fremsendt til Uddannelsesservice senest 14 dage efter prøvens afslutning. Afregningsblanketten findes på WISEflow under ”Yderligere materiale”.

Såfremt der ønskes overnatning i forbindelse med en prøve, skal anmodning sendes til Uddannelsesservice.

Forplejning

Ved mundtlig eksamen er der forplejning (morgenkaffe, frokost, eftermiddagskaffe) afhængig af længden på eksamensdagen.

Hvis eksamen afholdes via Skype, skal der ses bort fra ovenstående.

Transport og parkeringsforhold på vores campusser

Campus Roskilde
Adresse: Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Telefonnummer7248 1011 
Offentlig transport: Hvis du kommer med toget, er der fra Trekroner station ca. 15 minutters gang.
ParkeringHvis du kommer i bil, er der en parkeringsplads, hvis du passerer vores bygning og kører til enden af vejen og til venstre. Det kan være svært at finde plads, så kom gerne i god tid.

Campus Slagelse
Adresse: Ingemannsvej 17, 4200 Slagelse
Telefonnummer: 7248 3304
Offentlig transport: Hvis du kommer med tog, er der fra Slagelse station 10 min gang.
Parkering: Det kan være svært at finde parkeringsplads på campus, men der er mulighed for at parkere gratis ved Slagelse Hallen, Parkvej 33, 4200 Slagelse. Fra hallen er der 300 meter op til campus.

Campus Næstved
AdresseParkvej 190, 4700 Næstved
Telefonnummer72483305
Offentlig transport: Hvis du kommer med toget, kan du tage bus 601 til campus. Det tager ca. 17 min.

Parkering: Der er gratis parkeringspladser ved Parkvej 190 (både foran og bag bygningen) samt ved Troensevej (via Svendborgvej). Det kan være svært at finde parkeringspladser - især efter kl. 8.45. Derfor er det en god ide at komme i god tid. 

 

Campus Vordingborg
AdresseKuskevej 1, 4760 Vordingborg
Telefonnummer7248 2300
Offentlig transportHvis du kommer med tog, er der fra Vordingborg station ca. 10 minutters gang. 
Parkering: Der er mulighed for gratis parkering på campus. Det kan dog være svært at finde plads, så kom gerne i god tid.

Campus Nykøbing F
Adresse: Bispegade 5, 4800 Nykøbing F 

Telefonnummer: 7248 2800
Offentlig transport: Hvis du kommer med tog, har du cirka 10 minutters gang fra stationen til campus.

Parkering: Hvis du parkeret på campus-området, skal du gå ind i hovedbygningen (A-bygningen) til vores Frontdesk og få en parkeringstilladelse.

Parkerer du ude på vejen i en afmærket bås, skal du ikke have en p-tilladelse – det kan være et problem at finde en ledig p-plads.

 

Campus Kalundborg

Adresse: J. Hagemann Petersens Allé 4, 4400 Kalundborg

Telefonnummer: 7248 2000

Offentlig transport: Hvis du kommer med toget til Kalundborg st., er der ca. 10 minutters gang til campus.
Parkering: Der er mulighed for at parkere over for Kalundborghallen – der er P-anvisning ved Absalon-skiltet. Campus består af to grå pavilloner og ligger bagved parkeringspladsen og gymnasiet. Kom gerne i god tid, da det kan være udfordrende at finde parkeringsplads.

 

Campus Sorø
Adresse: Slagelsevej 70-74, 4180 Sorø
Telefonnummer: 7248 3301
Offentlig transport: Der er busstoppested lige uden for campus.
Parkering: Der er gode parkeringsmuligheder på campus. Parkering er gratis.

 

Campus Holbæk

Adresse: Anders Larsensvej 5, 4300 Holbæk

Telefonnummer: 7248 2519

Offentlig transport: Hvis du kommer med toget til Holbæk station, er der ca. 15 minutters gang til campus. 

Parkering: Du kan parkerer på parkeringspladserne, der tilhører HUSC (Holbæk Uddannelses- og Studiecenter) eller på Anders Larsensvej. Parker venligst ikke på private områder, der støder op til HUSC, da du risikerer en bøde. 

 

Yderligere information

Formelle informationer om uddannelsen, prøven og evaluering fremgår af studieordning og modul-/fagbeskrivelser, som ligger på WISEflow.

Hvis der er yderligere spørgsmål, er den enkelte censor velkommen til at kontakte Uddannelsesservice på telefon 7248 1000.